D.P.A. Gruppe 04
Postboks 51
6000 Kolding
LÆS FØRST HER: Hvorfor er Pædofilgruppens hjemmeside
online igen?
Hvad ministre ikke kan svare på
Nedenstående brev er sendt til justitsministeren, socialministeren og sundhedsministeren.
Brevet påpeger at der er et stort behov for en rådgivning hvor pædofile kan henvende sig, og at denne opgave er langt større end Pædofilgruppen kan magte. Samfundet har ikke noget reelt tilbud til pædofile, kun udstødelse og heksejagt. Og det uanset om de pågældende har gjort noget ulovligt eller ej.
Vi ser at mange pædofile bliver udstødt af deres omgangskreds og kommer ud i social nød, druk og isolation. Isolationen gør folk til særlinge der kan finde på at gøre de mest vanvittige ting. I lande hvor pædofile ikke har lov at organisere sig er situationen endnu værre. Der er eksempler på at sådanne isolerede mennesker er gået amok og har dræbt både børn og voksne. Vi er nødt til at advare mod denne situation fordi vi kan se at vi er inde i en ond cirkel, og der bliver stadig flere isolerede mennesker vi ikke kan nå, og som kan gøre ubodelig skade på både sig selv og deres omgivelser.
En embedsmand i Socialministeriet har sendt os dette lakoniske svar
Under henvisning til foreningens anmodning om samarbejde om og støtte til etablering af anonym rådgivning for pædofile kan vi oplyse, at Socialministeriet ikke har mulighed for at bidrage hertil.
Justitsministeren og sundhedsministeren har end ikke svaret, hvilket er helt usædvanligt.
Vi har utallige gange forsøgt at råbe politikerne op, og formentlig er der også nogle af dem som forstår situationens alvor, men der er åbenbart ingen der har politisk mod til at gøre noget effektivt ved det i det nuværende hysteriske klima hvor medierne kun tænker på at bruge de pædofile som syndebukke. Længe leve demokratiet!
2. nov. 2000 Åbent brev til Justitsministeren, Socialministeren og Sundhedsministeren.Vedr. rådgivning af pædofile.I denne uge har der været kommentarer i flere medier om at Pædofilgruppen er det eneste sted hvor pædofile kan få rådgivning anonymt. Det har længe været kritiseret, at pædofile, som ikke er dømt for nogen lovovertrædelse, ikke kan få adækvat hjælp i det offentlige social- og sundhedssystem. Vi er helt enige i, at dette er et stort problem. Pædofilgruppen har gennem 15 år gjort et stort arbejde med at rådgive pædofile, og vi har også opnået betydelige resultater. Når avisernes forsider beretter om børn, der brutalt er blevet overfaldet og myrdet, så behøver vi ikke ringe til hinanden, for at spørge om gerningsmanden er en, vi kender - for vi ved allerede, at det er det ikke. Den slags forbrydelser bliver nemlig begået af isolerede stakler, som ikke forstår og accepterer deres egne impulser, og derfor heller ikke kan styre dem. Vi kan ikke udføre mirakler, men vi kan i det mindste tage toppen af problemet og forebygge de mest makabre forbrydelser. Vi skal gerne indrømme, at vi ikke har gjort vores arbejde godt nok. Så længe, der er børn, der lider overlast, er der noget, som kunne være gjort bedre. Men vi har simpelthen ikke ressourcer nok. Foreningen drives af en lille gruppe frivillige, og vi har for tiden kun én rådgiver, der er så gammel, at han snart må holde op. Vi har ofte bedt om hjælp og støtte til dette arbejde, men overalt møder vi kun tavshed og lukkede døre. De pædofile har ikke tillid til det offentlige behandlersystem, og det er der mange grunde til: For det første er der mange behandlere som sætter anmeldelsespligten højere end tavshedspligten. Hvordan skulle en pædofil kunne betro sig til en behandler der kan finde på at melde ham til myndighederne? Vores klienter fortæller os mange ting, som andre behandlere aldrig får at vide. For det andet er mange behandlere fanatiske i deres tro på bestemte dogmer. Hvis den pædofile har personlige erfaringer, der modsiger terapeutens dogmer, får han at vide, at han lider af vrangforestillinger. Hvis vi som forening henvender os for at diskutere faglige spørgsmål, bliver vi afvist. Hvis vi sender videnskabelige rapporter, der uomtvisteligt dokumenterer, at alting ikke er så sort og hvidt, som terapeuten forestiller sig, så bliver hun fornærmet og nægter at læse det