D.P.A. Gruppe 04
Postboks 51
6000 Kolding
LÆS FØRST HER: Hvorfor er Pædofilgruppens hjemmeside
online igen?
PÆDOFILGRUPPENS HISTORIE
- i et historisk perspektiv
"'Der er ingen børn, som frivilligt dyrker sex med en voksen',
hævder generalsekretær i Red Barnet, Niels-Christian Andersen,
hvor han så har det fra. Undertegnede indlod sig på sligt som
11-årig. Det var ganske vist med en 19-årig soldat, men i mine
øjne var han en voksen person. Som 11-årig er man nervøs
for selv at tage initiativet over for en eventuel jævnaldrende og holder
i stedet øje med voksne, som kunne tænkes at være interesseret
i at foretage sig noget frækt med én. Mange homofile har haft
tidlige sex-oplevelser, men det gør dem ikke automatisk til
pædofile. I dag er der formentlig endnu flere børn, som
efterstræber voksne sexpartnere, opflasket som de jo er med sex i medierne,
i privatlivet og i skolerne. Men de voksne vil helst ikke vide af, at børn
kan have et sexliv, og det skaber en hyklerisk verden, som Niels-Christian
Andersen desværre fremstår som eksponent for".
Martin Elmer (indlæg i Information, 8.9.1996)
Den nuværende Pædofilgruppes historie går helt tilbage til 1983, da enkelte medlemmer af Forbundet af 1948 (LBL, Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske) ved hjælp af annoncer i foreningsbladet Pan søgte interesserede, der kunne tænke sig at være med i en såkaldt pædofili-arbejdsgruppe. Nogle af disse medlemmer af LBL følte sig selv tiltrukket af drenge, mens andre gjorde det bare af idealisme og solidaritet.
Da det lykkedes at samle et tilstrækkeligt antal interesserede, blev gruppen endelig dannet sidst i 1983. Til orientering skal det siges, at der tidligere havde været en lignende gruppe inden for LBL, som imidlertid var blevet nedlagt midt i 70'erne kort efter, at den seksuelle lavalder var blevet nedsat til 15 år (se artikel nedenfor). Da arbejdsgruppen blev stiftet ikke som selvstændig forening, men som en særlig arbejdsgruppe inden for en anden organisation, fik den navnet Pædofilgruppen, som vi jo stadig benytter den dag i dag.
"De glade 60'ere" var for længst forbi, halvfjerdserne var det også, og den bølge af puritanisme og sexfjendskhed, som skulle vinde indpas og kendetegne de senere år i stigende omfang, var allerede begyndt. Men det var alligevel andre tider end i dag, hvilket bl.a. ses af de flotte argumenter, som den daværende formand for LBL benyttede i et brev, han udsendte i forbindelse med Pædofilgruppens ansøgning (se brevet nedenfor): "...Aldersspektret kan af flere grunde ikke have den store betydning for foreningen. Der er vist temmelig mange, som er interesseret i den ældste del af nævnte aldersspekter (11-12 til 15-16 år), og det er ikke mange år siden, det var ulovligt." (...) "Men den kamp er ikke ulovlig. Den er vigtig, og det er ikke ulovligt at forsøge at lovliggøre noget ulovligt, i det mindste ikke i vores del af verden. Det har Landsforeningen tidligere selv gjort (lavalder) og fortsætter med (f.eks. adoption). Der er vist kun følelsen til forskel. Desuden støtter foreningen selv ganske ulovlige organisationer og handlinger i udlandet, og vi gør det med god samvittighed. Og kan vi gøre det i udlandet, ville det være dobbeltmoral, om vi ikke kunne gøre det i Danmark." (...) "...Der har også været homoseksuelle grupper i Danmark, dengang homoseksualitet var forbudt." Og til sidst, men ikke mindst:: "...Desuden forudsætter frigørelsen af homoseksualitet frigørelse af al seksualitet. Også seksualitet mellem børn og voksne".
Ja, dette var bestyrelsen af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske for 20 år siden! Desværre har foreningen i dag mistet, ud over medlemmer, størstedelen af sin kamplyst og vilje til solidaritet - selv om man må medgive dem den formidlende omstændighed, at det samme er sket med mange andre tidligere organisationer og politisk engagerede enkeltpersoner, der i dag enten ikke længere findes (organisationerne) eller som har klippet det lange hår, forladt kollektivet og stiftet familie for at erhverve et velbetalt job hos Microsoft eller Den Danske Bank (enkeltpersonerne).
