D.P.A. Gruppe 04
Postboks 51
6000 Kolding
LÆS FØRST HER: Hvorfor er Pædofilgruppens hjemmeside
online igen?
Blandede artikler, essays m.m.
For at fremme den smule overskuelighed, der stadig er at finde på dette website, vil vi på denne side fremover trykke alt det materiale, der er skrevet efter lukningen af Pædofilgruppen. Der er følgelig tale om nye artikler forfattet eller redigeret af "DPA Gruppe 04", som ikke fandtes på Pædofilgruppens oprindelige hjemmeside.
Anti-copyright: Samtlige nedenstående artikler må gerne videregives, kopieres og trykkes hvor som helst. Vi opfordrer ligeledes til at linke til nærværende side. Bidrag i form af relevante indlæg er velkomne og bedes sendt til vores e-mail adresse.
Endnu en undersøgelse: Risiko for sexmisbrug online "så godt som ikke-eksisterende"
Mens de dømmesyge og deres lakajer inden for avisredaktionerne i Danmark får alt, hvad de kræver, for derefter straks at gå i gang med at finde på noget nyt, de skal kræve, har et panel af amerikanske eksperter i begyndelsen af maj 2008 på baggrund af konkrete sager konkluderet, at risikoen for som barn at være offer for seksuelt misbrug online er "så godt som ikke-eksisterende". Undersøgerne er bl.a. Michelle Ybarra (Internet Solutions for Kids), Janis Wolak (University of New Hampshire Crimes Against Children Research Center), Amanda Lenhart (Pew Internet & American Life Project) og Danah Boyd (Ph.D. candidate at the School of Information at the University of California-Berkeley).
Trofaste læsere vil formentlig huske, at vi allerede har beskæftiget os med en tidligere undersøgelse, der stort set kom frem til de samme konklusioner, og som er omtalt her. Et udførligt resumé af den nye undersøgelse kan foreløbig findes her online, men da tingene har det med at ændre sig ret hurtigt her på nettet, har vi valgt at viderebringe tre vigtige citater derfra direkte på engelsk, således at det bliver lettere at finde frem til denne undersøgelse, såfremt ovenstående link måtte blive forældet:
[...] Med rawing from several surveys and studies, all of the researchers said the risk of a child being forced into sex from an online predator is almost non-existent. And in the relatively few cases where a youth does engage in sex with someone they first met online, the young person is almost always compliant in some fashion.
[...] That doesn't excuse the adult - having sex with someone under the age of consent is rightfully a serious crime. But as part of what we need to know to better protect kids, it's important to realize that deception is rarely involved. Most teens are aware of the approximate age and intentions of the adults who contact them. Only 5 percent of the offenders pretend to be teens. In some cases, the kids themselves are being aggressive and sexually suggestive and pose in ways to make them look older than they are.
[...] When unwanted sexual solicitations do occur, most youths deal with them appropriately. Two-thirds of youths didn't view the solicitations as serious or threatening and "almost all youths handled unwanted sexual solicitations easy and effectively," according to data reported by Wolak.
(maj 2008)
I SÆDELIGHEDENS NAVN - Denne kronik i Information fra 1990 er mere aktuel end nogensinde og ikke mindst i dag, hvor den frie presse næppe besidder tilstrækkelig rygrad til at trykke noget lignende.
Ny kriminel hetz mod landets pædofile (som pr. definition er "onde" eller "syge") i kølvandet på den såkaldte Tøndersag - selv om der sandsynligvis ikke var én eneste pædofil indblandet og hovedforbryderne var to af landets forældre (som pr. definition er "omsorgsfulde")
Når man læser Kristian Ditlev Jensens angreb på landets pædofile minoritet, føler man lyden af støvletramp og ser for sig en spøgelseshær af oprakte og heilende hænder. Jamen, hvordan kan verden i løbet af de få år, der skiller os fra anden verdenskrigs erfaringer, fuldstændigt have fortrængt de rædsler, verden oplevede i form af det nazistiske styres hetz mod mindretal?
Nu ser vi atter en afgrænset gruppe borgere udpeget som selve det ondes princip, og forrest i denne hadefulde camarilla marcherer som sædvanlig repræsentanter for Red Barnet, Børns Vilkår, DF - og så naturligvis den evige forfatter Ditlev Jensen, der ynder at posere som selvudnævnt ekspert på området.
Holdningerne er de samme nu, som dengang den tyske propagandaminister holdt sine ildnende taler, men KDJ matcher med sine forrykte og hadefulde angreb på de pædofile ikke tilnærmelsesvis Goebbels retoriske højder dengang, da denne i Berlin Deutschlandhalle tordnede mod "denne seksualpest, som må tilintetgøres med alle midler" og fortsatte: 'Dette morads er så afgrundsdybt, at et hvidglødende raseri må gribe enhver, der blot har mulighed for at følge en enkelt af disse retssager i detaljer". Goebbels udmalede herefter billedet af en "planmæssig sædelig forførelse af tusinder af børn" og sluttede sine hadefulde tirader med denne salut: "Som tysk nationalsocialist og familiefader taler jeg på vegne af tusinder af forældre, som med angst og afsky må tænke på, at deres uskyldige børn kan blive sjæleligt og legemligt misbrugt af samvittighedsløse forførere".
Salens nazistiske tilhørere kogte af begejstring. Hetz mod minoriteter havde dengang som nu bred folkelig appel.
Forfølgelserne blev iværksat iflg. den berygtede § 175, hvorefter "denne forbrydelse forener alle jødedommens onde drifter og derfor må henregnes blandt de allersværeste lovovertrædelser", som det hed sig i Völkischer Beobachter. Og ofrene? Ja, de blev i stigende tal fra 1935 indfanget og transporteret til kz-lejre, hvor de forsynet med lyserøde trekanter på fangedragterne iflg. datidige beretninger befandt sig allernederst i hierarkiet, og næsten alle omkom af sult og mishandling.
