D.P.A. Gruppe 04
Postboks 51
6000 Kolding
LÆS FØRST HER: Hvorfor er Pædofilgruppens hjemmeside
online igen?
Læs også:
Interview med David, der har et forhold
til en pædofil
og Eksempler på pædofile
forhold
Læs flere interviews i bogen:
"Forbrydelse uden offer"
"Det er svært at indgå nære kontakter
med andre voksne mennesker, med mindre man kan fortælle dem, at man
er pædofil."
Interview med Daniel, en ung pædofil.
Daniel, hvor gammel er du?
- Jeg er 19.
Hvor længe har du vidst, at du var pædofil?
- I et par år. Men jeg har vel gået og kigget efter drenge i korte bukser, siden jeg gik i sjette klasse.
Det vil sige, siden du selv var attraktiv for andre pædofile.
- Ja, bortset fra at jeg var lidt "buttet" som dreng, så jeg har nok ikke været så attraktiv endda.
Hvilke tanker gjorde du dig, da du fandt ud af, at du var pædofil?
- Ja, det var jo noget frygteligt noget, fordi det kan man jo ikke være, altså, så er man jo en børnelokker.
Jamen, hvordan fandt du ud af det?
- Altså, når alle ens kammerater snakker om piger, og man selv synes at drengen i 6B er meget sødere, så er der jo ikke så meget at snakke om, vel. Men jeg fandt ud af, at det hed pædofil, da jeg læste noget i avisen, der handlede om det, og på en eller anden måde, så tiltrak det mig, og jeg fik fat i Pædofilgruppens blad. Det var den gang, de lige havde udgivet det allerførste nummer af Børnebanden. Og jeg bestilte også en masse af de bøger, man kunne få gennem et Hollandsk forlag.
Hvor lang tid gik der fra at du sagde "Jeg er pædofil", og til du fik fat i de der blade og bøger?
- Ikke ret lang tid. Nogle uger. Det var også fordi det var noget helt nyt, og i den situation mangler man totalt noget at identificere sig med. Så det handlede om at finde ud af, hvad fanden er det her for noget, og hvordan skal man forholde sig til det.
Jeg havde jo tit før i tiden, altså før jeg fandt ud af det, haft alle de tanker, både sexuelle tanker og også noget med at man holder af at være sammen med børn og sådan noget; men jeg havde fortrængt det - ikke fornægtet det, for det kunne man jo ikke, men fortrængt det med undskyldninger som: "Det er nok bare en fase", eller: "Ja, men når du møder en pige...", eller: "Jamen det er nok bare fordi du fokuserer på det romantiske billede af barndommen". Altså det var de helt vilde undskyldninger, der kom, men når det kommer til stykket, så er det ikke til at fornægte. Det er en bevidstgørelsesproces, man er nødt til at gøre med sig selv.
Men var du ked af, at du havde fundet ud af det?
- Ja, det havde unægteligt været noget nemmere, hvis man bare havde været normal. Nu bryder jeg mig normalt ikke om ordet "normal", fordi det lugter lidt af, at vi alle sammen skal være ens, men det er jo lidt nemmere at være tilpasset. Pædofil, det er så ekstremt, som det næsten kan være. Man kunne lige så godt have været nazist eller multihandicappet eller rabiat i en eller anden anden sammenhæng. Og så kunne jeg ikke en gang selv vælge. Men nu er jeg blevet glad for det. Fordi det er så stor og væsentlig en del af hele min personlighed, at hvis jeg var på en anden måde, så ville hele mit jeg være et andet.
Betyder det også noget for din måde at leve på, eller tror du, det vil betyde noget i fremtiden?
- Ja, altså det bliver da problematisk at stifte familie og leve den normale heterosexuelle tilværelse med kone og to børn og villa, volvo og vovhund. Det er da klart, det bliver et andet liv. Man kan godt risikere, at det bliver et ensomt liv, men det vil jeg prøve at undgå. Der er jo andre boformer end familien, så hvis man ikke har lyst til at bo alene, så kan man bo i kollektiv, osv.
