myter og kendsgerninger

- tør, hvor Ekstra Bladet tier -

D.P.A. Gruppe 04
Postboks 51
6000 Kolding

LÆS FØRST HER: Hvorfor er Pædofilgruppens hjemmeside online igen?

12 myter og kendsgerninger omkring pædofili og pædofile

Indhold:

1. myte: Alle pædofile er sexforbrydere, og alle sexforbrydere er pædofile.
2. myte: Pædofile er kun interesserede i sex.
3. myte: Pædofile er voldelige og vælger børn, fordi de ønsker magt og kontrol over deres seksuelle objekter.
4. myte: Tiltrækning for børn er en trang eller noget, man bliver besat af.
5. myte: Pædofile er sådan, fordi de er blevet seksuelt misbrugt som børn.
6. myte: Pædofile er altid voksne.
7. myte: Pædofile er psykisk umodne og/eller bange for at have forhold til voksne.
8. myte: Pædofile er socialt utilpassede - de har begrænsede sociale evner, lav intelligens og problemer ved at klare deres arbejde.
9. myte: Pædofile er psykopater eller neurotiske.
10. myte: Seksuelt misbrug af børn er et veldefineret og genkedeligt syndrom, som kan diagnosticeres ud fra visse symptomer.
11. myte: Når børn har sex med voksne, bliver de skadet for livet.
12. myte: Et stort antal børn misbruges seksuelt.

1. myte: Alle pædofile er sexforbrydere, og alle sexforbrydere er pædofile.

Kendsgerning: Mennesker betegnes pædofile på grundlag af deres følelser, ikke ud fra deres handlinger. Det er mennesker, som har en langvarig forkærlighed med seksuel tiltrækning for præpubertets- eller pubertetsbørn.¹ De kan føre deres følelser ud i livet, men det behøver de ikke nødvendigvis. Der er belæg for, at mange afstår fra at have sex med mindreårige, selv om man ikke med sikkerhed ved, hvor mange gør det.² Sexforbrydere får derimod denne betegnelse ud fra deres opførsel og efter juridiske kriterier. Det er mennesker, som har overtrådt lovgivningen ved at have seksuel aktivitet af en eller anden art med børn eller unge under den seksuelle lavalder. Et stort antal undersøgelser viser, at størstedelen af sexforbryderne ikke fortrinsvis føler sig seksuelt tiltrukket af præpubertets- eller pubertetsbørn, og derfor er de ikke pædofile.³ Mange af dem vælger børn som seksuelle partnere på grund af situationsmæssige faktorer såsom problemer inden for ægteskab, alkoholmisbrug eller mangel på voksne; ikke fordi de er pædofile.⁴ Mange sexforbrydere er altså ikke pædofile, og et ukendt antal pædofile er ikke sexforbrydere. Sex med børn er en forbrydelse; det er pædofili ikke.

2. myte: Pædofile er kun interesserede i sex.

Kendsgerning: Undersøgere, som har studeret de tanker og følelser, der kendetegner mænd, som føler sig seksuelt tiltrukket af børn, fortæller, at disse mænd finder både børnenes personlighed og fysiske træk attraktive. Blandt disse personlighedstræk nævnes nysgerrighed, spontanitet, venlighed, varme, entusiasme, ærlighed og hengivenhed. Disse forskere har fundet, at mange af disse mænd ønsker at give børnene kærlighed, tryghed og beskyttelse, og peger på, at den følelsesmæssige kontakt er lige så vigtig som - eller endda vigtigere end - den seksuelle aktivitet. Mange af disse mænd oplever en forfærdelig bedrøvelse, når deres venskab med et barn af en eller anden grund ophører.⁵

Som allerede sagt, findes der altså mænd, som afstår fra seksuel aktivitet med børn. Undersøgelser har vist, at mange omgås børn på flere ikke-seksuelle måder og kan udvikle tætte venskaber med dem.⁶ Når det er seksuelt, ligner venskabet ofte et "kærlighedsforhold", da manden nærer kærlige følelser for barnet.⁷