Der var således solid historisk konsekvens bag, da det danske nazistparti for nogle år siden offentligt udtalte, at pædofile efter deres mening ikke burde have nogen som helst rettigheder i samfundet.
Dette synspunkt vil KDJ kunne nikke bifaldende til. For få år siden gjorde han sig nemlig med usande og udokumenterede beskyldninger mod de pædofiles forening til talsmand for, at samfundet ved lov skulle forbyde dem at forsamles (og hvis man ikke kunne forhindre disse undermennesker i at mødes, så skulle det i hvert fald ske under supervision af det offentlige..!). Også retten til at have hjemmeside og debatforum ville han forholde dem. Og hvad var så begrundelse for at fratage en hel befolkningsgruppe den grundlovssikrede forsamlings- og ytringsfrihed? Jo, KDJ opfandt til lejligheden en række vanvittige anklager om, at Pædofilforeningen var hjemsted for alskens kriminelle aktiviteter.
Det gjorde han - og det tillod medierne ham at gøre - på trods af, at foreningen på intet tidspunkt havde været sigtet i forbindelse med nogen form for lovovertrædelser. Og KDJ kunne gøre det uimodsagt. De angrebne blev nemlig konsekvent afskåret fra at tage til genmæle i den samme presse, som havde lagt spalteplads til de syge angreb.
Hvis man i det hele taget kan lære noget af verdenshistorien, er det, at den gentager sig. Tilbøjeligheden til at gøre en udvalgt minoritet til syndebuk og begrunde overgreb mod denne med, at målgruppen udgøres af onde og underlødige mennesker - eller ganske enkelt individer uden eksistensberettigelse - er ikke af ny dato. Og med monoton ensformighed er det gennem tiderne blevet understreget, at det jo gjaldt om at beskytte flertallet mod diverse mindretals dyriskhed og ondskab.
Men det var notorisk ikke seksuelle afvigere, der førte landene ud i ødelæggende krige og etniske massedrab. Kz-lejrenes bødler var tværtimod karakteriseret ved almindelighed og grå normalitet ikke mindst i seksuel henseende. Det forfærdende var, at krigsforbryderne tværtimod i reglen var kærlige ægtemænd og omsorgsfulde forældre. Det gjaldt både for hovedmændene Eichmann, Höss, Heydrich, Göring, Goebbels og for tilintetgørelseslejrenes menige personale.
Det er altså nok ikke blandt de seksuelle minoriteter, man skal søge de virkelige predators, rovdyrene. Hvis KDJ nærer ønske om at se en af slagsen, behøver han såmænd bare at se sig i spejlet.
Lad mig slutte denne historiske gennemgang med at sætte fokus på de røster, der har været fremme på det seneste, bl.a. fra DF's Peter Skaarup, fra Red Barnets Kuno Sørensen og fra "Børns Vilkår" om medicinsk eller kirurgisk kastration af seksuelle afvigere.
Hverken tankegangen eller begrundelsen er af ny dato, men var allerede solidt forankret i nazistisk tankegang. I Det 3. Rige blev således den 26. november 1933 udstedt en lov, hvorefter "jævnsides med fængselsstraffen yderligere af domstolen kan anordnes en kastration af seksualforbrydere. Dette kirurgiske indgreb skal ikke ses som nogen straf, men betragtes som en sikkerhedsforanstaltning og tjene til beskyttelse af vort folk og vor ungdom". Med ægte tysk grundighed specificeredes det, at sådanne indgreb kunne foretages i lokalbedøvelse og hvert kun vare ca. 8 minutter. Metoden blev anbefalet som den billigste og hurtigste til iværksættelsen af den fornødne racehygiejne. [Da Peter Skaarup på vegne af Dansk Folkeparti forleden dag anbefalede tvungen medicinsk kastration af pædofile ud over fængselsstraf, udtalte han: "Jeg ser det ikke som en straf, men som en måde at hjælpe dem af med deres lyst til at krænke børn seksuelt" - læseren vil selv kunne bemærke ligheden mellem Skaarups udtalelser og ordlyden fra Det 3. Riges lov - Redaktionen]
PH skrev advarende, at den nazistiske ideologi ville vende tilbage i en eller anden forklædning. Som sædvanlig havde han ret. Den befinder sig allerede lyslevende blandt os.
Mvh Tom Kristensen (25. februar 2007)
Ny undersøgelse: Børns ufrivillige seksuelle forhold til voksne medfører kun "moderate" skader i børnenes senere liv
I 2005 offentliggjorde den australske psykolog Najman en omfattende undersøgelse, hvoraf det fremgik, at seksuelt misbrug af børn medfører en "betydelig forringelse" [significant impairment] af børnenes senere liv. I februar 2007 trykte de amerikanske psykologer Rind og Tromovitch i tidsskriftet Archives of Sexual Behavior en opfølgning, som med udgangspunkt i Najmans egne data viste, at der i virkeligheden kun var tale om "mindre virkninger". I samme tidsskrift trykte Najman også en artikel for bl.a. at bekræfte, at der vitterligt er tale om "moderate" skader. Det skal bemærkes, at Najman et al.'s undersøgelse bygger udelukkende på ufrivillige seksuelle kontakter mellem børn og voksne.
Artiklerne kan læses her (pdf-filer):
- Rind og Tromovitch's
artikel
- Najman's
artikel
Interviews
Vi har fundet frem til nedenstående interviews med to sexologer. Emnerne
er pædofili, de pædofile, børns seksualitet m.m.
Da interviewene stammer fra begyndelsen af 90'erne (en tid forud for de
dømmesyges magtovertagelse her i landet), er de begge
bemærkelsesværdigt saglige og fri for alt det sludder, vi er
vant til at høre i dag!