Det skaber også nogle problemer, fordi man har sværere ved at indgå i nære kontakter med voksne mennesker, med mindre man kan fortælle dem, at man er pædofil, og det er ikke altid, at man kan det. Mange siger, at pædofile er følelsesmæssigt umodne, og har svært ved at begå sig sammen med voksne mennesker, men det er en ond cirkel, det er noget, der bider sig selv i halen, fordi grunden er at man er bange for at blive udstødt, hvis man fortalte, at man er pædofil. Så tager man afstand fra dem. Hvis folk ville betragte det som en acceptabel ting, så ville man have lettere ved at knytte kontakter til andre voksne. Hvis du kræver, at folk skal åbne sig op overfor dig, og du skal åbne op overfor dem, så kræver det også, at du kan fortælle dem sådan noget.
Jeg er meget eksistentialistisk i min livsopfattelse. Jeg mener at man selv har ansvaret for sit liv, så hvis jeg ender som en gammel ensom mand uden nogen som helst venner og med et bittert syn på livet, så er det i sidste ende mit eget ansvar. Så det har jeg ikke tænkt mig at gøre.
Det er altså vigtigt, at have nogen at snakke med om det?
- Det er rigtigt. Man er et socialt væsen, og man får utroligt meget ud af at udveksle erfaringer og tanker med andre. Ikke at man nødvendigvis er enig med dem, eller har helt de samme erfaringer eller tanker som de har, men det hjælper, det er klart.
Har du så fortalt det til nogen?
- Ja. Jeg har fortalt det til en dreng, som jeg har kendt siden han var 11. Og så har jeg fortalt det til en af mine andre nære venner, som er på min egen alder.
Den dreng, hvordan reagerede han? Blev han bange for det?
- Han blev ikke overrasket, fordi han havde det jo på fornemmelsen. Han havde tit spurgt mig, om jeg var bøsse. Men jeg var bange for at svare ham ærligt på spørgsmålet, fordi jeg var bange for at han ville reagere med afsky eller frygt. Men så på et tidspunkt overvandt jeg min dårlige samvittighed og mit behov for tryghed, og så måtte jeg jo ud med det. Og han reagerede meget stille og roligt. Han vidste ikke, hvad det var, men det billede han havde af, hvordan jeg var, passede meget godt med den beskrivelse, jeg gav ham.
Tror du han følte, at du havde misbrugt ham på en eller anden måde?
- Nej, for jeg har jo aldrig nogen sinde udnyttet ham. Jeg tror, han følte, at det var lidt en stor løgn ikke at have sagt det, men på den anden side forstod han jo udmærket godt at det var så svært for mig at sige det.
Spørgsmålet er, om han følte, at du kun holdt af ham fordi han var et sexobjekt.
- Jeg tror helt bestemt han havde en opfattelse af, at det ikke kun var derfor. Og det var det jo heller ikke.
Han blev ikke bange?
- Næ, det gjorde han ikke. Han har rygrad. Han er ikke homosexuel selv, og er efterhånden blevet så gammel, at det modsatte køn interesserer ham meget. Og han sagde helt klart, at han var ikke interesseret i noget, der foregik under dynen. Og det har jeg jo altid respekteret.
Har han fortalt det videre til nogen?
- Nej. Det er jo en fortrolig ting. Det kunne han aldrig finde på.
Det kunne jo være, han havde behov for at bearbejde det ved at snakke med andre om det.
- Næ, det tror jeg ikke, for jeg tror egentlig ikke, at han tager det så alvorligt. Jeg tror ikke, han tænker så meget over det.
Hvem var den anden, du har fortalt det til?
- Det er en anden nær ven, jeg har, som er jævnaldrende med mig. Han hedder Kasper. Det hænger lidt sammen med det jeg sagde før, at det er svært at have gode forhold til andre voksne mennesker, med mindre man kan åbne sig for dem. Og vi var nære venner, og han havde betroet mig mange ting om sig selv, og jeg følte at der lå en eller anden blokering i det, at han ikke vidste det. Og han er meget åben og frisindet, og jeg havde tillid nok til ham. Jeg vidste ikke helt, om hans reaktion ville være positiv eller negativ, men jeg var i hvert fald rimeligt sikker på, at han ikke ville fortælle det videre. Og det var jo også en stor hemmelighed at gå og bære på alene. Han var den første, jeg fortalte det til.