Det varede imidlertid ikke længe før Pædofilgruppen, som benyttede LBL's faciliteter og ikke mindst navn og adresse, viste sig at være en varm kartoffel for bøssernes og de lesbiskes forening. Ud over det pres, som hovedbestyrelsen måtte have været udsat for, kom størstedelen af utilfredsheden med de nye gæster fra den lesbiske side af foreningen, der sandsynligvis havde det nemmere ved at sætte lighedstegn mellem de pædofile og de "slemme mænd" (stort set alle medlemmer af Pædofilgruppen var mænd). Nogle af disse lesbiske havde også haft seksuelle oplevelser som børn, som de ikke ligefrem huskede med glæde, og dette skulle åbenbart gå ud over de børn, der måske husker deres seksuelle oplevelser på en helt anden måde, eller i det mindste skulle det gå ud over de pædofile med-medlemmer... i hvert fald så længe de forblev under Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske. Det korte af de lange er, at knap halvandet år efter Pædofilgruppen blev optaget i LBL, blev der indkaldt til ekstraordinær generalforsamlig med henblik på at ekskludere de pædofile fra Forbundet af 1948. I første omgang lykkedes det ikke... det skulle der en ny generalforsamling til, som med militant iver blev indkaldt kort tid efter af den samme gruppe lesbiske medlemmer. Denne anden gang lykkedes det - omend med et snævert flertal - og officielt fordi der i Pædofilgruppen også var heteroseksuelle medlemmer. Pædofilgruppen havde allerede besluttet frivilligt at trække sig ud, da det ikke var behageligt for nogen af parterne at omgås på en sådan måde. Det skal også nævnes, at mange "ældre" medlemmer af LBL støttede Pædofilgruppen. Kort efter gruppens udelukkelse fra den homoseksuelle organisation meldte LBL's stifter og karismatiske bøsseforkæmper Axel Axgil (der blev verdenskendt som den første mand i verden, der fik lov til at "gifte sig" med en anden mand), sig ind i Pædofilgruppen i solidaritet.
Pædofilgruppen blev altså en selvstændig forening i 1985 og dens eksistens blev også mindre kendt nu, da gruppen havde trukket sig ud af LBL. Nogle medlemmer - og dem var der ikke så mange af i forvejen - forlod foreningen, hvis aktivitet nu først og fremmest bestod i at skrive indlæg til medierne, navnlig i forbindelse med konkrete sager, samt enkelte, sparsomme optrædener i lokalradioer og TV-stationer (dengang var der stort set kun Kanal 2 i København). Der blev som i dag også arrangeret åbne møder, som blev annonceret i dagspressen, men dengang var pædofili knap så kontroversielt som i dag, og det var kun få interesserede, der dukkede op.
Et stort moment i Pædofilgruppens historie, som nærmest betød dens genfødelse, sker i 1991, da nogle medlemmer foreslår, at foreningen udgiver et blad på samme måde, som andre søsterforeninger gør i udlandet. Opgaven er ikke så enkel, som man kunne tro, men det allerførste blad, som ser dagens lys i januar 1992 under titlen Børnebanden, ser lovende ud, selv om udseendet er langt fra professionelt. Et formål med bladet er også at gøre Pædofilgruppen mere kendt i samfundet, både for pædofile og udenforstående; derfor bliver det første nummer sendt til forskellige medier, biblioteker og enkelte kendte personligheder. Som ventet modtager medierne Børnebanden med blandede følelser, men det generelle indtryk er positivt og bladet hilses velkommen. Som sagt virkede bladet som en katalysator: Pædofilgruppen blev omtalt flere steder, og flere og flere mennesker fra hele landet meldte sig ind i foreningen. Bladet, som et par år efter skiftede navn til det mere seriøse Ny Sexualpolitik, virkede som et samlingspunkt og et identitetsbevis for en del mennesker, som nu havde et kontant tegn på, at de var med i en forening, der også arbejdede for deres sag.