- Interview med sexolog,
cand. psych. Jette Bach - mp3-fil (ca. 10,5 MB)
- Download
- Interview med sexolog,
cand. psych. Bent Petersen - mp3-fil (ca. 5
MB) - Download
Hvis dette er "den mindst ringe", forestil dig så de andre...
Syltekrukken
Dagbladet Information bragte den 4. marts 2004 - tilmed på forsiden - en leder om de pædofiles hjemmeside, som forlangtes lukket. Artiklen var stærkt sensationspræget og gav sig ud for at bringe "rystende afsløringer" af de mange kriminelle aktiviteter, de pædofiles forening angiveligt skulle være arnestedet for. Men artiklens ophavsmand, Kristian Ditlev Jensen, talte usandt og gjorde det med gustent overlæg. Pædofilgruppen og dens internetside havde nemlig aldrig så meget som været sigtet for ulovligheder, hvilket Ditlev Jensen vidste - eller burde have vidst. I hvert fald ville en simpel opringning til politiet have bekræftet sagsforholdet. Hvorvidt der blev foretaget en sådan "research", eller om resultatet blot blev fortiet, er ikke til at vide. Sikkert er det, at de fremførte påstande var aldeles i strid med kendsgerningerne. Eller for nu at sige det rent ud: løgn fra ende til anden.
Det er altid ganske alvorligt, når journalister retter angreb på en minoritets grundlovssikrede forsamlings- og ytringsfrihed. Og helt skandaløst, når det sker uden nogen form for saglig dokumentation og udelukkende på baggrund af fordomme eller personligt had. Alligevel bragte bladet artiklen, uden at redaktionen på forhånd havde rettet henvendelse til de pædofiles forening, så den havde haft mulighed for at gendrive de horrible og helt igennem usande beskyldninger, den var genstand for. Hvis Ditlev Jensen virkelig havde ment, der foregik noget kriminelt i foreningen, havde det vel været naturligt, om han havde henvendt sig til politiet og foretaget en regulær anmeldelse. Men der var ikke noget at komme efter, og i stedet valgte han derfor dette bagholdsangreb - eller rettere sagt: snigmord.
I marts måned 2004 besluttede et flertal i vores forening, at denne skulle opløse sig selv. Personligt fandt jeg tidspunktet uheldigt, fordi det kunne fejlfortolkes som en tilkendegivelse af, at personkredsen bag den havde noget at skjule, hvilket som sagt ikke var tilfældet. Men mange af medlemmerne var stærkt berørte og kørt psykisk ned af de systematiske frontalangreb og den vedholdende dæmonisering i medierne, hvilket jo må siges at være forståeligt.
Ikke desto mindre proklamerede justitsminister Lene Espersen senere samme måned med brask og bram at have foranlediget en kulegravning af den allerede opløste forenings forhold. Der var tale om endnu en grov offentlig mistænkeliggørelse, men samtidig et initiativ som måtte hilses velkomment, fordi det åbnede mulighed for en rehabilitering af borgere, som uforskyldt var blevet tilsværtet offentligt. På den baggrund er det ganske enkelt skandaløst, når justitsministeren her et helt år senere stadig tøver med at bringe resultatet af undersøgelsen.
Hvor længe endnu, Lene Espersen, skal de pædofile holdes i et juridisk tomrum? Og hvorfor har justitsministeren mon valgt at deponere rigsadvokatens konklusion i en syltekrukke?
Tom Kristensen
(3. maj 2005)
Vi har modtaget nedenstående indlæg
og trykker det med tak.
I kølvandet på udtalelsen nedenfor fra den af Red Barnets danske
afdeling aflønnede guru, Kuno Sørensen, råder vi vores
eventuelle nødhjælpsarbejdende læsere (ikke mindst de
ikke-pædofile) til at være så lidet rare som muligt og
skælde de lokale børn ud. Så spares I i hvert fald for
ubehagelige mistanker, og børnene får det sikkert også
bedre.
Angående Red Barnets svenske afdeling, deres metoder og deres
realitetssans, se også:
Barnporranklagelse mot svenskt museum avslöjade
hjälporganisationen Rädda Barnen
Kuno Sørensen (Red Barnet) udnytter flodbølgen
Ekstra Bladet bragte den 5. januar 2005 en artikel med overskriften Pædofile udnytter flodbølgen. Heri udtalte UNICEFS direktør, Carl Bellamy, at beskyttelsen af de mange tusinde forældreløse børn mod de pædofile nu havde fået allerhøjeste prioritet.
Også Kuno Sørensen fra Red Barnet advarede om de farer, der lurer fra tilsyneladende rare og tillidvækkende personer, der såmænd godt kunne ligne flinke nødhjælpsarbejdere, men i virkeligheden er forklædte pædofile predators.
Historien var udløst af rygter om, at en 12-årig svensk dreng skulle være blevet bortført fra det thailandske hospital, hvor han var indlagt efter naturkatastrofen. At de sørgende efterladte klyngede sig til håbet om, at deres barn stadig skulle være i live og derfor fæstede lid til rygtet om, at han blot var endt som sex-slave, er forståeligt. Men at dansk tv på baggrund af et ubekræftet rygte valgte kritikløst at bringe et interview med den danske generalsekretær for UNICEF, hvori han kastede mistanke på pædofile, er ganske enkelt skandaløst.
Nu fremgår det imidlertid af et kortfattet Reuter-telegram, at drengen aldrig har befundet sig på det pågældende hospital og desværre derfor må betragtes som omkommet. Dementier af de grove beskyldninger ulejliger dansk tv sig kun ugerne med. Summa summarum: beskyldningerne var løgn og latin, men et par hjælpeorganisationer fik da slået plat på tragedien i Fjernøsten. Og pædofile blev atter sortstemplet i den almene bevidsthed.