Det var i øvrigt meget morsomt, fordi jeg kender ham gennem en fælles vennekreds, og i den vennekreds har det meget ofte været en stor vittighed, at Daniel var pædofil. En stor, stor joke, selv om der ikke var nogen, der troede, at det passede. Og det var så ironisk, fordi det lige netop var den skinbarlige sandhed.
Men Kasper havde jo også et helt andet billede af, hvordan det var. Fordi han blev meget chokeret over bl.a. at det var drenge, jeg følte mig tiltrukket af. Han skulle også have en lang forklaring om, hvad det egentlig var for noget. Men han forstod det, og accepterede det. Og det har også hjulpet ham. Han har fået en anden opfattelse af, hvordan verden hænger sammen. Han har fortalt mig, at han har det med det her, som om der var en, der havde fortalt ham, at der fandtes en ekstra farve - en helt ny farve i spektret, som han aldrig havde set før. Og man kan godt regne ud, at hvis det var tilfældet, hvis du havde opdaget en helt ny farve, så ville det kalejdoskop, du ser verden igennem, komme til at se helt anderledes ud.
Har du tænkt dig at fortælle det til andre?
- Det ved jeg ikke. Jeg kender ikke nogen lige i øjeblikket, som jeg kunne tænke mig, at fortælle det til. Øh, det vil sige.. jo, det gør jeg i øvrigt. Fordi jeg er ved at lære en ny dreng at kende, og det regner jeg stærkt med, at jeg på et eller andet tidspunkt vil fortælle ham.
Med den anden dreng havde jeg problemer med at være ærlig omkring det, og jeg ville heller ikke fortælle ham, at jeg bare var bøsse, for det var jo ikke helt ærligt, vel. Men det var også fordi han var meget homofobisk, det lå i hans familie, meget småborgerlig, og en gang imellem gav udtryk for nogle holdninger, som var meget lidt tolerante overfor sådan nogen som mig. Men faktisk må jeg sige, at min tillid til, hvad jeg faktisk mente, at han i virkeligheden følte og tænkte om mig, den oversteg det han selv sagde direkte. Og det viste sig jo også at passe.
Har du nogen søskende?
- Ja, jeg har en storebror.
Kunne du forestille dig, at fortælle det til ham?
- Nej. Han er min storebror, men jeg kender ikke manden. Jeg har ikke noget nært forhold til ham.
Og dine forældre, de skal heller ikke have det at vide?
- Nej. Hjemme hos os er det ikke noget man taler om, sådan noget. Det er en meget personlig ting, og jeg har aldrig i andre sammenhænge været så personlig overfor mine forældre.
Hvad så, hvis du en dag ryger i fængsel?
- Det er sjovt du siger det. Det der med at det er ulovligt, og at man kan komme i fængsel for det, er en tanke, der er mig meget fjern, selv om jeg udmærket er klar over det. Det forekommer mig naturstridigt, at man kan komme i fængsel for at være, som jeg er. Men det er ikke noget problem indtil videre, for jeg har ikke foretaget mig nogen ulovligheder.
Men i øvrigt har jeg også den opfattelse, at hvis man lader være med at dumme sig, som nogle pædofile ellers gør, med at have flere drenge samtidigt, osv., og så opstår der jalousi, og så er det, at det går galt. Hvis man holder sig til én dreng, og det foregår frivilligt og trygt og sådan noget - hvem skulle så få det at vide? Hvem skulle få ondt af det?
Men jeg er jo så ung og naiv endnu, så det er heldigvis ikke noget, jeg går rundt og tænker på. Jeg gider ikke gå rundt og være paranoid overfor politiet, specielt ikke når jeg ikke har foretaget mig noget. Jeg tror også, at jo mere åbenhed man kører omkring det, og jo mere man fremstiller det som en naturlig ting, jo sværere er det for dem, at få krammet på dig. Jo mere fordækt man selv gør det, jo mere fordækt bliver det.
indeks
|