Seksuel eller industriel prostitution i Thailand?

af Niels Mortensen (Oprindeligt trykt i: Ny Sexualpolitik nr. 4/5 1993)

"I like your Christ, I do not like your Christians. Your Christians are so unlike your Christ"
- Gandhi -

Kristeligt Folkepartis medlemsblad FOQUS bringer den 3/9 1993 en to sider lang artikel om Merethe Due Jensens (MDJ) selvbestaltede korstog mod børneprostitutionen i Thailand. Ifølge artiklen har MDJ på en een uges sight seeing tur til Pattaya set "børneprostitutionens uhyggelige ansigt", og "det chok, hun fik i bordelbyen Pattaya, har stadig ikke fortaget sig". Den efterhånden meget omtalte "Sirene Bar" nøjedes MDJ med at besøge om dagen, men "det var også rigeligt til at danne sig et indtryk". Selvom det skulle vare meget værre om aftenen! "Interiøret i baren var blandt andet en Buddha-figur, hvor der blev brændt røgelse, og talrige attrapper af drenge-peniser", får medlemmerne af Kristeligt Folkeparti ligeledes at vide.

Uden nu at mundhugges yderligere om artiklens sproglige detaljer, føler jeg trang til at fremføre nærværende kommentar.

Prostitution i det hele taget er en endeløs diskussion, hvorom Kr.F. formentlig har deres fasttømrede meninger. Det er også en sag, der generelt betragtes med temmelig forskellige briller i hhv. Asien og Europa - og hvorunder begrebet 'børneprostitution' ofte anvendes som en grov generalisering, krydret med diverse proportionsforvridende elementer som voldspornografi med 3-4 årige og lignende. Det hele minder om at diskutere alt mellem kernefamilie og voldtægt, inkl. voldsporno, hustruvold og meget andet godt, i samme åndedrag. Ud over at blande det hele sammen i én suppedas, har MDJ heller ikke hørt efter i timen, når hun igen bringer de thailandske myndigheders meget yndede fremstilling af sagen til torvs. I Thailand er hverken prostitution som helhed eller børneprostitution noget (udenlandske) turister har opfundet, også selvom der givetvis også er danske turister, der foretager sig ting de ikke burde foretage sig i Thailand. Bl.a. gav DR TV's udsendelse 'Bag Smilet' fra sommeren 1992 et forbavsende nuanceret billede af mange forhold i forbindelse med prostitution, AIDS m.m. i Thailand (specielt 1. del - 2. del var en noget mere middelmådig sag). Her antydedes også det faktum, der tilsyneladende går hen over hovedet på mange politikere, journalister m.m., nemlig at det ellers rige udbud af 'sexformidling' i alle retninger, bøssebarer m.m. for turister (hovedsagelig), rent faktisk kun er toppen af isbjerget. Den øvrige størstedel har de færreste turister adgang til. Et faktum, der også ofte overses i den sammenhæng, er, at prostitution i det hele taget er lige så forbudt i Thailand som det er i Danmark - selvom det jo unægteligt er et udbredt fænomen. Når MDJ så, i sin iver, også begynder at blande misforståede kulturelle detaljer, som intet har med sagen at gøre, ind i problematikken, forekommer det hele at være på et meget lavt plan.

Dette er også en gennemgående fejl ved det makværk af en 'dokumentarudsendelse', der har grebet MDJ så stærkt: 'Pattaya, værelse 552'. Det er da også betegnende, at denne meget sensationsprægede historie om en sag, der ikke kommer i nærheden af så meget som skyggen af det, udsendelsen selv lægger op til - igen pornografi med småbørn - har været genudsendt utallige gange i såvel Danmark som Sverige. Den har tilsyneladende også vakt betydelig mere opsigt i de små hjem (og blandt politikere m.m.) end ovennævnte, mere sobre, fremstilling af problemerne. Weekendavisens anmelder kaldte den "noget af det mest hykleriske, der længe har været slæbt et kamerahold med til" - uden at avisen dog forklejnede problemet, vel at mærke. Andre aviser var stort set af samme mening: misvisende og intetsigende. Det var følelsesporno af værste skuffe, og den kan kun forplumre diskussionen yderligere. Men MDJ blev grebet! Og så er det groft overdrevet, når hun ligefrem på er blevet 'chokeret' over, at svenskeren i den pågældende sag ikke på kristen vis fik de 10 års fængsel, han blev truet med i Thailand. En tilsvarende sag i Danmark ville - drengens alder taget i betragtning - trods alt næppe have vakt den store opsigt.

