- tør, hvor Ekstra Bladet tier -

D.P.A. Gruppe 04
Postboks 51
6000 Kolding

LÆS FØRST HER: Hvorfor er Pædofilgruppens hjemmeside online igen?

HVAD DER SKER

Barnemorder havde stærke heteroseksuelle tilbøjeligheder

En 32-årig mand fra Silkeborg, der er anklaget for at have banket sin tre uger gamle datter til døde, kræves idømt forvaring på ubestemt tid. Sagen afgøres i Vestre Landsret i oktober 2003. Manden anklages for at have slået pigen så voldsomt, at hun døde. Manden, som blev dømt i en lignende sag i 1993, siges at have stærke heteroseksuelle tilbøjeligheder, da han angiveligt flere gange er kommet sammen med og har haft seksuelle forhold til voksne damer.

Fremtrædende forsker: Pædofili bør fjernes fra sygdomsfortegnelse

I december 2002 nummeret af det videnskabelige tidsskrift Archives of Sexual Behavior plæderer den engelske forsker Richard Green for, at pædofili bør fjernes fra American Psychiatric Association's Diagnostic and Statistical Manual (DSM) of Mental Disorders, som er den fortegnelse, som også WHO's sygdomsfortegnelse bygger på.

Green er professor i psykiatri på Imperial College School of Medicine i London, samt Senior fellow på Institute of Criminology på Cambridge Universitet. Han er også formand for International Academy of Sex Research og har været chefredaktør for Archives of Sexual Behavior siden 1971.

Green's artikel, som er på 5 sider og har overskriften "Is Pedophilia a Mental Disorder?", indleder i begyndelsen af tidsskriftet et særligt afsnit angående pædofili. Green hævder, at de samme argumenter, som retfærdiggjorde sletning af homoseksualitet fra DSM, også gælder for pædofili.

Multikulturel forskning viser, at seksuel aktivitet mellem voksne og mindreårige er almindelig og accepteret i forskellige kulturer og forekommer blandt forskellige dyrearter - skriver Green. Ud fra ikke-kliniske og ikke-kriminelle undersøgelser synes pædofili ikke at være forbundet med psykopatologi, såvel som et betydeligt antal mennesker blandt den almindelige befolkning udviser en signifikant seksuel respons over for børn.

Endvidere skriver Green, at "pædofiliens udvikling i de forskellige udgaver af DSM er en rejse igennem Alice's Wonderland" på grund af ændringer og inkonsistente definitioner. Ifølge Green modsiger DSM's nuværende definition sin egen påstand om, at "hverken afvigende adfærd (fx....seksuel) eller konflikter, der først og fremmest finder sted mellem den enkelte og samfundet, er mentale lidelser...".

Han bemærker, at dette argument ikke har noget at gøre med, hvorvidt seksuel aktivitet mellem voksne og børn bør forblive ulovligt, hvilket er et juridisk anliggende.

Green's artikel følges af en etisk argumentation imod seksuelle kontakter mellem voksne og børn, som imidlertid er meget sober, skrevet af Gunter Schmidt fra Hamborgs Universitet. Resten af dette særlige afsnit om pædofili består af 19 replikker fra forskere og professionelle inden for det seksuelle og det kriminologiske område, heriblandt Vern Bullough, Ron Langevin, Paul Okami, og Bruce Rind, som er omtalt andetsteds her på Pædofilgruppens hjemmeside.

Et omfattende referat af Green's artikel kan læses ved at klikke her.
Her kan du downloade forskellige kommentarer fra sexologer, pyskiatere m.m.til Green's oprindelige artikel (PDF-fil, 140 kB): - Download
Her kan du downloade den afsluttende kommentar fra Green (PDF-fil, 23 kB): - Download

"Offer" forsvarer Polanski

20 år efter, at filmisntruktør Roman Polanski blev dømt for statutory rape (juridisk omskrivning for at definere - frivillig sex) mod en 13 årig pige, har den sidstnævnte talt til hans forsvar. Samantha Geimer - sådan hedder kvinden - sagde, at hun hverken blev voldtaget eller skadet af Polanski, og at hun håber, at filminstruktøren vil kunne "opnå en aftale med domstolen for ikke længere at være en flygtning". Polanski har set sig nødsaget til at bo i Europa i 20 år som følge af sin dom for at undgå at blive fængslet. Så sent som i april 2002 havde Polanski ikke formået at udarbejde en aftale med anklagemyndigheden i Los Angeles, som ville gøre det muligt for ham at vende tilbage til Amerika.

Nej til den nye viktorianisme!

- Pressemeddelelse -

EU-justitsministrene er for tiden i gang med at vedtage en harmonisering af lovene omkring børnepornografi, i kølvandet på en ramme-beslutning fra Europa-Parlamentet. Denne ramme-beslutning bygger på en række stereotyper, som munder ud i indgreb af en så farlig og frihedsberøvende karakter, at de er uforenelige med den europæiske menneskerettighedserklæring.

For det første bygger teksten på adskillige mangler. Det centrale begreb "seksuel udnyttelse" er ikke engang defineret, definitionen af "børnepornografi" er vilkårligt formuleret og dermed uanvendelig, og den kritisable og anakronistiske anvendelse af udtrykket "barn" i stedet for "mindreårig" fører til en uacceptabel sammenblanding, som bl.a. resulterer i en "infantilisering" af teenagere.