"Their feelings forward children are more often ones of love and tenderness".
—David Crawford
Broadmoor Hospital, Crowthorne, England⁸

The relationship "is sometimes emotionally very intense, comparable to that which obtains in the socially acceptable forms of heterosexual courtship, and the partners can sense subtle cues from each other."
—Chin-Keung Li
—Clinical Psychologist, Dykebar Hospital, Scotland⁹

"The boys found sex a pleasurable aspect of their friendship, but it certainly does not seem to have been their most important reason for mantaining it. This is in sharp contrast to the assumption of many people that pedophile relationships are exclusively sexual."
—Theo Sandfort, University of Utrecht, The Netherlands ¹⁰

3. myte: Pædofile er voldelige og vælger børn, fordi de ønsker magt og kontrol over deres seksuelle objekter.

Kendsgerning: Undersøgelse af pædofiles personlighedsegenskaber ved hjælp af psykologiske metoder, såsom den såkaldte MMPI, har i almindelighed fundet lave aggressionsniveauer blandt pædofile og andre mennesker, der har begået sexforbrydelser mod børn.¹¹Forskningen viser desuden, at mange omgiver sig børnene på ikke-seksuelle måder.¹² Undersøgelser viser også, at de, der har seksuelle forhold til børn, ofte gør det med barnets accept - og til tider endda på barnets initiativ. Ifølge visse undersøgelser ligner venskabet ofte et "kærlighedsforhold", da manden ønsker barnets velvillige deltagelse i det seksuelle forhold, og vil stoppe aktiviteterne øjeblikkeligt, så snart barnet modsætter sig disse.¹³Både ikke-kriminologiske og kriminologiske undersøgelser af pædofile, som har indladet sig seksuelt med børn, har fundet, at det seksuelle forhold ligner mere en seksuel leg snarere end seksuel vold. Den mest almindelige aktivitet omfatter knus, kærtegn, kælen og masturbation. Et overvældende antal undersøgelser viser konsekvent, at vold og tvang sjældent finder sted.¹⁴

"Sexual violence and sexual brutality themselves, however, are a separate issue from adult human sexual behavior with children and adolescents, which is not associated with sexual violence and brutality any more than is adult/adult sexual behavior".
—Jay Feierman, Department of Psychology, University of New Mexico ¹⁵

"Virtually all research in this field, including studies by the victimologists under discussion, documents the low incidence of violence or forceful coercion in cases of adult human sexual behavior with children and adolescents." "The image of the pedophile as a violent child rapist/murderer has been a part of sexual folklore, but has been thoroughly debunked by numerous scientific studies."
—Paul Okami and Amy Goldberg,
Department of Psychology, University of California Los Angeles ¹⁶

"Our results are also consistent with previous findings in failing to discover any obvious links between paedophilia and aggressive or psychotic symptoms. The majority of paedophiles, however socially inappropriate, seem to be gentle and rational."
—Glenn D. Wilson, University of London Institute of Psychiatry,
David N. Cox, Simon Fraser University, Burnaby, British Columbia ¹⁷

4. myte: Tiltrækning for børn er en trang eller noget, man bliver besat af.

Kendsgerning: Der er ikke foretaget undersøgelser for at finde ud af, om dette skulle være tilfældet. De fleste seksuelle ønsker er jo sædvanligvis intense og gentager sig, og der er intet bevis for, at dette gør sig mere gældende for mænd, der føler sig tiltrukket af mindreårige end for alle andre.¹⁸ De få undersøgelser, som har udforsket de pædofiles fantasier, har fundet frem til, at de ligner de følelser, som normale heteroseksuelle mænd har i forhold til kvinder.¹⁹

5. myte: Pædofile er sådan, fordi de er blevet seksuelt misbrugt som børn.

Kendsgerning: Kun et mindretal af de pædofile har som børn haft seksuelle kontakter med voksne. Ligeledes bliver størstedelen af de børn, som har seksuelle kontakter med voksne, ikke til pædofile.²⁰ Desuden er flertallet af de pædofile mænd, mens antallet af børn, der bliver seksuelt misbrugt, er nogenlunde ligeligt fordelt mellem drenge og piger.