Vedrørende interviewet i omtalte 'Sirene Bar' skal MDJ nu nok passe lidt på sine udtalelser - specielt hvis vi skal til at straffe på vegne af andre lande. I Thailand er strafferammen for disrespect (mangel på respekt) mod en buddhafigur således en klækkelig bøde og/eller op til 3 års fængsel. Ganske vist må man heller ikke placere buddhafigurer i nærheden af spiritus eller 'andre fristende genstande'. Sådan er der jo så meget i Thailand, vil nogen måske sige. Men det grænser til god gammeldags kulturimperialisme, hvis MDJ vil satte sig til dommer over, hvad man i Thailand foretager sig med sine religiøse inventargenstande, og hun er faktisk et godt stykke ude i spinatbedet, når hun omtaler hellige falloser som 'attrapper af drengepeniser' - hvilken mening hun så end, rent privat, måtte have om den form for symbolik. Fy da!

Brugen af falloser som symbol (også i mange templer) er - selv i Thailand - en hel del ældre end Kristeligt Folkeparti, idet de som symboler er indført fra Cambodja for adskillige hundrede år siden. Oprindeligt et hinduistisk symbol, kan man godt spørge, hvad det så laver i det buddhistiske Thailand. Næst efter Nepal er Thailand imidlertid det land i Østen, hvor 'sammenblandingen' af hinduistisk og buddhistisk symbolik og ikonografi er mest udbredt, og faktum er, at de er der, og at de absolut ikke er 'attrapper af drengepeniser'! Størrelsen af det ene og det andet skal jeg ikke udtale mig om, da jeg aldrig har været i nævnte bar, og således heller ikke har set de omtalte genstande. Generelt kan de dog variere fra noget under, til en betragtelig del over sædvanlig naturlig størrelse. Oprindelsen til den slags fallossymbolik skal findes i det hinduistiske Indien, hvor de kaldes linga eller lingam (= tegn, mærke etc.), og hvor de har været brugt som symbol for guden Shiva i hvert fald tilbage til Induskulturen (ca. 2800 - ca. 1400 f. Kr.). De er således også betydeligt ældre end figurlige fremstillinger af Shiva. Den indiske version er ganske vist som regel knapt så 'naturlig' i formen, som de oftest ses i Thailand. Meget tidlige eksemplarer er nærmest ægformede.

I Indien ses lingam bl.a. som symbol på Shivas skaberkraft og - sammen med det kvindelige modstykke (yoni) - for toheden og enheden i tilværelsen. Og det "er ikke udtryk for, hvad man almindeligvis forstår ved seksualkult". (Græsholt, p. 32). I Thailand (i buddhistisk sammenhæng) er symbolværdien måske mindre filosofisk for de fleste, og specielt i vore dage måske også mere direkte seksuelt betonet. Men stadigvæk vil jeg dog vove at påstå, at det ikke på nogen måde direkte kan sammenlignes med en vestlig opfattelse af et 'fallossymbol' eller lignende - og da slet ikke, som det antydes, noget, der har speciel forbindelse med børneprostitution. Som med alle Østens variationer af fantasifulde religiøse billedverdener - der ofte har været groft misfortolket i den vestlige verden - gælder det dog, at "der kan bag meget monstrøse former ligge meget ophøjede tanker, og den europæer, der alt for hurtigt vil sætte sig til dommer... burde nok standse et øjeblik og spørge sig selv, hvilket billede af kristendommen en hindu eller en buddhist vil få ved at betragte vore symboler... (f. eks.) de - i vor referensramme - mest ophøjede middelalderkrucifikser". (Græsholt, p. 24). Som yderligere forklaring på hinduismens religiøse billedverden - der altså ad omveje har smittet af på den thailandske buddhisme - kan jeg anbefale 'Hinduisme' af (nuværende biskop) Thorkild Græsholt (Gad, 1977). Herfra stammer også citaterne ovenfor.

Det har i det foregående ikke været mit hovedærinde at kritisere kampen mod børneprostitution, men det burde ikke foregå på et sensationelt og følelsesladet plan ved at trække firkantede danske moralnormer ned over hovedet på folk, hvis tankegang er skruet anderledes sammen end vores. Eller ved at blande kulturelle/religiøse detaljer, som intet har med sagen at gøre, ind i problematikken, der er kompliceret nok i forvejen. Ej heller ved at forsøge at lægge pres på de thailandske myndigheder. Det er således malplaceret at kritisere politichefens antal af biler, eller størrelsen af hans swimming pool. Det ved alle er galt, inkl. de thailandske sundhedsmyndigheder (ifølge adskillige ganske offentlige udtalelser fra den kant), men den diskussion hører hjemme et andet sted. Det er en lommefilosofisk forklaring i alle asiatiske lande, at politiet tjener for lidt og derfor er korrupt. Og det har heller ikke specielt meget med børneprostitution at gøre! Vi behøver ikke gå længere end få årtier tilbage i vores egen historie på det seksualpolitiske område for at se, hvordan en forkvaklet brug af en forkvaklet lovgivning kan skabe en blomstrende grobund for pengeafpresning m.m.