Det er også omkring på dette tidspunkt, at Pædofilgruppen træffer Svend, som tilbyder sig som rådgiver for foreningen og straks får "jobbet". Svend er uddannet socialrådgiver med et curriculum, der bl.a. indbefatter flere års arbejde inden for Kriminalforsorgen, hvor han også havde at gøre med pædofile og andre sexdømte. Denne baggrund, sammen med Svends sympati for sagen og hans yderligere evner til roligt at lytte aktivt til stort set enhver slags mennesker, viser sig igen at være et stort plus for foreningen. Fra nu af vil det fortrinsvis være Pædofilgruppens socialrådgiver Svend, som bliver foreningens "ansigt" udadtil og kontaktperson. Han vil selv tage sig af de mest personlige problemer hos de mennesker, der henvender sig til ham, hvorimod han henviser f.eks. journalister og studerende til andre medlemmer af foreningen. I tidens løb har Svend, som ikke længere er en ung mand, været nødt til at indskrænke sit arbejde til fortrinsvis kun at være rådgiver, men en stor del af arbejdet udføres stadigvæk frivilligt af ham og foreningen skylder ham utroligt meget.
I den anden halvdel af 90'erne sker der en del ude i det danske samfund og i den store verden med hensyn til pædofili. Den vedvarende "amerikanisering" af Europa og et par opsigtsvækkende begivenheder på verdensplan er med til at sætte fokus på problemet omkring "seksuelt misbrug af børn", der igen og usagligt kommer til at rumme alt det, der har med børn og sex at gøre: frivillig og gensidig erotisk betonet kærlighed bliver ukritiskt og letsindigt blandet sammen med vold og tvang, incest, pornografi, prostitution, og sågar kidnapning og mord. Nu, hvor kommunismen definitivt er afgået ved døden, synes fjendebilledet "de pædofile" at være perfekt skabt til de kræfter, der ønsker at afspore offentlighedens opmærksomhed fra de egentlige problemer. Medierne rundt omkring i verden begynder at beskæftige sig mere og mere med "pædofili" og "de pædofile"; der bliver arrangeret møder og kongresser, foreninger til såkaldt "beskyttelse af børnene" dannes, og de stadig flere TV-kanaler spreder den ene tendentiøse udsendelse efter den anden ud til det enkelte hjem stort set uden, at nogen protesterer.
Det er også midt i 90'erne, at et hidtil ukendt udsagnsord dukker op og bliver hverdagsagtigt i det danske sprog: at sex-misbruge, sex-misbruger, sex-misbrugte, sex-misbrugt. Toppen af denne sproglige fornyelse blev skrevet af Danmarks Radios Tekst-TV i 2002: "Sex-misbrugere kan sendes til behandling".
Et betegnende eksempel på, hvor effektiv denne propaganda er, fik vi her i landet i 1994, da det lykkedes at gennemføre en lovstramning med hensyn til besiddelse af børnepornografi. Det begyndte med et par politikeres udmelding i medierne, der efterhånden blev fulgt op af den ene artikel efter den anden, af kommentarer fra andre politikere og de allestedsnærværende "børneorganisationer", der pudsigt nok består af alt andet end børn.Til sidst "overbeviste" et par skandale-udsendelser i landsdækkende TV-kanaler selv de politikere, der var forblevet skeptiske. I denne anledning udførte Pædofilgruppen selvsagt også en del arbejde, der bl.a. mundede ud i, at to repræsentanter fra foreningen blev inviteret til en høring arrangeret af justitsministeriet omkring børneporno-problematikken. Af høringen fremgik det tydeligt, at en kriminalisering af besiddelsen næppe ville have gunstige virkninger - men loven blev alligevel vedtaget på grund af den egentlige lovgiver: medierne.
Sidst i 90'erne oplever samfundet et yderligere og på sin vis revolutionært kommunikationsmæssigt gennembrud takket være udbredelsen af internettet, som nu bliver tilgængeligt for enhver og muliggør en håndtering af ytringsfriheden også for de mennesker, der indtil nu ikke havde haft mulighederne for at føre denne menneskerettighed ud i livet. Da den første udgave af vores hjemmeside kom på nettet i 1997 var vi ved at drukne i succes... i hvert fald hvad angår besøgstallet, som hurtigt blev så stort, at vi snart blev nødt til at udvide kapaciteten. Siden da er vores forening blevet endnu mere kendt både i Danmark og i udlandet, og i dag er besøgstallet oppe på flere tusinde om dagen. Omtalen af vores hjemmeside er nok ikke altid fuld af begejstring. For eksempel, i forbindelse med diskussionen om ytringsfrihed omtales vores tilstedeværelse på Internettet ofte side om side med tilstedeværelsen af andre upopulære grupper som f.eks. nazister, der paradoksalt nok står for det diametralt modsatte, nemlig tilintetgørelsen af de "svage" og de, der er "anderledes". Men der er heller ikke tvivl om, at vores oplysninger på Nettet og andetsteds har været og er i stand til - om ikke at overbevise - så i det mindste at så tvivl hos den mere kritiske del af befolkning, både i Danmark og i udlandet.