"Childhood and adolescent sexual contact with adults is neither a necessary nor a sufficient cause for becoming an adjudicated sex offender of children or adolescents... The abused/abuser hypothesis is inadequate, incorrect, simplistic, and misleading."
—Randall J. Garland and Michael J. Dougher,
Department of Psychology, University of New Mexico ²¹

6. myte: Pædofile er altid voksne.

Kendsgerning: En enkelt forsker har fundet belæg for, at pædofili kan være forudbestemt før puberteten.²² Den kriminologiske litteratur viser, at visse unge sexforbrydere fortrinsvis føler sig tiltrukket af præpubertetsbørn.²³

7. myte: Pædofile er psykisk umodne og/eller bange for at have forhold til voksne.

Kendsgerning: Der er intet bevis for den almindelige opfattelse, at seksuel tiltrækning for børn i en voksen alder skulle være forbundet med en fiksering på et umodent udviklingstrin eller angst i forhold til voksne. Teorien om, at pædofile er bange for voksen seksualitet, er aldrig blevet undersøgt videnskabeligt, men er derimod blevet postuleret som den eneste mulige grund til, at en mand skulle være interesseret i sex med et barn. Pædofile kan simpelt hen mangle interesse i voksne damer i stedet for at være bange for dem (den sidstnævnte antagelse blev jo i sin tid også anvendt for at "forklare" homoseksualiteten). Faktisk er der flere undersøgelser, der modbeviser dette postulat, idet de har fundet frem til, at mange pædofile også bliver seksuelt opstemt og nyder seksuel aktivitet med voksne damer. På samme måde er teorien om, at pædofile skulle være psykisk umodne, ikke blevet undersøgt videnskabeligt, men er blevet antaget ud fra den typiske adfærd, der kendetegner seksualiteten mellem børn og voksne. Undersøgelser har nemlig vist, at denne seksualitet som regel omfatter exibitionisme, kælen og/eller masturbation, snarere end penetration (egentlig samleje).²⁴

8. myte: Pædofile er socialt uduelige - de har begrænsede sociale evner, lav intelligens og problemer ved at klare deres arbejde.

Kendsgerning: Så godt som alle undersøgelser bygger på sexforbrydelser mod børn og ikke på pædofile. Kun én undersøgelse har studeret de pædofiles personligheder (og ikke sexforbyderes) ved hjælp af den såkaldte Minnesota Multiphasic Personality Inventory (MMPI). Den fandt ikke signifikante resultater. Otte ud af ti undersøgelser af sexforbrydere har ikke fundet nogen signifikant profil. Kun tre undersøgelser er blevet udført med hensyn til de pædofiles intelligens. En af dem har ikke fundet signifikant forskel i forhold til gennemsnitsbefolkningens intelligens. De andre to undersøgelser skønner ikke intelligensen direkte, men bemærker, at de pågældende pædofile var veluddannede. Nogle pædofile har en tendens til at være sky, ensomme, isolerede og udviser en lav selvrespekt; dette dog ikke på signifikant vis, når det sammenlignes med andre typer lovovertrædere. I øvrigt kan disse følelser meget vel stamme fra samfundets reaktioner over for de pædofile, og ikke være en egenskab, der er knyttet til deres seksualitet som sådan.²⁵

9. myte: Pædofile er psykopater eller neurotiske.

Kendsgerning: Der er intet belæg, der støtter den udbredte opfattelse, at voksnes seksuelle tiltrækning for børn skulle være forbundet med psykopatologi, neurose eller andre mentale lidelser. De få undersøgelser, som har beskæftiget sig med det patologiske aspekt, er behæftet med forskellige metodologiske problemer, herunder brug af populationer fra fængsler eller kliniske tilfælde. De bygger deres konklusioner på skalaer, som ikke er blevet valideret, eller indbefatter data, der ikke er repræsentative. En korrekt udført undersøgelse fandt ikke frem til specielle personlighedsprofiler for de pædofile.²⁶