Men det værste er nok, at en række fordomme med hensyn til pornografi, der modsiges af alle de statistiske undersøgelser, som er blevet udført i de fleste lande omkring virkningerne af pornografi som sådan, med hensyn til børnepornografi medfører foranstaltninger, som kan virke stik imod hensigten. Det er nødvendigt at forbyde børnepornografi, der indebærer seksuel udnyttelse af mindreårige, men denne udnyttelse er slet ikke til stede i tilfældet af den såkaldte "virtuelle børnepornografi" (computer-skabte afbildninger og tegninger). Det fremgår af undersøgelser udført bl.a. i Danmark og Japan, at et forbud imod privat anvendelse af pornografi for pædofile (men også for hebofile, dvs. mennesker, der føler sig seksuelt tiltrukket af teenagere) i virkeligheden medfører risiko for en stigning i sædelighedsforbrydelser mod børn. Og ikke nok med det: Beslutningen kommer også til at forbyde pornografi med voksne deltagere, som lider af den fejl, at de ser yngre ud, end de er.

På grund af sine overdrivelser, på grund af de store vanskeligheder ved fortolkning, som tillader tvetydige eller mangelfulde udlægninger, på grund af sin nærmest totale mangel på lovmæssige undtagelser, strider ramme-beslutningen imod et antal grundlæggende rettigheder, der er beskyttet af den europæiske menneskerettighedserklæring: respekt for privatlivets fred, tankefrihed, menings- og ytringsfrihed, ikke-diskrimination, proportionssans mellem forbrydelse og straf, samt kunstnerisk og videnskabelig frihed.

Forsømmelighed eller forsætlighed? Selv de børn, som ifølge intentionerne skulle beskyttes, undertrykkes og rammes af forbud. Teenageres ret til seksuel selvbestemmelse trues. Man vil opleve en dramatisk tilbagevenden til et samfund af nærmest victoriansk karakter, hvis denne beslutning bliver fulgt op bogstaveligt.

Ramme-beslutningen afslører inkompetencen hos de arbejdsgrupper og parlamentsmedlemmer, som har bidraget til den. Uanset om der er tale om pædofili, hebofili, pornografi, børns og teenageres udvikling, eller sågar internettet, synes ingen af de involverede at være i besiddelse af den mest elementære viden, som bør forlanges, når der skal tages afgørende og vidtgående beslutninger om emner som dette.

De senere stramninger omkring børnepornografi og sædelighedsforbrydelser i Danmark synes ikke at have bidraget til et fald i antallet af alvorlige forbrydelser mod børn, men har til gengæld med stor sandsynlighed bidraget til heksejagt, mistænkeliggørelse, falske anklager og selvtægt mod formodede afvigere. En sag for nylig peger endda i retning af, at stramningerne omkring børnepornografi kan gøre markedet attraktivt selv for forældre, der finder ud af, at de kan tjene hurtige penge ved at sælge utugtige billeder af deres egne børn.

Vi anmoder Folketinget om at forkaste forslaget, og kræve i stedet en seriøs undersøgelse af problemerne, som skal tages op af eksperter på de pågældende områder, og som på demokratisk vis tager hensyn til alle de involverede parter og til deres mening.

Pædofilgruppen, 15. oktober 2002

International heteroseksuel ring sprængt

En international ring af heteroseksuelle, der misbrugte deres egne børn seksuelt og viste billeder af gerningen på Internettet, blev sprængt i begyndelsen af august 2002. 16 formodede deltagere er ifølge USAs toldmyndigheder anholdt. To af de anholdte heteroseksuelle er danskere. I alt var 45 børn ofre for misbruget og er nu tvangsfjernet af myndighederne. Alene i USA blev 37 tvangsfjernet fra deres heteroseksuelle forældre. Et amerikansk ægtepar begik i øvrigt selvmord som følge af anholdelsen.

Pim Fortuyn gik ind for seksuelle forhold mellem børn og voksne

Pim Fortuyn, den karismatiske hollandske politiker, der blev myrdet den 6. maj 2002 på åben gade i Rotterdam, var en stærk fortaler for seksuelle forhold mellem børn og voksne.

Hans kontroversielle synspunkter på race, immigration, liberalisering af narko-love og hans åbne homoseksualitet var velkendte. Hans accept af seksuelle forhold mellem børn og voksne, som heller ikke var en hemmelighed, blev imidlertid ignoreret af de hollandske journalister, som dækkede hans valgkamp. En af hans modstandere udtalte under valgkampen: "Det mærkelige er, at journalisterne kunne kritisere ham for at være racist, men var uvillige til at tage emnet pædofili op. Jeg ved ikke om han selv er pædofil, men han er helt sikkert fortaler for børn-voksen sex".

Fortuyn udgav i 1998 en bog, hvor han fortæller om tidlige seksuelle oplevelser med voksne mænd. Han fandt disse oplevelser både behagelige og spændende og mener, at det skulle være legalt. Han fortæller om sin første seksuelle oplevelse som 5-årig: "Den hollandske soldat spørger om jeg vil se hans telt. Det er lige hvad jeg ønsker. Jeg kan lide det, men spørger, om det ikke er hårdt at sove på jorden kun i en sovepose. Slet ikke, siger soldaten, prøv engang! Sammen kravler vi ned i hans sovepose. Soldaten spørger hvad jeg hedder og jeg spørger hvad han hedder. Han hedder Arie og spørger, om jeg synes om navnet. Ja! Jeg synes det er et pænt navn og jeg ligger ved siden af ham - varmt og behageligt". Så kommer der en beskrivelse af en tæt seksuel kontakt mellem de to, hvorefter drengen går ud og leger foran teltet. På vej ud af soveposen, spørger han: "Kan jeg komme tilbage i morgen?". Soldaten svarer, at han måske kommer.