Men virkeligheden ser noget anderledes ud, end den fantasifulde historie, danske medier bragte til torvs. Også i Thailand førte især den svenske afdeling af Red Barnet sig frem. Der er jo skarp konkurrence om af få del i donationerne, og lidt reklame skader jo aldrig. Deres version, som fandt udbredelse world-wide, gik på, at en svensk dreng, Kristian, var blevet afhentet af en børnelokker på det hospital, hvor han havde søgt hjælp. Man havde endog et signalement af børnelokkeren: en europæer, under middelføjde, moustache og ældre. Denne fyr gik man så på jagt efter, og det svenske politi sendte to kriminalbetjente ned til Phuket for at hjælpe med politiarbejdet til at finde Kristian. Den thailandske presse behandlede sagen pænt og uden sensationslyst. BBC bragte mere, blandt andet et interview med Kristians far hjemme i Sverige og interviews med Gud og hvermand.
I går kunne en thailandsk avis så meddele, at det hele var en and. Der er ingen, der har set Kristian, selv om utallige vidner havde set ham, efter at de havde set et fotografi af ham. Den stakkels dreng er stadig på listen over savnede, og må formodes at være omkommet. Den eftersøgte børnelokker er også fundet. Han ligner ikke signalementet, og har ikke lokket nogle børn. I alt kaos'et lige efter tsunamien fandt denne mand, der bor og arbejder i Thailand som frivillig, seks børn lige efter bølgen. Børnene vidste hverken ud eller ind, så han tog dem alle seks og anbragte dem på hospitalet. Der var han blevet set af forskellige i spidsen for sin lille trop, men da realiteterne var så fjernt fra rygterne, havde ingen hæftet sig ved, at det var den begivenhed, der blev skrevet om i avisen.
Det er meget ulykkeligt, at Red Barnet ikke kan holde fingrene væk fra et så ungt offer og hele hans ulykkelige familie, blot for at sikre sig indflydelse og en del af millionerne.
Hele begivenhedsforløbet minder påfaldende om den frit opfundne historie, danske medier - herunder fjernsynet - bragte for nogle år siden. Det hed sig dengang, at medarbejderne i nogle afrikanske flygtningelejre afpressede mindreårige seksuelle ydelser som betingelse for at uddele nødhjælpen til dem. Rygtet var plantet af den engelske afdeling af Red Barnet og blev da også senere dementeret i den skrevne presse, men man rigtignok skulle have en meget kraftig lup for at få øje på berigtigelsen.
Det er ubegribeligt, at journalister fortsat tillægger påstande fra Red Barnet stor troværdighed og kritikløst viderebringer skipperkrønikerne. Selv om der efterhånden findes mange eksempler på, at denne organisation "planter" falske historier i medierne, viderebringes de øjensynligt uden nogen form for journalistisk research. Den tidligere generalsekretær for Red Barnet, Laue Traberg Schmidt, hævdede under stor mediebevågenhed, at danske (men unavngivne) rejsebureauer leverede færdigpakkede sexrejser til Østeuropa for pædofile. Jo, for det havde han selv hørt fra forskellige kilder, og så skulle det nok passe. Men også dét var en lodret usandhed, hvilket imidlertid først kom frem, da generalsekretæren var blevet afskediget i vanære.
Der er således ikke meget, der tyder på, at pressen lever op til sin rolle som vogter af demokratiet.
Tom Kristensen
(6. januar 2005)
Undersøgelse afkræfter myte om "seksuelle krænkelser" gennem internettet
En ny undersøgelse, trykt i november-nummeret af det ansete amerikanske tidsskrift Journal of Adolescent Health, afkræfter mange af de myter, der i de senere år er dukket op i forbindelse med "seksuelle krænkelser", som børn og unge siges at være udsat for gennem internettet.
Undersøgelsen omfatter 129 repræsentativt udvalgte amerikanske sager, der fandt sted mellem oktober 2001 og juli 2002. Sagerne angår seksualforbrydelser mod unge mennesker, der startede via internettet. Det viser sig, at "ofrene" for disse forbrydelser ikke er små børn, eftersom ingen af de involverende børn var under 12 år. Der er først og fremmest tale om piger på mellem 13 og 15 år (75%), som mødte voksne mænd (76% ældre end 25 år) i chat-rooms på internettet. Størstedelen af disse mænd narrede ikke "ofret" ved at skjule deres rigtige alder, men fortalte, at de var voksne, som var interesserede i seksuelle forhold. Mange "ofre" mødte den voksne og havde sex med ham mere end én gang, og halvdelden af "ofrene" beskrives som værende forelsket i eller meget dybt følelsesmæssigt involveret med "forbryderen". Vold forekom kun i 5 % af tilfældene.
Forskellige amerikanske foreninger og behandlingsinstanser, såsom American Academy of Family Physicians, The American Academy of Pediatrics, The American College of Obstetricians and Gynecologists og The Society for Adolescent Medicine skriver i samme tidsskrift bl.a: "Seksuel aktivitet og seksuelt misbrug er ikke synonymer. Det skal ikke antages, at seksuelt aktive teenagere pr. definition bliver misbrugt. Mange teenagere havde frivillige seksuelle forhold" og "selv om en stor aldersforskel mellem partnerne skal tages i betragtning, når der er tale om teenager-patienter, er partnerens alder i sig selv ikke tegn på udnyttelse eller misbrug. [...] Seksuelt misbrug og udnyttelse af teenagere kan forekomme i alle forhold, uanset om partnerne er i samme alder, yngre eller ældre".
Et omfattende resumé af undersøgelsen kan læses her.
Heksejagten i middelalderen stoppede, da hysteriet havde antaget sådanne proportioner, at det begyndte at ramme højtstående personligheder. Bliver Oppfeldts sag begyndelsen på enden for det antipædofile hysteri i Danmark? Det får vi at se - foreløbig har vi skrevet denne artikel.