Et par forskere har fundet frem til visse pædofile med et psykoticisme- og neuroticismeniveau, der er en smule højere end gennemsnittet, dog ikke højere end hos medlemmer af professionelle grupper, såsom skuespillere, arkitekter, læger og studerende. De konkluderer, at pædofile ikke udviser tegn på signifikant klinisk psykopatologi eller svigtende dømmekraft.²⁷ Et andet par forskere konkluderer ud fra deres litteratur-undersøgelse, at hvis man ser bort fra diagnosen "seksuelt afvigende", så kan lidet signifikant patologi spores hos pædofile.²⁸

10. myte: Seksuelt misbrug af børn er et veldefineret og genkendeligt syndrom, som kan diagnosticeres ud fra visse symptomer.

Kendsgerning: Seksuelt misbrug af børn er ikke et unikt fænomen. Forskerne er stadig uenige om en præcis definition, og hvert af de tre centrale ord i udtrykket "seksuelt misbrug af børn" defineres forskelligt af forskere, lovgivere og terapeuter. "Børn" defineres ud fra forskellige aldersgrænser. "Sex" kan indbefatte handlinger, hvor fysisk kontakt ikke engang har fundet sted, som f.eks. at vise sig nøgen, forevisning af pornografi eller brug af verbale ytringer.²⁹ Der findes ikke en videnskabelig definition på misbrug. En sådan definition involverer nemlig en vurdering af børns seksuelle oplevelser, der strider imod sociale normer, for at kunne bestemme, om de er acceptable eller ikke. Eftersom der ikke findes et alment accepteret sæt af moralske standarder for at betegne seksuel adfærd som misbrugende, er forskernes og klinikernes definitioner forskellige.³⁰ Et mindretal begrænser definitionen til uønsket, voldelig eller overinddragende seksuel adfærd. Ud fra moralske og juridiske betragtninger anvender de fleste imidlertid som definition en hvilken som helst seksuel aktivitet, der involverer en voksen og en person under en vis alder, uanset hvor villig den unge person måtte være.³¹Af samme grund inkluderes en hvilken som helst seksuel aktivitet mellem større og mindre børn, når der er en vis aldersforskel (sædvanligvis på mere end 2 til 5 år) mellem det større og det mindre barn.³²Én undersøgelse peger endda på, at mere end 80% af de aktiviteter, der defineres som misbrug, kan være frivillige.³³ Seksuelt misbrug af børn omfatter derfor sædvanligvis ikke kun ufrivillige seksuelle oplevelser, men også sex for fornøjelses skyld eller seksuelle oplevelser mellem to mennesker med en tilstrækkeligt høj indbyrdes aldersforskel. Det omfatter vidt forskellige handlinger som voldtægt, sex under tvang, uønskede tilnærmelser, exhibitionisme, frivillig forevisning af pornografi, verbale forslag, frivilligt kæleri eller kys, frivillig sex for fornøjelses skyld og længerevarende seksuelle forhold, herunder seksuel aktivitet imellem børn eller teenagere med en vis aldersførskel. Den type adfærd, der betragtes som misbrug, og de mennesker, der betragtes som ofre, er altså yderst forskellige, og har kun det til fælles, at de har oplevet seksuelle handlinger, der anses for uegnede, og som samfundet ikke accepterer.³⁴ Dette medfører, at der ikke er et sæt reaktioner, som er det uundgåelige resultat af seksuelt samvær mellem børn og voksne. Der findes intet særligt syndrom og ingen række af genkendelige symptomer, såsom personlighedsspaltning eller grænseoverskridende personlighedsafvigelser. ³⁵

11. myte: Når børn har sex med voksne, bliver de skadet for livet.