Til sidst skal vi selvfølgelig spørge os selv lidt retorisk: Hvad vil der ske i fremtiden? Svaret er måske vanskeligere nu end nogensinde, hvor samfundet og hele verden forandrer sig i stigende tempo, og hvor den tekniske udvikling er med til hurtigt at ændre samfundets struktur på en ofte uforudsigelig vis. I stedet for at besvare dette spørgsmål nøjes vi derfor med at slå fast, at vi vil fortsætte med vores sociale og oplysningsmæssige arbejde i overensstemmelse med Pædofilgruppens formålsparagraf. Jagten på hekse varede ganske vist i 300 år, men endte til sidst. Så vi vil blive ved med at fortælle det, vi har gjort i mange år. Modsat mange andre behøver vi ikke at ændre opfattelse, for vores motto siger: "Vi har ingen grund til at lyve". Og fordi vi fortsat tror (som de homoseksuelle, der støttede os i starten), at seksuel frigørelse betyder en frigørelse af al seksualitet.
DEN "GAMLE" PÆDOFILGRUPPE (1974-1980)
Vores pædofilgruppe har haft en meget aktiv forgænger, hvad måske ikke så mange ved. Her fortæller vi lidt om den "gamle" gruppe, dens historie og dens medlemmer og deres liv.
GRUPPEN
Hvis man havde taget et fotografi af denne forsamling, ville man næppe
kunne gætte, hvad der holdt den sammen. For det var en højst
forskelligartet samling af mennesker, billedet ville vise. Aldersmæssigt
fra 20 til 74 år. Klædedragten varierende fra nålestribet
og polerede sko til christianittens mere funktionelle dress. Socialt fra
millionæren til bistandsmodtageren. Men de havde en brændende
sag til fælles. De var pædofile og var villige til at arbejde
hårdt og energisk for at forbedre og legalisere deres situation.
BEGYNDELSEN
Vi skriver 1974. Initiativtageren til gruppens start var en forretningsmand,
fuld af energi og et organisationstalent uden lige. Han var også
stærkt engageret i bestyrelsen i
Forbundet af 1948 (Landsforeningen
af homofile, som den hed dengang). Vi mødtes ca. 15 mennesker en
forårsdag og besluttede, at nu var vi den pædofile gruppe.
FORMÅLET
Formålet med at danne en sådan gruppe var at oplyse om
pædofiles liv med deres drenge, og at få samfundet til at acceptere
og legalisere det. En konkret opgave lå i at få fjernet den seksuelle
lavalder, eller i første omgang at få den ligestillet med pigernes
og nedsat, i hvert fald til 14 år. I 1974 var aldersgrænsen jo
18 år for drenge, og det kunne selvsagt føre til nogle helt
barokke situationer. Et andet formål var at danne en pædofil
"subkultur" - en verden, hvor vi kunne leve sammen socialt og udgøre
et netværk for hinanden.
ORGANISATIONEN
Vi havde næsten ingen. Af indlysende sikkerhedsmæssige grunde
havde vi ikke noget medlemskartotek. Vi havde heller ingen love eller
vedtægter. Man sluttede sig til gruppen ved at komme til et af dens
møder og blive godkendt. Gruppen havde en postboks (BBC, boks 59),
som fremmede eller nye kunne kontakte os igennem. Vi var selvfølgelig
på vagt over for infiltrering, men vi blev - så vidt vi ved -
aldrig udsat for det. Mødevirksomhed blev aftalt fra gang til gang.
Aktioner og aktiviteter blev arrangeret ad hoc på møderne.