Panik
på Christiansborg
- da Folketinget mistede sin uskyld!
Hvordan mon medierne vil dække den 3. verdenskrigs udbrud? Det bliver i hvert fald svært at overgå den dækning, der formentlig meget mod hans vilje blev MF Flemming Oppfeldt til del, da han blev taget, ikke med fingrene i klejnekassen, men med både det ene og andet i bukserne på en 13-års dreng.
Alle de selvgode MF'ere, med statsministeren i spidsen, kappedes om at tage afstand fra den "afskyelige handling", som om de havde travlt med at understrege, at det kunne de da i hvert fald ikke selv finde på - og på det punkt har flertallet sikkert ret. Når de reagerer så kraftigt, er det dog nok snarere fordi de for en gangs skyld kom så tæt på den virkelighed, de som lovgivere alt for ofte har så svært ved at forholde sig til: Nu har de (også F.O.) gennem en årrække bevidstløst strammet lovgivningen om "pædofili" uden at lytte til fagfolk, endsige børnene og de pædofile selv. Som fagfolk for flere år siden har påpeget, er man så ivrige efter at vise handlekraft af hensyn til den formodede folkestemning, at man totalt negligerer mulige effekter eller mangel på samme af lovgivningen.
Nu er det pæne menneske, Flemming Oppfeldt, imidlertid pludselig havnet i den kategori, som Lene Espersen ville betegne som én "de fleste finder usympatisk". Lene Espersen har hårdnakket nægtet at tale med os fra Pædofilgruppen (se åbent brev til justitsministeren nedenfor), selv om hun selv har iværksat en undersøgelse af vores virksomhed, som om hun ikke selv er i stand til at læse f.eks. vores hjemmeside, der har været alment tilgængelig i snart 10 år. Hun kender med andre ord ikke en eneste pædofil - eller måske kendte, for nu kender hun da i hvert fald F.O., som de fleste allerede er begyndt at kalde for "pædofil"? Og som altså må være usympatisk, ifølge L.E. (ja, det er lige til at grine over, hvis det ikke var så tragisk).
Alle går og bilder hinanden ind, at pædofili er afskyeligt og forfærdeligt, men ingen åbenbart aner - endsige kan gøre rede for - hvorfor? Det er en form for masse- og selvsuggestion, og det er virkelig uhyggeligt. Den traurige såkaldte ekspert med fast taletid ved TV-aviserne, Kuno Sørensen fra Red Barnet A/S, står gang på gang, også i tilfældet F.O., frem på skærmen og messer fra teoribogen, at når børn lader sig "misbruge seksuelt", skyldes det omsorgssvigt. Hvorfor kaster K.S. & Co. sig så ikke over børnenes nære miljø, i stedet for at tilsvine pædofile, som jo så åbenbart ifølge deres egen logik i hvert fald er et bedre alternativ? Men det viser jo noget om, hvem der ikke viser børnene respekt. Pædofile er pr. definition onde, og så spiller det ingen rolle at forældre og institutioner er ondere.
Som lektor, dr. phil., Hans Hauge, for nylig udtrykte det i Jyllands-Posten: "...det afslappede syn på bøsser er noget nyt. Årsagen er, at den pædofile har indtaget bøssens plads som den onde. Vi siger nu nøjagtigt det samme om pædofile, som man engang sagde om bøsser. Den dag, da pædofili igen bliver accepteret, vil der opstå en ny gruppe, som vi finder afskyelige. Måske folk med unaturlig omgang med får? Hvem ved". Det er meget præcist iagttaget og sætter politikernes hykleri i relief. Se blot på den forestilling, der for tiden udspiller sig i EU: Kommissærkandidaten, Buttiglione, kan ikke lide bøsser. Han er ærlig nok til at sige det offentligt, og straks rejser der sig et ramaskrig af politisk korrekthed. For blot 40 år siden ville han have fået en blåstempling for sit "sunde og naturlige livssyn". Også Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske hykler: Deres formand tog i forbindelse med F.O.-sagen skarpt afstand fra pædofili. Ja, når man har sit på det tørre, kan man sagtens kaste de andre for løverne. Men hvordan vil bøsseformanden og andre forklare det logiske i, at en handling, der 5 min. i midnat før en dreng fylder 15 år, takseres til 8 års fængsel, 5 min. efter midnat er fuldstændig harmløs, uskyldig eller måske ligefrem en rettighed? Har han i øvrigt glemt, at netop hans forening i en lang række år var ildeset og i konstant konflikt med myndighederne? At vi i Pædofilgruppen har mere respekt for 13-årige bøsser end LBL, er ikke ligefrem konsekvent endsige moralsk ophøjende for en forening, der kalder sig "for bøsser". Angående LBL's forhold til pædofili igennem årene, se i øvrigt Pædofilgruppens historie og bliv overrasket!.
Nu vil Folketinget i sin godhed forære alle borgere et eksemplar af grundloven, den dag de fylder 18. Den skal nok blive flittigt læst! Hvad med, at Folketinget selv satte sig bedre ind i samme grundlov, så man undlod a priori at dele befolkningen op i "onde og gode, lige og mindre lige, sympatiske og usympatiske"?! For det er sådan man forvalter den i dag, når det gælder pædofile. Og når man nu er i gavehumør, kunne man passende sende et kommenteret eksemplar af straffeloven ud til alle pædofile, helst ajourført hver måned, ellers har man som pædofil borger ikke en chance for at kunne følge med i, hvad man må og specielt ikke må - nu end ikke folketingsmedlemmer kan!
DPA - Gruppe 04
(oktober 2004)
Åbent brev til justitsministeren
I kølvandet på den undersøgelse af Pædofilgruppen,
der blev iværksat af justitsministeren i foråret 2004, anmodede
E.B. (en af Pædofilgruppens oprindelige medstiftere) om et møde
med Lene Espersen. Her nedenfor trykker vi E.B.'s svar til justitsministeren,
efter at hun afviste mødet.