Pim Fortuyn siger til pædo-modstanderne: "Han gjorde mig ingen skade - tværtimod, han viste mig noget, der var umådeligt spændende og jeg kunne føle og røre ved den. Men i dag skal myndighederne absolut blande sig på en irriterende og voksen måde i børnenes egen verden. De gør et enormt problem ud af noget, som for et barn ikke er noget problem, men kun noget spændende".

Kan Iris Garnov læse?

- Pressemeddelelse -

Man skulle tro, at mætningspunktet var nået forlængst, men den 26.6.02 blev vi præsenteret for et nyt groft pædofilfjendsk indslag fra en af public-service TV-kanalerne.

Denne gang var det et interview i den sædvanligvis seriøse "Deadline" på DR2 med en forfatter, Iris Garnov, der står i spidsen for en af de efterhånden utallige modeforeninger, som kæmper for "børnenes rettigheder" og imod "sexuelt misbrug af børn", som det hedder. Men som sædvanligt var hendes ærinde og interview blot et vulgært påskud for at angribe de pædofile og deres forening, hvorved den tilstedeværende journalist-vært nøjedes med at smile og nikke anerkendende.

Det mest irriterende og inhumane var nok, at IG udviste en indbygget, tragikomisk tendens til at fremstille de pædofile, som om de var lig med "det mørke" og "det onde", og som om de danske pædofile generelt, og nærværende forening i særdeleshed, praktiserede og gik ind for seksuelt misbrug af børn. Det sidstnævnte har vi måske hørt mange gange før. Men der var også flere faktuelle fejl i hendes redegørelse.

Den største var nok den påstand, at Danmark er det eneste land i Europa, hvor der findes en forening som Pædofilgruppen. Her kunne man nøjes med at sige: "Og hvad så?", men uanset om IG's påstand skyldes almindelig uvidenhed eller er en bevidst løgn, er den hurtigt modsagt med et par links. Voila:

Klik her for adresserne på forskellige pædofilforeninger i Europa og i resten af verden

Klik her for de tyske pædofilforeninger

Og klik her for Martijn, pædofilgruppens hollandske søsterforening (den største i Europa)

Så kom den historie, at "pædofili er en sygdom" og at "syge skal behandles". Den gode Doctor Iris prøvede i denne forbindelse at citere noget, som hun ikke engang selv kunne huske nøjagtigt, men vores gode erfaring på området får os til at tro, at hun refererede til DSM-IV, Diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders, Fourth Edition. I denne sygdomsfortegnelse fra WHO, hvor homoseksualitet også var rubriceret indtil midten af 1970'erne, finder man rent faktisk pædofili. Det, som IG og hendes mikrofonholder imidlertid ikke ønskede at fortælle DR2's seere, er, at den selvsamme fortegnelse, der rubricerer pædofili som en sygdom, knytter flere betingelser til det. Her er definitionen fra DSM-IV:

Diagnostic criteria for 302.2 Pedophilia

A. Over a period of at least 6 months, recurrent, intense sexually arousing fantasies, sexual urges, or behaviors involving sexual activity with a prepubescent child or children (generally age 13 years or younger).

B. The person has acted on these urges, or the sexual urges or fantasies cause marked distress or interpersonal difficulty.

C. The person is at least age 16 years and at least 5 years older than the child or children in Criterion A.

Note: Do not include an individual in late adolescence involved in an ongoing sexual relationship with a 12- or 13-year-old.

Bortset nu fra, at syge også har lov til at danne foreninger (der findes et hav af disse), så taler DSM-IV sit tydelige sprog: Så længe man ikke fører sine pædofile følelser ud i livet og hvis disse følelser ikke medfører belastning for den person, der oplever dem (kriterium B), så er vedkommende sund og rask. Så svært at forstå, Iris? Se i øvrigt denne artikel.

Desuden er det noget stalinistisk vrøvl at sige, at "syge skal behandles". Hvis det virkelig var sådan, så skulle vi begynde at tvangsindlægge folk, så snart de er forkølede eller har ondt i maven. Først når en syg person udgør en udtrykkelig fare for sine omgivelser, skal han behandles. Og det er da også rimeligt. Men det gør de pædofile som regel ikke. Når alt kommer til alt, så var Iris' far, som mishandlede sin datter både fysisk og seksuelt, en fredet fader med sin pæne og raske heteroseksuelle identitet.

Bevares, på en måde kan vi godt gå med til at kalde de pædofile psykisk syge. Dog ikke fordi de er pædofile, men alene i kraft af den inhumane behandling, de får af samfundet - en behandling, som ikke kan undgå at sætte sine spor i deres psyke. Og eftersom den bedste kur, som samfundet kan iværksætte imod denne tilstand, er at acceptere de pædofile som medmennesker og at indgå i en seriøs diskussion med dem, i stedet for at svine dem til, mens de ikke er til stede, så burde forfatteren Iris Garnov, hvis hun virkelig er så bekymret for de pædofiles helbred, selv begynde at tilbyde denne terapi, som er betydeligt mere effektiv på længere sigt og i øvrigt meget billigere end alle andre.