Lige så tolerante, man kan være i Østens riger og lande, er der desværre også set ret mange eksempler på, at visse magtfulde elementer i de samme lande ikke tager det så nøje, om der ryger et par forkerte hoveder her og der, når de begynder at fægte med lovgivningen (godt hjulpet af korruptionen, naturligvis) i deres iver efter at behage - og (især) beskytte egne økonomiske interesser. Det er vist også en ret offentlig hemmelighed, at turistindustriens bagmænd i Thailand længe dyssede al snak om AIDS ned for ikke at genere turisterne. Hvorpå det nu pludselig er de fæle udenlandske 'sexturisters' skyld, at det gik så galt, før nogen reagerede. Til gengæld kan man så sige, at bagmændene fik ret i deres formodninger om, hvor grueligt galt det kunne gå med økonomien, da man i maj 1992 forskrækkede turisterne (indirekte, ganske vist) til at holde sig langt væk.

Med al den snak, der efterhånden har været om 'barske videofilm, som viser, hvad børnesex er' - uden at nogen tilsyneladende har ret meget styr på, hvor stort omfanget af den slags produktioner er - var det måske en idé at begynde i den ende, så det ikke igen ender i en lidt tragikomisk skueproces, som vi så det i 'Pattaya, værelse 552'. Forøvrigt kunne man i omtalte udsendelse 'Bag Smilet' også se et par eksempler på billige, men opfindsomme (og tankevækkende) projekter, der tilsyneladende har god virkning på at begrænse rekrutteringen til børneprostitution i visse områder af Thailand. Formentlig også bedre virkning end 'moralsk' inspirerede lovændringer. Projekter, der 'bare' er med til at afhjælpe baggrundsproblemerne, nemlig fattigdom og diverse følger deraf. Noget de 'moralsk' inspirerede 'helte' tilsyneladende har svært ved helt at sætte sig ind i.

Af sidstnævnte grunde er det også forfærdeligt hyklerisk og pedantisk moraliserende at lægge så stor vægt på problemerne med børneprostitution, uden samtidig at beskæftige sig med de børn, der udnyttes i produktionen af forskellige varer, der også i vid udstrækning kommer den vestlige verden til gode. Her ødelægges børnene også fysisk, og til en løn, der er forsvindende lille, for en arbejdsdag på 12-16 timer. Hvis barnet da ikke, som part i en eller anden 'byttehandel', kun får kost og logi. Det er i realiteten alternativet for en stor gruppe af børn og unge i Thailand, hvadenten vi kan lide det eller ej. Hvis man kunne omplante mulighederne for danske børn og unge til Thailand ville meget være vundet, men det ville nok være ret naivt at forestille sig, at det bliver virkelighed for flertallet inden for en overskuelig fremtid.

Som forholdene er nu, kan den prostituerede i det mindste (senere) 'købe' sig en betragtelig mængde af den i Thailand så vigtige 'status', som det ellers ville være umuligt for vedkommende nogensinde at opnå på anden vis. Hvis man ser de sørgelige realiteter i øjnene vil det således nok være en hel del mere fornuftigt, i første omgang, at satse endnu mere på at oplyse om AIDS, end blot blindt at fordømme fænomenet prostitution. Specielt set i lyset af, at "markedet" for turister kun er en lille del af det samlede billede. Her er jeg, vel at mærke, ikke fortaler for sex eller porno med mindre børn, eller for at nogen "sexturist" på nogen måde skal udnytte den svage part i "systemet" - men for at personer, der føler sig foranlediget til at blande sig, også burde lukke øjnene op, og gøre sig den ulejlighed at sætte sig ind i problemet som en del af en sammenhængende helhed.

Ret beset er det synlige misbrug, som man ifølge MDJ så tydeligt kan se det i 'Sirene Bar', nok mindre skadeligt for de involverede parter, end det misbrug, mange danskere også er med til at fremme ved køb af tøj, sportssko m.m., der er helt eller delvist produceret i Thailand. Dette misbrug er det bare mere bekvemt - med god samvittighed - at lukke øjnene for, idet det foregår i baggårde eller bag høje mure. Noget, der forresten også gælder produktionen af de nok så omtalte videofilm med småbørn. At disse videofilm så ofte trækkes frem som skrækeksempler er som at bringe eksempler på væbnet røveri frem i en debat om butikstyveri - hvor relevant det så end måtte være at gøre opmærksom på begge dele.

indeks