Som det fremgår af brevet, skulle Lene Espersen i en pressemeddelelse
have antydet (omend indirekte), at Pædofilgruppen gik ind for seksuelle
overgreb mod børn. Hvis dette er tilfældet, opfordrer vi
justitsministeren til at tilvejebringe klare beviser på, at
Pædofilgruppens website støtter misbrug eller opfordrer til
ulovlige handlinger. I mangel på sådanne beviser mener vi, at
justitsministeren har pligt til offentligt at dementere sine påstande
og til at holde op med at fremsætte urigtige og vildledende ytringer.
Her følger teksten af E.B.'s skrivelse til justitsminister Lene
Espersen.
24. august 2004
Justitsminister Lene Espersen
Justitsministeriet
Slotsholmsgade 10
1061 København K.
Vedr. sagsnr. 2001-940-0106
I brev af 8. juli d.å. anmodede jeg Dem om et møde i forbindelse med den af Dem iværksatte undersøgelse af Pædofilgruppen. Som næsten forventet meddelte De, via en sekretær, at De "desværre ikke kan afse tid til et personligt møde". I stedet fik jeg en kopi af den pressemeddelelse, De har udsendt i anledning af undersøgelsen.
Hovedindholdet af denne pressemeddelelse var mig naturligvis bekendt, da den har været gengivet i medierne. Det jeg derimod savner, er en reel begrundelse og baggrund for at foretage en undersøgelse af Pædofilgruppen. Foreningen går nemlig ikke ind for "seksuelle overgreb mod børn", som det indirekte hævdes i pressemeddelelsen. Og det er mig ubegribeligt at højtuddannede politikere tilsyneladende ikke er i stand til at læse indenad. For var de det, ville man naturligvis ikke foretage sig så drastisk et skridt som at iværksætte en politiundersøgelse. Det fremgår tydeligt af foreningens hjemmeside, at man tager afstand fra voldelige forhold og overgreb i det hele taget.
Det undrer mig, hvorfor De, sammen med ekstreme populistiske ignoranter blandt de politiske partier, undlader at forholde Dem til indholdet af det vi siger og skriver, i stedet for blot hovedløst at svine os til og beskylde os for det værst tænkelige. Men det viser jo på den anden side, hvor stort behovet er for reel oplysning, når Pædofilgruppens virke åbenbart anses for en større trussel for verdenssikkerheden end Al-Qaeda netværket: Selv deres hjemmesider er mig bekendt ikke søgt forbudt!
Jeg har talt en halv time i telefonen med rigsadvokat Henning Fode, efter at jeg har haft besøg af to venlige kriminalassistenter, der udspurgte mig om foreningen, som jeg selv har været med til at grundlægge. Det var tydeligt, at ingen kunne gøre rede for formålet med undersøgelsen, men alle forsvarede sig med at det var en politisk beslutning, og det kunne jeg jo ikke nægte. Det eneste jeg kunne sige var, at de naturligvis spildte deres tid. Det er også derfor, jeg insisterer på at tale med den, der har det egentlige politiske ansvar, og det må jo i følge sagens natur være Dem. Jeg er træt af at høre alle tørre ansvaret af på højere instanser.
Vi har en grundlovssikret ret til forenings- og ytringsfrihed i dette land, og kriteriet for at pudse politiet på diverse foreninger og grupperinger kan ikke blot være, at magthaverne finder de pågældende "usympatiske", som De har udtrykt det. Hvordan kan De i øvrigt vide noget som helst om det, når De ikke har truffet en eneste af os, og endda ikke ønsker det? Men De mener, at vi skal bruge vores tid til at stå til rådighed for politiets undersøgelse, hvad jeg så også har gjort. Det mindste, man kunne forvente til gengæld, var da, at De selv ville stå ansigt til ansigt med dem, De så kategorisk angriber.
Faktisk er pædofile en broget flok af ganske almindelige mennesker, og der er ikke flere psykopater blandt pædofile end blandt resten af befolkningen, ligesom der ikke er noget belæg for, at pædofile procentuelt skulle begå flere egentlige overgreb end resten af befolkningen. På foreningens hjemmeside henvises til masser af videnskabelige undersøgelser, der belyser disse spørgsmål. Allerede for mere end 20 år siden konkluderede Danmarks førende sexolog, Preben Hertoft, i sin bog, Klinisk Sexologi, der er oversat til en lang række sprog, på baggrund af undersøgelserne at pædofile ikke vil gøre børn fortræd, og at langt de fleste forhold bygger på frivillighed; traumatiseringen og stigmatiseringen af børn hænger derimod ofte sammen med omgivelsernes reaktioner, ikke med forholdet i sig selv. Siden har mange undersøgelser peget på det samme.
Det er sådanne informationer vi gerne vil udsprede på hjemmesiden, og det vil man søge forhindret og forbudt med alle midler! Det er dybt betænkeligt for demokratiet, hvis politikerne blot kan pudse politiet på alle grupper, man finder "usympatiske": Det er jo netop kriteriet for magthavernes magtmisbrug i autoritære regimer, og hvis man vil forbyde Pædofilgruppen, kunne vi lige så godt leve i en bananrepublik. Det er mig helt uforståeligt, at blot tanken kan forekomme, og jeg savner fortsat en meget god forklaring, som ikke gives i Deres pressemeddelelse. En første forudsætning for at foretage sig noget må være, at man har et minimum af kendskab til det område, man vil bekæmpe med bål og brand, og det har De og mange politikere jo ikke - og ønsker det åbenbart heller ikke!