Pædofilgruppen, 27. juni 2002

Sex med børn er OK, mener norske unge

Oslo (NTB): 28,6 prosent av menn i Oslo mellom 18 og 20 år sier det er en viss sannsynlighet for at de kunne ha hatt sex med et barn.

Spørsmålet som ble stilt til 700 osloungdommer i alderen 18 til 20 år var: -Kunne du hatt sex med et barn hvis du helt sikkert ikke ble oppdaget eller straffet for det? 28,6 prosent av unge menn svarte altså at det var en mulighet for at de kunne hatt sex med barn, uten at alderen ble definert. 5,9 prosent svarte at de under gitte omstendigheter kunne hatt sex med barn under 12 år, mens 19,1 prosent sier at de under gitte omstendigheter kunne hatt sex med barn mellom 13 og 14 år, melder TV 2.

Undersøkelsen er gjort av Norsk institutt for forskning om oppvekst, velferd og aldring (NOVA). Bakgrunnen for undersøkelsen er at unge menn står bak mange seksuelle overgrep. Det er første gang i verden at ungdommers holdninger til å ha sex med barn er kartlagt.

Canadisk dommer underkender børneporno-lovgivning

En lov, der i den store canadiske provins British Columbia gør det strafbart at være i besiddelse af børnepornografisk materiale, blev i januar 1999 omstødt af en højsteretsdommer. Dommeren fandt, at loven strider imod ytringsfriheden.

I sin 33 siders lange kendelse fandt dommer Duncan Shaw, at stk. 4 af straffelovens § 163.1, som er temmelig vidtgående, krænkede ytringsfriheden hos en vis John Robin Sharpe. Sharpe var blevet anklaget for besiddelse af børnepornografisk materiale, efter at politiet i hans lejlighed havde konfiskeret disketter, bøger, historier og fotografier, der afbilder nøgne børn.

I sin kendelse indrømmer Shaw, at egentligt børnepornografisk materiale udgør en fare for børnene, samt at børnene bliver misbrugt under produktionen. Han bemærkede også, at "stærkt erotisk" pornografi opfordrer nogle pædofile til at begå forbrydelser, men tilføjede, at denne slags pornografi kan hjælpe pædofile med at dæmpe seksuel aggressivitet. "Der er intet bevis på, at produktion af børnepornografi vil falde væsentligt, hvis besiddelse kriminaliseres som sådan", udtalte Shaw.

Højsteretsdommeren fandt, at loven imod besiddelse af børneporno udgør et dybt indgreb imod ytringsfrihed og privatliv, da en persons ejendom er udtryk for personens meninger og som sådan er noget væsentligt. "Efter min mening...", konkluderede dommeren, "...vejer lovens skadevirkninger tungere end de positive effekter. Indgrebet i den personlige sfære er så dybt, at det ikke væsentligt modsvares af de begrænsede positive virkninger, som hidrører fra en kriminalisering af besiddelsen". Dommeren stadfæstede imidlertid den del af loven, der forbyder besiddelse af børnepornografi med henblik på salg og distribution.

Kendelsen vil sandsynligvis blive appeleret, men indtil da bliver besiddelse af børnepornografi i British Columbia - i hvert fald på papiret - lovligt.

Interesserede kan læse hele kendelsen ved at klikke her.

Robin Sharpe har en meget interessant hjemmeside på adressen www.robinsharpe.ca.

"Børneporno-netværk" var én mands foretagende

I sommeren 1998 brølede medierne i udlandet, straks efterfulgt af medierne i Danmark, om et såkaldt "børneporno- netværk", der skulle være ansvarligt for enhver form for "misbrug" af børn via Internettet. På BBS'et "Apollo" med hjemsted i den hollandske kystby Zandvoort blev der nemlig opsporet enkelte børnepornografiske billeder... og så brød mediecirkusset løst igen.

Nu har det hollandske politi, efter et års indtrængende efterforskning udført af et team på 38 mand, fundet ud af, at "netværket" bestod af - én mand. Også historierne om 2-årige, der skulle være blevet voldtaget for at tilfredsstille alverdens "pædofile", har naturligvis vist sig at være opspind: Det er ikke blevet bevist, at noget barn skulle være blevet "misbrugt" i forbindelse med denne sag. Blandt de over 60.000 fotos, som BBS'et omfattede, er der i alt fundet 710 billeder, som kan betragtes som værende børnepornografiske. Størstedelen af disse 710 billeder bestod af materiale, der blev fremstillet for en del år siden, og intet af de afbildede børn er blevet identificeret.

Spektaklet omkring det "internationale børneporno- netværk" opstod især da en belgisk gruppe, under ledelse af en vis Marcel Vervloesem, fandt på at kontakte stort set hele den europæiske presse, der tog velvilligt imod tilbuddet som ofte før. Gruppen kritiserede især det hollandske politi for bl.a. at være for slapt i forbindelse med denne slags forbrydelser.

Også i Danmark skabte sagen en del opstandelse i de danske medier, som bl.a. resulterede i en periode med de uundgåelige artikler og TV-udsendelser, der plæderede for yderligere stramninger i lovgivningen.

Og da det hele nu stort set er blevet dementeret, og Marcel Vervloesem er blevet afsløret som værende en charlatan med storhedsvanvid, tier de danske medier - naturligvis.