Kendsgerning: I løbet af de sidste 30 år har et stort antal undersøgelser beskæftiget sig med konsekvenserne af børns seksuelle aktiviteter med voksne. Nogle undersøgelser har studeret kliniske eller kriminelle data; det vil sige børn, teenagere eller voksne, som af læger, terapeuter eller politi er blevet identificeret som værende seksuelt misbrugt. Andre undersøgelser bruger data fra studerende, frivillige eller tilfældigt udvalgte personer fra den almene befolkning (sædvanligvis voksne). Resultaterne af disse undersøgelser er vidt forskellige, og varierer fra, at samtlige børn hat taget skade, til ingen af børnene har taget skade. Når skade forekommer, varierer den fra let til alvorlig. Kliniske og kriminelle undersøgelser har en tendens til at finde mere skade, omend nogle stadig finder, at størstedelen af drengene ikke har taget skade. Studier, der anvender bredere definitioner på misbrug, som indebfatter frivillig aktivitet og aktivitet uden fysisk kontakt, finder som regel frem til mindre skade.³⁶ Nogle undersøgelser finder, at seksuelt misbrugte børn lider af et bredt spektrum af alvorlige sociale, psykologiske, seksuelle og skolemæssige problemer. Mange af disse børn stammer fra dårligt fungerende familier, hvor andre typer misbrug også har fundet sted, og forskerne er usikre med hensyn til, hvorvidt børnenes dårlige tilpasning skyldes det seksuelle misbrug i sig selv.³⁷ Nogle undersøgelser peger på, at fysisk eller emotionelt misbrug kan være mere udbredt og mere skadelig end seksuelt misbrug af børn.³⁸ Undersøgerne synes at være enige i, at der ikke er reaktioner, som er et enkelt og uundgåeligt resultat af seksuelle kontakter mellem børn og voksne. Negative resultater er forbundet med tvang (herunder hvis barnet ser ud til at være villigt men i virkeligheden ikke er det), negative følelser omkring kontakten, aggressivitet, langtrukkenhed, sexfjendske holdninger, samt emotionelle, ikke-støttende eller fordømmende voksnes reaktioner.³⁹

"The notion that child sexual abuse is a 'destroyer' of mental health has been based largely on studies involving clinical samples. But even these, if objectively considered, indicated that child sexual abuse is neither necessarily nor usually psychologically harmful. That is, for the vast majority child sexual abuse is not a 'destroyer' of mental health at any age... the wisespread belief that child sexual abuse necessarily and usually causes psychological damage is a myth. In other words, the assumption that child sexual abuse typically causes psychological harm requiring psychoterapy is false."
—Thomas D. Oellerich,
Department of Social Work, Ohio University ⁴⁰

12. myte: Et stort antal børn misbruges seksuelt.

Kendsgerning: Undersøgelser af befolkningsgrupper, højskoler og ad hoc data skønner forekomsten af seksuelt misbrug af børn mellem ca. 2% og 30%. Denne indbyrdes forskel skyldes forskellige definitioner på seksuelt misbrug af børn, tvivlsom troværdighedsværdi af fortællinger fra voksne, der mener at kunne erindre fortrængte episoder, samt forskellige former for spørgsmål som, ud fra hvordan en person ser tilbage på sin barndom, afgør, at sådanne oplevelser skal betegnes som misbrug.⁴¹ Ofte defineres seksuelt misbrug af børn så bredt, at selv større teenagere anses for børn, og indirekte bemærkninger eller frivillige seksuelle forhold med nogen, der er over 18 år, anses for misbrug uafhængigt af forholdets beskaffenhed. Dette medfører bombastiske og chokerende tal med hensyn til forekomsten af misbrug, og snyder offentligheden ved at få de fleste til at tro, at der finder et stort antal tilfælde sted af seksuelt misbrug af børn, der alle er af samme grovhed som voldtægt af små børn.⁴²

"The popular rendition of the literature on CSA has frequently resulted in trite conclusions that are chanted like sacred mantras about the proportion of children who are sexually abused. However, underlying these trite and perhaps socially convenient claims, there is a complex body of evidence that is both highly variable and by no means easy to interpret. Reducing this evidence to claims that one in four (or whatever fraction of) children is subject to sexual abuse conceals the very real uncertainties, debates, and issues that surround this evidence."
—Researchers David M. Fergusson and Paul E. Mullen,
in "Childhood sexual abuse: An evidence based perspective" ⁴³