Filminstruktøren Christian Bråd Thomsen har med god grund sammenlignet den hetz, som politikere og medier fører mod pædofile, med jødeforfølgelsen i nazi-Tyskland. Lovgivningen strammes og strammes, nogen gange endda, i strid med alle internationale retsregler, med tilbagevirkende kraft. Og til ingen verdens nytte for børnene. En klog psykiater har engang sagt, at være pædofil svarer til at mangle den ene arm. Det er et handicap, man ikke selv har valgt. Hvis hun blev spurgt i dag, ville hun sikkert sige, at det svarer til at mangle begge arme: Ikke nok med at man har et naturligt handicap, men samfundet forsøger skånselsløst at fratage pædofile de mest nødtørftige hjælpemidler! Og resultatet kan naturligvis i sin yderste konsekvens være fatalt: At enkelte begår desperate, omend helt utilgivelige handlinger, hvad der jo desværre er eksempler på.
Naturligvis vil der være medlemmer af Pædofilgruppen, der har begået lovovertrædelser, og der skal altså ikke meget til i den branche! Men det forhindrer da ikke, at man kan være med i en forening, der arbejder for oplysning, og måske på længere sigt en ændring af gældende lovgivning. På samme måde som man godt kan have en dom for overtrædelse af hastighedsgrænserne, og være med i en forening, der arbejder for højere hastighedsgrænser. Det er kort sagt ikke ulovligt at være uenig i gældende lovgivning. Det burde være selvindlysende, men er det åbenbart ikke. Politikerne har mere travlt med at lukke munden på pædofile end på overhovedet at sætte sig ind i, hvad gruppen står for. Og det er sørgeligt for demokratiet. Hvis De dog efter dette skulle føle trang til at blive yderligere oplyst, kan jeg henvise til hjemmesiden, som fortsat findes på www.danped.fpc.net
Med venlig hilsen
E.B.
Berlingske Tidende, Information, Jyllands Posten og Ekstra Bladet havde "ikke plads" til nedenstående kronik. Det har vi.
Hetz mod pædofile truer demokratiet
Nedenstående kronik har forfatteren forsøgt at få optaget i nogle af de største landsdækkende aviser. Alle har de afvist kronikken med henvisning til, at de ikke har plads. Endnu en gang misbruger "den fjerde statsmagt", pressen, sin position til at lukke munden på en befolkningsgruppe, som man ikke ønsker, skal kunne komme til orde. Kronikken indeholder væsentlige, saglige argumenter og pointer i relation til den seneste tids debat om lukning af Pædofilgruppen og den forfølgelse, Pædofilgruppen og pædofile har været udsat for fra forskellig side. Dermed beviser denne hjemmeside endnu en gang sin vigtighed og eksistensberettigelse som den eneste måde, de pædofile i Danmark kan gøre brug af den ytringsfrihed, som grundloven sikrer alle borgere her i landet.
Lørdag d. 22. maj offentliggjorde Berlingske Tidende en
Gallupundersøgelse af danskernes holdninger til tortur. Resultatet
af undersøgelsen var, at hver fjerde dansker sidestiller pædofili
med terrorisme når det kommer til brugen af tortur.
Hvordan er det nået så vidt, at et oplyst og veluddannet folk som det danske ikke kan se væsensforskelligheden på de to ting? Ganske vist havde Gallup formuleret pædofili-scenariet så tilstrækkeligt upræcist, at de adspurgte kunne lægge næsten hvad som helst i spørgsmålet og Gallup dermed få en større positiv respons på det, men scenariet omhandlede ikke drab. Uanset hvor forkasteligt man betragter seksuelle overgreb mod børn, så er forskellen til terrorangreb med hundreder eller tusinder af dræbte - også børn - med det formål at omstyrte demokratiet, åbenlys.
Årsagen er todelt: Dels en systematisk dæmonisering og generalisering af alle pædofile som sexmonstre, uagtet at kun et mindretal af pædofile begår overgreb. Dels brugen af udemokratiske metoder til at lukke munden på de pædofile for at forhindre dem i at deltage i den offentlige debat. Den seneste hetz var rettet mod de pædofiles politiske interesseorganisation, Pædofilgruppen (PG). Den arbejdede som et naturligt led i den demokratiske proces for ændringer af loven og for at mindske fordomme mod pædofile ved hjælp af læserbreve, interviews, møder med politikere (bl.a. daværende justitsminister Erling Olsen og Folketingets Retsudvalg) o.m.a. PG’s arbejde kan sammenlignes med Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske’s arbejde for 50 år siden. Men hvor PG holdt sig til demokratiske virkemidler, vendte Dansk Folkeparti demokratiet på hovedet og fremsatte i ly af hetzen forslag i Folketinget om at tvangslukke PG den eneste ”demokratiske” mulighed, efter gentagne politi- og rigsadvokatundersøgelser ikke har kunnet grave smuds frem. Til sidst bukkede foreningens medlemmer under for den manglende demokratiske beskyttelse og lukkede den.
Pædofili er en seksualitet, man ikke selv vælger, og blot fordi man er pædofil, vælger man ikke nødvendigvis at have sex med børn. Eksperter anslår, at der i Danmark findes 10-50.000 pædofile, så set i forhold til antallet af overgreb er det tydeligt, at det er relativt meget få pædofile, der bryder loven. Mange overgreb begås desuden af ikke-pædofile, f.eks. af børnenes forældre eller stedforældre. Men disse indlysende kendsgerninger ignoreres rask væk i debatten. F.eks. giver medierne det indtryk, at selve det at være pædofil er ulovligt. Den evindelig misbrug af sproget i form af udtryk som ”sigtet/dømt for pædofili” er med til at forstærke denne misopfattelse. Man kan hverken sigtes eller dømmes for pædofili, ligesom man aldrig har set en mand, der er sigtet for voldtægt mod en kvinde, omtalt som ”sigtet for heteroseksualitet”. Man kan derimod sigtes og dømmes for seksuel omgang med mindreårige - i øvrigt uanset om man er pædofil eller ej.