Kriminel lederartikel i Jyllands Posten

Jyllands Posten var ikke synderlig interesseret i at trykke nedenstående indlæg. Det er vi.

Jyllands Postens leder den 9/1/1999 er så præget af flere udokumenterede, usande og grove påstande, som man ikke troede at et af landets største dagblade ville bringe til torvs. Specielt ikke, da det havde været let at indhente faktuelle oplysninger om det, man har kastet sig ud i. Visse udtalelser i artikler balancerer på kanten af straffelovens diskriminationsparagraf (266 b) - og hvad med reglerne for god presseskik?

Efter første afsnit, hvor man hylder landets demokrati og ytringsfriheden, mener man, at det må "være slut med forståelsen". Men hvad med UVIDENHEDEN?

Til beretningen om den forfærdelige og ulykkelige sag om "HIV-manden" denne kommentar: Det er ikke pædofili (d.v.s. børnekærlighed), men grove seksuelle overgreb mod sagesløse børn. Vedkommende er ikke medlem af foreningen.

Derefter skal "debatten tilbage på sporet". Kommentar: Nej, intet berettiger noget menneske til tvang overhovedet over for børn. Det foregår heller ikke i ansvarlige pædofile forhold, hvor det væsentligste krav sættes højt, nemlig FRIVILLIGHED.

Det er en grov, usand påstand, når det derefter nævnes, at det er "noget søgt vås" at tale om frivillighed. Og den her omhandlede frivillighed dækker aldeles ikke "over kendsgerninger"; tværtimod, den er i sig selv en kendsgerning.

Efterfølgende kommer man ind på straffeloven og aldersgrænser. Straffeloven er på dette område (som på flere andre) håbløst forældet. Vedrørende alder skal man være opmærksom på, at modningsprocessen for mennesket i almindelighed har flyttet sig ret markant nedad, gennem de sidste 20-30 år. Dette oplever også ansvarlige pædofile over for en vis alder.

Sidste kommentar. der står: "...kendsgerninger er, at alle pædofile er kriminelle" (sic!). Det er også en særdeles grov og absolut usand påstand, som ikke er et stort dagblad værdig. Hovedparten af de mange ansvarlige pædofile er ganske almindelige mennesker, et på alle planer typisk udsnit af befolkningen. Derfor smerter det disse mennesker dybt, specielt når det fortsættes med "at de også er psykisk syge er hævet over enhver tvivl" (hvem er den alvidende dommer?). Sammenligningen med forskellige patologiske afvigelser er simpelthen plat, i særdeleshed når en debat om dette emne bør føres på et særligt plan, og ikke på en nærmest hysterisk følelsesladet måde.

Ifølge et videnskabeligt estimat er der mindst 10.000 egentlige pædofile i Danmark, og det er små promille af disse, der bringer sig selv i konflikt med straffeloven. DETTE er en kendsgerning.

Svend Jensen
pensioneret socialrådgiver og rådgiver for pædofile

En gang til for "Red Barnet" og Ekstra Bladet

- Pressemeddelelse -

Agurketidens mediehetz imod pædofile har i år taget afsæt i den påståede omsiggribende udbredelse af børneporno på Internettet. "Debatten" har som vanlig, når det gælder emnet pædofili og børns seksualitet, haft en skinger og hadsk tone, hvor ekstreme og tvivlsomme hændelser kolporteres på en måde, så folk efterlades med et indtryk af at alle pædofile er hensynsløse børneskændere.

Det er interessant at bemærke, at hvis en voksen kvinde voldtages og skændes, taler man aldrig om den "heteroseksuelle forbryder". Hvis derimod et barn lemlæstes, tales om den "pædofile forbryder", selv om han ofte slet ikke har en overvejende pædofil driftsretning, jfr. den belgiske børnemorder, Marc Dutroux. Vi skal slå fast, at Pædofilgruppen ligeså stærkt som alle andre tager afstand fra enhver form for voldelige overgreb på børn. Men vi skal samtidig understrege, at menneskers moralske og etiske habitus ingen forbindelse har med deres seksuelle orientering. Med andre ord er pædofile hverken værre eller bedre end mennesker gennemsnitligt, hvilket talrige undersøgelser dokumenterer.

Vi vil endvidere gøre op med den myte, der fremstiller børn som forsvarsløse, uskyldige væsener uden seksualitet, der pr. definition ikke kan "sige fra" over for en voksen. Børn er i pædofile forhold ikke afhængige af den voksne, men kan frit komme og gå som de vil. Og derfor kommer de selvfølgelig ikke, hvis de ikke bliver godt behandlet. Det er paradoksalt - og samtidig betegnende for hykleriet - at børn i alle andre sammenhænge i disse tider beskrives som små hensynsløse egoister, der terroriserer hinanden, giver forældrene nervesammenbrud og sender lærerne på sygeorlov og førtidspension.

Sommerens mediehetz understreger endnu engang hvor helt ude af proportioner emnet pædofili behandles. Politiet og "Red Barnet" kræver strengere straffe for distribution af børneporno. Strafferammen blev allerede for 10 år siden forhøjet fra bøde til et halvt års fængsel, uden nogen som helst konkret anledning, bortset fra en hysterisk mediedebat. Det viste sig dengang som nu, at der ikke er produceret børneporno i Danmark med kommercielt formål siden 70'erne, og det der distribueres i dag er gammelt materiale og harmløse nøgenbilleder. Det mest ophidsende materiale af nyere dato stammer fra varehuskatalogernes sektioner for børneundertøj. Hvis der fandt en egentlig handel sted på Internettet, ville bagmændene ifølge sagens natur være nemme at afsløre.