SUBKULTUREN
Noget af det vigtigste for datidens pædofile, ligesom for nutidens,
var at have et netværk, en kreds af andre pædofile man kunne
være sammen med og have et liv med sammen med drengene (langt de fleste
var drenge-pædofile). Man kunne være sammen socialt, glæde
sig sammen, og hjælpe hinanden i en nødsituation. Som gruppe
kunne man søge oplysning og opbakning af institutioner, samt fra personer
som havde betydning og gennemslagskraft. Og opbakning var der. Tiden var
også til det. Efter ungdomsoprøret i 60'erne og den frigørelse
og oplysning af indgroede normer, der rullede ind over os, den stram af positiv
medmenneskelighed - love and peace - der herskede i de glade 60'ere
og som fortsatte i 70'erne, var grobunden der. Kloge sagkyndige, der havde
gjort sig den ulejlighed at sætte sig ind i tingene, udtalte netop
det, vi gik ind for. Overlæge Preben Hertoft gik ind for at afdramatisere
hele spørgsmålet og professor Thorkild Vanggårds udsagn
i skrift og tale havde enorm betydning for os. I udlandet havde hollænderne
Edward Brongersma og Frits Bernard stor gennemslagskraft. Også de
intellektuelle var der. Klaus Rifbjergs romaner og noveller om drenge og
deres seksualitet - og deres drift mod voksne - gik lige ind til benet og
var så ægte, at de må have forarget visse læsere.
Hos os vakte de en varm genkendelsesglæde. Og vi vil aldrig glemme
Dan Turells "Bevidste Børnelokkere", der "bare boller børnene
bedre". En mere suveræn bringen tingene ned på jorden er aldrig
sket.
DET DAGLIGE LIV OG NETVÆRKET
Indrømmet: Tiderne var anderledes dengang. De fleste af gruppens medlemmer
havde drenge, som de kom sammen med. Til daglig levede man stille og roligt
med sin dreng og hans kammerater i forståelse med omgivelserne og drengens
forældre. Man kom sammen med andre pædofile og deres drenge.
Det hele forekom så naturligt, at vi i dagligdagen næsten aldrig
tænkte på, at vi overtrådte landets love. Men jo mere
dagligdags vores tilværelse blev, jo mere absurd og utåleligt
virkede det, at vi faktisk gjorde det. Det skulle og måtte der gøres
noget ved. Var problematikken absurd for os, så var den helt
uforståelig for drengene. Når vi af sikkerhedsgrunde var nødt
til at snakke med drengene om, hvad der kunne ske, hvis uheldet var ude,
var reaktionen typisk. De forstod ikke en lyd af, at nogen kunne opfatte
dem som "ofre" for en forbrydelse. "De, der har opfundet den lov, må
da have jord i hovedet", som en dreng sagde. "Hvordan kan de tro,
at jeg ville cykle flere kilometer ud til dig hver dag, hvis jeg blev
mishandlet?" .En anden dreng troede, at det var ham, der var forbryderen,
fordi det altid var ham, der tog initiativet til det frække... Andre
drenge syntes, det var lidt spændende, og ville ligefrem gerne til
afhøring. "De skulle få fingeren af hele banden... mig skulle
de ikke få et ord ud af", lød det fra en håbefuld pode.
Så måtte man forklare dem, at loven nok var godt ment, fordi den skal beskytte børn mod at blive jagtet og misbrugt, men at nogle sygelige mennesker også ville bruge den til at ødelægge forhold som vores. Det var selvsagt utåleligt, at vi skulle belaste drengene med denne problematik, men det var desværre nødvendigt. Den største fare kom fra andre pædofile - frænde er frænde værst. En jaloux pædofil er farlig, og de værste problemer, vi kom ud for, skyldtes sådanne mennesker. Skete ulykken, trådte netværket straks i funktion. Solidariske venner husede efterlyste i lange perioder. Fristaden Christiania kunne altid opsluge en eftersøgt, så han aldrig blev fundet. Med få undtagelser kom ingen i alvorlig klemme i gruppens tid. En, der blev angivet af en jaloux pædofil, der selv var anholdt, etablerede lynhurtigt en telefonkæde til otte drenge, der kunne være i farezonen. De 7 af drengene blev indkaldt til afhøring, og de holdt alle tæt. Der kom ingen sag ud af det. En lyskrøllet christianiadreng på 13 var et af politiets yndlingsofre. Han var utrolig sej. Han blev engang taget i forhør, fordi politiet var kommet i besiddelse af et fotografi af drengen "...i afklædt og seksuelt ophidset tilstand, bundet til et kors", som det hed. Drengen nægtede at det var ham, der var på billedet, selv om ingen kunne være i tvivl, idet han højtideligt erklærede, at det, man kunne se "bestemt ikke var min pik". Om politiassistenten selv ville se efter? Samtidig begyndte han at trække bukserne ned. Den forfjamskede ældre politiassistent betakkede sig og lod sagen falde. De var beundringsværdige, disse drenge, og også alle de voksne ikke-pædofile, der udviste så megen forståelse og mod, at de altid var klare med en hjælpende hånd.