Og for nylig kunne man på nationalt tv se Mimi Jacobsen (MJ), generalsekretær for Red Barnet, godte sig over, at nogle pædofiles forsøg på at gøre brug af deres grundlovssikrede ytringsfrihed i form af en informativ hjemmeside er blevet forpurret, fordi den (midlertidigt) var lukket efter en grundløs klage. Hun tilføjede, at hun nu vil benytte samme metode. MJ er nemlig udmærket klar over, at det er nemmere at lukke munden på sine modstandere end at indlade sig på en saglig debat med dem. Især når man som MJ risikerer at blive taget i at sprede lodrette usandheder. Hun påstår ofte, at Danmark er det eneste land i den civiliserede verden, der tillader en forening som PG. Dét på trods af, at der findes politiske pædofilforeninger i f.eks. Tyskland og Holland, ja, sågar i USA, det måske mest pædofil-fjendske land i den ”civiliserede verden”.
Problemer med sandfærdigheden er slemt nok, men når MJ forsøger at få lukket en lovlig, demokratisk forening, blot fordi hun er uenig i dens holdninger, er det et voldsomt angreb mod demokratiet. Dansk Folkepartis Peter Skaarup er også ofte og gerne med til at piske pøbelstemningen op ved at sammenligne PG med en forening for seriemordere. Det er regulær tilsvining, for mordere har pr. definition brudt loven - ellers ville de ikke kunne betegnes sådan - hvorimod der ikke er noget ulovligt i at være pædofil.
For nylig har selv medlemmer af partier, som traditionelt kæmper for de svage eller for retssikkerheden, sammenlignet pædofile med nazister og Hizb-ut-Tahrir og kaldt PG for en ”yderliggående forening”. Disse politikere ”glemmer”, at både nazisterne og Hizb-ut-Tahrir så vidt vides er antidemokratiske bevægelser, der ønsker at afskaffe demokratiet. Det ønskede PG ikke. Tværtimod. Hvorfor tager ingen politikere de mange pædofile danskere i forsvar, som hver dag passer deres og aldrig bryder loven, i stedet for kun at tilbyde dem forhånelse og udstødelse?
Det seneste og mest vanvittige eksempel på, at Danmark har alvorligt ondt i demokratiet, er Michael Zile (MZ) og hans forening Stop Pædofili Nu (SPN). Allerede i marts oplyste MZ, at han ville forsøge at få fingre i PG's medlemsliste for at kunne fortælle medlemmerne, at ”vi ved, hvem I er!” Denne slet skjulte trussel vil MZ følge op med at offentliggørelse af medlemmernes navne og adresser på internettet. Da en engelsk avis for nogle år siden gjorde noget lignende, førte det til en lang række voldelige overfald, også på personer, som blev forvekslet med en af de påståede pædofile. SPN’s plan kan derfor kun betragtes som en indirekte, men meget tydelig, trussel om vold. Denne formodning bliver yderligere bestyrket, når man tager MZ’s dom for voldstrusler med i betragtning. Den findes let omtalt på internettet.
På trods af dette var justitsminister Lene Espersen for nogle måneder siden helt på SPN’s side, da de krævede PG lukket. PG, som aldrig er sat i forbindelse med ulovligheder, men som til gengæld er en torn i det politisk korrekte øje, vil Lene Espersen gerne lukke. Hvor er justitsministeren henne nu, hvor SPN udsender åbenlyse trusler mod en afgrænset gruppe mennesker, hvis eneste ”forbrydelse" er, at de har været medlemmer af en politisk interesseorganisation for en seksuel minoritet? SPN’s argument for at angribe de pædofile er, at politikerne ”ikke gør nok”. Faktisk har de strammet loven adskillige gange de seneste år, så man nu kan få 12 års fængsel for seksuel omgang med børn, selv uden at vold eller trusler er involveret. Til sammenligning straffes drab ofte med under 12 år, så politikerne har vist gjort rigeligt i form af de evindelige lovstramninger.
Også medierne svigter groft deres demokratiske ansvar ved først at deltage i voldsomme, usaglige angreb mod de pædofile for derefter stort set konsekvent at afvise deres forsøg på genmæle, hvorved deres ytringsfrihed i praksis sættes ud af kraft. F.eks. var Danmarks Radio stærkt fremme i skoene i forbindelse med forsøget på at få lukket PG - pudsigt nok på et tidspunkt, hvor de havde iværksat en kampagne for at forøge seertallene. Pressens ”vagthund”, Pressenævnet, har vist sig at være en tandløs politisk skødehund uden vilje til at gribe ind. PG har flere gange anmeldt åbenlyse overtrædelser af den såkaldte racismeparagraf. Ifølge udtrykkelig omtale i bemærkningerne til loven omfatter den også pædofile, og en af landets øverste juridiske eksperter, professor Vagn Greve, har udtalt, at det vil være klart i strid med loven at kalde pædofile for ”svin”.
Demokratiets smertegrænse er derfor nået, når rigsadvokaten som sidste klageinstans rutinemæssigt og uden begrundelse afviser anmeldelser af betydeligt grovere sprogbrug, som når pædofile kaldes seriemordere eller organiserede kriminelle. De pædofile sættes uden for loven og tilsviningen af mindretallet kan ustraffet fortsætte, hver gang lidt værre end sidst. I et demokratisk samfund må og skal loven være lige for alle. Faktisk er den nok vigtigste målestok for kvaliteten af et demokrati den grad af accept - eller undertrykkelse - der bliver det pågældende demokratis mest ildesete minoritet til del. Når udstødelsen af en befolkningsgruppe når dertil, at væsentlige dele af samfundets magtorganer har en stiltiende aftale om, at det er i orden at undertrykke deres rettigheder, er det på tide at erkende, at der er et demokratisk problem.
(Juli 2004)
|