Alligevel forsøger "Red Barnet" med politiet som villige lakajer at slå plat på et taknemmeligt emne. På fascistoid vis tager formanden for "Red Barnet" afstand fra at pædofile overhovedet høres, før man ændrer loven om børneporno. Politiet gør en heroisk indsats for at lukke nyhedsgrupper med børn og dermed dog gøre det sværere for de pædofile, som det hedder. Det skal altså være forbudt blot at se på billeder som alligevel eksisterede. Skulle det så ikke også være forbudt for politiet selv at se på billederne?

Hvis udbredelsen af børneporno på Internettet er den væsentligste forbrydelse, der p.t. begås i dette land - og mediernes behandling af emnet lader formode at det forholder sig sådan - så er det på tide, at man overvejer at overføre en stor del af politietatens ressourcer til et fornuftigt formål uden for politiets område. Pædofilgruppen skal gerne være behjælpelig med forslag til anvendelse af midlerne.

Pædofilgruppen - August 1998

Den omvendte hekseproces

"En million børn fra u-landene bliver kidnappet og holdt som sex slaver på bordeller. Især i Danmark, Holland og Tyskland". Avisudklippet ovenfor stammer fra dagbladet Manila Times, august 1985. Lad os nu forsigtigt antage, at "især" betyder 30%, og at børnene er lige fordelt i de tre ovennævnte lande. Det bliver mere end 100000 børnesex-slaver i Danmark - ifølge den norske justitsminister!

Men 13 år senere bliver vi endnu klogere. I det mest paranoide indlæg, der hidtil er set om emnet i den danske presse, skriver en vis Ulla Marianne Madsen i dagbladet Information, 5.8.98, at "Små skolebørn i Thailand fotograferes udenfor deres skoler af pædofile. Billederne af børnene distribueres så via Internettet til pædofile i hovedsagelig Europa og USA. Den pædofile vælger et barn ud. Barnet kidnappes og sælges til den pædofile. Herefter misbruges barnet seksuelt [...] og barnet ender sine dage ved enten at blive købt af en sadistisk pædofil, der piner det ihjel, ved at blive solgt til en sadistisk pædofil voldsvideo, eller ved at blive solgt til en Satan-kult. I Satan-kulten misbruges barnet, førend det ofres - ved sit liv - på Satans alter".

Bemærk, at ordet pædofil ("børneelsker") i ovenomtalte afsnit forekommer 6 gange.

Forbryder, ikke pædofil

Pressen tøvede ikke et øjeblik med at kalde Marc Dutroux (manden, der bortførte og dræbte unge piger i Belgien) for pædofil. Nogle af nærværende sides læsere vil formentlig for længst have tænkt: "Nej, igen...". For en pædofil er jo næppe en, der piner børn, da pædofile sædvanligvis ønsker det stik modsatte. "Pædofili" betyder "børnekærlighed" - og ikke uden grund!

Men nu kan man i hvert fald citere tre kliniske kilder, der anfægter pressens omgang med sandheden.

For det første er tre retspsykiatere (Gernay, Denys og Godfroid) samt en psykolog (Lavenne), der undersøgte manden, kommet til den konklusion, at Dutroux hverken er sindssyg i retslig forstand eller pædofil. Ifølge disse eksperter, hvis konklusioner sandsynligvis bygger på kriterierne fra DSM-IV (The American Psychiatric Association's Diagnostic and Statistical Manual, version 4), kan Dutroux blot betragtes som en farlig, asocial person. Udtalelsen kan læses i en undersøgelse, der blev forevist for retten den 19. marts 1998, jvf. dagbladet Le Soir (Brussels), 20. marts 1998, side 18.

Den anden kilde består i nogle kliniske udtalelser fra Dr. Schietecatte (formentlig en psykiater), ifølge hvem Dutroux ikke skal betragtes som pædofil. Disse udtalelser stammer fra den første periode, Dutroux tilbragte i fængsel.

Til sidst en opfattelse af mere teoretisk art fra psykoanalytikeren Philippe van Meerbeeck, der står for en række brevudvekslinger med Dutroux's mor igen i det belgiske dagblad Le Soir. Van Meerbeeck skelner mellem "perverse" og "pædofile": Mens de førstnævnte sædvanligvis giver udtryk for en tydelig seksuel afvigelse, der bygger på en konflikt med moderen, er dette ikke typisk for pædofile.

Kontroversiel lektor fyret (sandheden gør ondt)

En lektor i psykologi fra Edinburgh University, der hævdede, at pædofili i visse tilfælde skal accepteres, har nu tabt sin appelsag imod fyring. Chris Brand, der havde været ansat på universitetet i 26 år, blev for knap 2 år siden suspenderet fra sine undervisnings- og administrative opgaver, efter at han, i et nyhedsbrev på Internettet, støttede en Nobel prisvinder, der i USA var under anklage for sex med mindreårige. I nyhedsbrevet skriver Brand bl.a.: "Akademiske studier og min egen erfaring tyder på, at ikke-voldelig pædofili med en partner over 12 år er uskadelig, når partnerne befinder sig på et intelligens- og uddannelsesniveau over gennemsnittet".