tilsendte. Et tillidsforhold mellem behandler og klient er helt afgørende for behandlingens succes. Hvordan skal en pædofil kunne have tillid til en behandler, som nægter at indgå i en dialog og tage andres viden og erfaringer alvorligt. Når en pædofil i en TV-udsendelse i mandags gjorde grin med det offentlige behandlersystem, har han altså gode grunde til at betvivle behandlingens effektivitet. Lige så stivnakket som terapeuterne er de politikere, der nægter at tale med os. Med populistisk teatertorden har mange politikere forlangt Pædofilgruppen forbudt på grundlag af en TV-udsendelse, som klart viser at der intet ulovligt foregår indenfor foreningens rammer. Flere TV-journalister har gennem et helt år udspioneret vores forening med skjulte kameraer, og det mest opsigtsvækkende, de har fundet, er at et medlem advarer mod at chatte med børn på Internettet, fordi det kan spores. En sådan advarsel svarer til at sige: Lad være med at køre for stærkt på motorvejen, for politiet har sat fartfælder op. Sådanne advarsler kan læses i enhver avis. Foreningen kan naturligvis ikke gøres ansvarlig for, hvad enkelte medlemmer foretager sig uden for foreningen. Som følge af en journalists afsløringer er et medlem blevet tiltalt for besiddelse af børneporno. Et andet medlem, som har pralet med sine seksuelle eventyr, er blevet løsladt, fordi det ikke kunne afgøres, om det blot var pral. Mere skræmmende var de forbrydelser, som en svensk pornofotograf og en hotelejer i Indien ifølge udsendelsen skulle have begået. Men disse havde jo intet med Pædofilgruppen at gøre. Hvad en journalist evt. kan optrævle i anden, tredje, eller fjerde led af en kæde af bekendtes bekendte, kan man naturligvis ikke laste vores forening for. For at vende tilbage til problemet omkring rådgivning, så står vi nu i den situation, at journalister med fogedrettens billigelse kan optage med skjult kamera fra lukkede møder i vores forening. Pædofile kan altså ikke længere betro sig til os uden at risikere at se sig selv i fjernsynet bagefter. Vi må derfor med beklagelse konstatere, at der ikke længere er nogen rådgivning i Danmark, som pædofile kan have tillid til. Konsekvenserne heraf kan blive katastrofale. Vi må se i øjnene, at antallet af groteske og meningsløse overfald på børn sandsynligvis vil stige i fremtiden, fordi de potentielle gerningsmænd ikke har nogen steder at søge hjælp, før det er for sent. Vi må derfor endnu en gang appellere til dialog. Vi vil med glæde indgå i et samarbejde med det offentlige om etableringen af en anonym rådgivning for pædofile. Vi har en stor mængde viden og erfaring, som ikke findes andre steder, og vi har muligheden for at skabe tillid hos klienterne. Denne mulighed for at forebygge voldelige overgreb må ikke forspildes pga. visse politikeres stædige modvilje mod dialog. Mange pædofile føler sig udstødt af samfundet, og med god grund. Selv lovlydige pædofile, og sågar de ikke-pædofile, som hjælper os i vores arbejde, bliver forfulgt, truet, udstødt af deres nærmeste, og fyret fra deres job. Ingen steder kan vi få lov at leje et mødelokale. De pædofile, der bruger porno som erstatning for at modstå fristelsen til at pille ved naboens børn, forstår ikke hvorfor samfundet tager denne sikkerhedsventil fra dem. Man skader jo ikke nogen ved at kopiere en gammel film, der er købt lovligt i 1970'erne, eller ved at hente billeder, som en eller anden har lagt anonymt på Internettet. Så længe man ikke betaler for materialet, skaber man jo ikke noget incitament til at kyniske pornoproducenter skal producere mere. I lyset af denne heksejagt, er det forståeligt, at mange pædofile kommer i opposition til samfundet. Nogle forkaster helt samfundets normer, andre flygter til udlandet. Danmark kan ikke være bekendt på denne måde at eksportere problemet til fjerne lande.
Ligesom i Nordirland og
Palæstina kan man ikke
løse problemerne uden dialog. Hvis ikke Danmark
stopper heksejagten
på pædofile, og hvis ikke politikere og fagfolk
åbner op
for en dialog, så vil problemerne blot blive
værre og værre
i årene der kommer. Vi har hele tiden været
villige til dialog,
hvornår er I klar til at tale mod os og tage os
alvorligt? |
 |
Indeks |