AKTIONERNE
De direkte aktiviteter var deltagelse i debatmøder, udtalelser til
myndigheder og presse, debattering gennem læserbreve, deltagelse i
offentlige møder og deltagelse i påvirkningen af politikerne.
Vi havde heldigvis personer i gruppen, der havde civilcourage nok til at
stå frem under deres eget navn. Skulle vi for eksempel have optaget
et læserbrev, var det en bestemt person der lagde navn og adresse til.
Møderne holdt vi til at begynde med i Forbundets lokaler. Men
efterhånden som bøsserne blev accepteret, mente visse konservative
kredse at vi ville belaste deres skrøbelige image, og de begyndte
at tage afstand fra os. Så vi klarede os på anden vis. Men en
institution der havde en vældig gennemslagskraft var Bøssernes
Befrielsesfront, en samling af unge progressive bøsser, fra hvilken
der kom en uafbrudt strøm af synlige, provokerende forfriskende aktioner.
Denne front var hele tiden solidarisk med os. Et andet af tidens fænomener
var Børnenes Befrielsesfront eller Børnemagt, en meget slagkraftig
undergrundsgruppe af børn, der mest holdt til på Christiania,
og som ville frigøre sig fra "voxentyranniet". Også her var
der fuld solidaritet, ikke så meget på grund af den seksuelle
frigørelse - den havde de i forvejen i Børnemagt - men fordi
ingen voksen skulle bestemme, hvad børn skulle foretage sig, heller
ikke i denne sammenhæng.
Pædofile og børn demonstrerer
i Fælledparken på bøssernes internationale kampdag i
1975. |
MANIFESTATIONEN
Den store manifestation fandt sted den 21. juni 1975 på Christopher
Street Liberation Day - bøssernes store frihedsdag. Den blev dette
år præget af tre B'er: Bøssernes Befrielsesfront,
Børnenes Befrielsesfront og Børnelokkernes Befrielsesfront,
som vores gruppe var blevet omdøbt til i dagens anledning. Det var
jo faktisk bøssernes dag, men i solidaritetens og frihedens navn fik
vi en lang taletid på det store offentlige møde i
Fælledparken. Hvem havde mod til at holde den store tale? Til at være
den første børnelokker i verden, der stod frem på denne
måde ved et stort møde? Den modige mand fandtes og talen blev
holdt med stor effekt. Da den pædofile delegation gjorde sin entré
på podiet, var den flankeret af børnene fra Børnemagt,
nøgne drenge, der bar store bannere med slagord. Vi havde manifesteret
os på en klar og slagkraftig måde. Og vakte den opsigt, vi fortjente.
Den 1. maj 1976 knaldede champagnepropperne. Den dag trådte loven i
kraft, der gjorde lavalderen ens for piger og drenge. Den blev "kun" nedsat
til 15 år, men det første vigtige skridt var taget.
Hovedfortjenesten var Bøssernes Befrielsesfronts. Og naturligvis
Forbundets. Vores rolle var mindre, men absolut synlig, og enhver helhjertet
indsats var af betydning de dage. Når man tænker tilbage på
den tid, kan man ikke lade være med at mindes disse mennesker med
ærbødighed. De politikere, der turde fremsætte sådant
et forslag i Folketinget, den utrolige flok i Bøssernes Befrielsesfront,
de seje små gutter i Børnemagt, præsterne, forfatterne,
professorer, overlæger, psykologer, og ikke mindst de almindelige
mennesker, der udviste en sådan forståelse for tingene og et
så stort personligt mod.
AFSLUTNINGEN
Efterhånden som årene gik dæmpedes gruppens aktiviteter
gradvis. Vi nåede dog endnu adskillige hårrejsende manifestationer,
som det fører for vidt at komme ind på her. Men tiden gik og
funktionen som offentligt forum for pædofile blev stadig mindre. I
1980 lukkede gruppen postboks 59. En epoke var slut. Men nye vil komme...
|