I august sidste år fandt universitetets disciplinære komité lektoren skyldig i "grov professionel uredelighed" og afskedigede ham. Nu forlyder det altså, at en endelig høring ved universitetet, under ledelse af Gordon Coutts, har afslået Brands appel mod fyringen. Rektoren, Prof Sir Stewart Sutherland, udtrykte tilfredshed over for beslutningen, eftersom en "uafhængig juridisk ekspert har godkendt læreanstaltens beslutning på den tydeligst mulige måde". Derimod var Chris Brand af en anden mening: "Jeg er simpelthen rasende over denne beslutning, der er en ren skændsel". Han tilføjede, at han vil undersøge muligheden for at køre sagen videre i arbejdsretten.

Her i Danmark skrev universitetslektor Ingrid Leth fornylig i Weekendavisen, at der (ud fra undersøgelser) "... ikke synes at være belæg for en skelnen mellem lykkelig og misbrugende seksuel kontakt mellem børn og voksne". Når den akademiske og videnskabelige ytringsfrihed ligger på det ovenomtalte niveau, kan det næppe undre.

Ingen seksuelle rettigheder for teenagere i USA (men det er da ikke noget nyt...)

SAN FRANCISCO - En appeldomstol i Californien besluttede fornylig, at teenagere ikke har konstitutionel ret til sex - ikke engang frivilligt med hinanden. Retten stadfæstede dommen fra en lavere ungdomsdomstol ved at bekræfte, at retten til privacy ikke omfatter frivillig seksuel aktivitet blandt mindreårige.

"Der er friheder, der nydes af voksne, men som ligger hinsides det, der kan tillades for mindreårige", skriver retten brutalt i dommens præmisser. Sagen drejede sig om en 16-årig dreng fra Nord-Californien, som blev anholdt og anklaget for "formodet voldtægt" ("statutory rape") for at have haft sex med sin 14- årige veninde. Drengen havde kæret dommen af forfatningsmæssige grunde ved at hævde, at sex er en fundamental ret, der omfattes af privacy for mindreårige såvel som for voksne.

Men domstolens tre dommere stemte 3-0 imod drengens og hans advokats forlangende: "Selv om vi ikke ignorerer den kendsgerning, at mange teen-agere i Californien er seksuelt aktive, så betyder dette i sig selv ikke, at mindreårige har ret til privacy m.h.t. at udøve seksuel omgang".

Videnskabsmænd og kvaksalvere

Berlingske Tidende trykte onsdag 15. april 1998 et interview med sexolog, prof. Preben Hertoft om pædofili og relaterede emner. I interviewet fremlagde Hertoft et indgående og nuanceret billede af fænomenet; et billede, han har kunnet få kendskab til i kraft af sin årelange praktiske erfaring inden for det sexologiske område. Som ofte før ved læsning af Hertofts argumenter får man indtryk af en person, der er i stand til at forholde sig til emnet ud fra et bredere perspektiv og som ved, hvad han snakker om. Og fremfor alt, så får man også mulighed for at opleve forskellen mellem videnskabsmænd og kvaksalvere - en mulighed, der i en dagligdag, som præges af religiøse propagandaudtalelser fra John Aasted Halse og lignende halvstuderede psykologer, bliver endnu mere belærende for læseren.

Herefter enkelte vigtige punkter, som Hertoft giver udtryk for i ovenomtalte interview:

...og det var det!

Igen med disse... "pædofile på Internettet"

I radioprogrammet "Monika's Krog" på Radio 2 kunne man onsdag 11.2.1998 høre studievært Monika Krog Meyer interviewe chefen for Rigspolitiets Rejseholds Gruppe for Internet- kriminalitet (for sådan en findes skam også), Preben Andersen. Som krydderi på udsendelsens hovedtema, industrispionage, hacking og lignende skavanker, der skulle finde sted ved hjælp af disse modemer, nævntes det "velkendte" problem med "Pædofili på Internettet". Det, der forsøgtes udtrykt med denne kreative formulering - som synes at fortælle mere om visse journalisters savoir faire end om de pædofile som sådanne - viste sig imidlertid at være spredning af børnepornografi. Som jo er en handling, der i mange lande er ulovlig, hvorimod pædofili er en seksuel orientering, en sindstilstand, som (hvadenten man synes om det eller ej) i sig selv intet har med ovennævnte handling at gøre. At tale om "bekæmpelse af pædofilien" er derfor lige så meningsfuldt, som en kamp mod tyngdekraften kunne være det - ikke mindst fordi pædofili, for så vidt det vides, i sig selv heller ikke har været ulovligt siden nazisternes regime i Tyskland. Men bortset fra dette, så udmærkede specielt Preben Andersen's udtalelser sig ved det kendte PR-princip om, at "overdrivelse fremmer forståelsen". Ifølge Preben Andersen finder politiet ofte, når de "afslører en pædofil", mindst 10.000 (titusind) stærke pornografiske billeder, downloaded fra Internettet, som viser "groft seksuelt misbrug af mindreårige".

Så vidt så skidt. Men værre er det næsten i denne sammenhæng, at en repræsentant for politiet - som i vort demokratis tredelte opbygning tilhører den udøvende magt, og ikke bør blande sig mere end nødvendigt i den lovgivende magts arbejde - begynder at udtale sig om Folketingets intentioner samt om, hvordan han mener, politikerne burde have lavet lovene. Preben Andersen udtalte nemlig, at det vel næppe kunne have været lovgiverens intentioner, at den type pædofile (altså den, som ifølge ham findes i besiddelse af over 10.000 meget stærke børnepornografiske billeder, som ovenikøbet påstås at være optaget ganske få uger tidligere), slipper med bødestraf for deres forseelse (bemærk: vi snakker om besiddelse af et billede, altså en samling bytes på en diskette). Nu skal det indledningsvis pointeres, at den lovtekst, Preben Andersen hentyder til, slet ikke beskæftiger sig med pædofile, endsige opdeler dem i "typer". Men når Preben Andersen hævder, at de mange billeder skulle være optaget kort før, de er blevet fundet hos en internetbruger, så er det vel for at insinuere, at hyppigheden af de påståede seksuelle misbrug og optagelserne heraf hænger sammen med den påståede "afsætning" af billederne via Internet. Hvilket naturligvis er noget vås: En hypotetisk person, som sender billeder eller andet her på Nettet, har hverken mulighed for at vide, hvor mange, der downloader de pågældende billeder, eller for at få betaling for dem. Den pågældende person vil endog ikke have nogen anelse om, hvorvidt nogen overhovedet har kigget på de billeder, han/hun har postet på Internettet. Præcist som Monika Krog Meyer ikke kan vide, hvor mange der lytter til hendes udsendelse i et givent øjeblik.

Vigtigst er det imidlertid, at diskussionen om "lovgiverens intentioner" er en tom diskussion. I forbindelse med den nuværende gældende lovgivning vedr. besiddelse af børnepornografi havde lovgiveren nemlig, i det store og det hele, ingen anden intention med loven end at tilfredsstille udlandets, småbladenes og visse tårefremkaldende associationers krav om "at gøre noget". Der fandtes (og findes) intet videnskabeligt belæg, som understøttede lovens formål, nemlig at loven skulle beskytte børn mod seksuelt misbrug. Og det skal tilføjes, at man allerede i forbindelse med det første lovforslag havde hørt skrækkelige historier (identiske med dem, som det nu er Preben Andersens tur til at fortælle, og dengang sat i omløb af Preben Andersens daværende kollega, Rejseholdets Arne Siezing) om groft misbrug af danske småbørn: De kan bl.a. læses i Folketingets allerførste beslutningsforslag om forbud mod besiddelse af børnepornografi fra 1995. Historier, som naturligvis aldrig er blevet dokumenteret; selv det største og mest reklamerede forsøg fra TV2 i denne henseende, skandaleudsendelsen "Pornografiens Børn" fra 1994, endte med TV- stationens indtil dato pinligste fadæse.

Derfor må man trods alt give Preben Andersen ret i, at den nuværende lov mod besiddelse af børnepornografi er "forældet". Den har nemlig været det hele tiden, eftersom den blev vedtaget ikke blot uden rimelig grund, men også til trods for, at samtlige eksperter (sexologer, kriminologer og selveste Rigsadvokaten) udtalte sig skeptisk imod den, og nogle endda fremhævede, at dens ulemper ville overskygge fordelene. Dette skete ved en høring i tilstedeværelse af Folketingets Retsudvalg i 1994; en høring, som to repræsentanter af vores forening deltog i. Interesserede kan kontakte Pædofilgruppen og rekvirere vores blad Ny Sexualpolitik, nr. 4/94, som indeholder en lang artikel om netop vore erfaringer i forbindelse med ovennævnte høring.

Følgende uddrag stammer fra en artikel trykt i tidsskriftet "Lov og Ret", november 1997. Tak til Leif Blædel, fordi vi fik lov til at gengive afsnittet nedenfor.

DR TVs ryggesløshed

af Leif Blædel

[artiklen starter med at omhandle et andet emne, hvilket udelades her]

Næste eksempel: i september bragte DR-TV en reportage fra Nepal, Daddys Drenge. Den handlede om seksuel udnyttelse af gadebørn, og danskeren Lukas Kræfting - som pt. afsoner en nepalesisk straf for valutasmugling - blev beskyldt for at sætte udnyttelsen i system, for at være en af "de mest udspekulerede" misbrugere, og det blev sagt, at han i sit hus "skal have misbrugt snesevis af drenge, der var i hans varetægt". Også en britisk biolog blev anklaget.

Udsendelsen var fuld af selvmodsigelser. Det blev sagt, at der ikke i Nepal findes nogen lov, som forbyder sex med små drenge - men det hed også at "Kræfting endnu ikke er dømt for misbruget af børnene", og at der havde været rejst sag mod biologen for misbrug, men at den var opgivet. Det blev sagt, at Kræfting truede børnene på livet, hvis de gik fra hans hus, men en dreng fortalte som en selvfølgelighed, at han gik sin vej, fordi Kræfting ville have ham til noget, som han ikke brød sig om.

Lad os lige stoppe et øjeblik. Som TV-kritiker er det mig uvedkommende, hvad Kræfting og englænderen muligvis har gjort og ikke har gjort - men jeg er ikke ligeglad med, at DR-TV etablerer sig som standret og gabestok. Jeg ved ikke, om TV-ledelsen finder det i orden, at folk tilsvines i udsendelserne, bare de er tusinder af kilometer væk?

Endnu mere udtalt end de direkte selvmodsigelser var en del modsigelse mellem speakerkommentareren og det, man faktisk så til livet i Kræftings og britens børnehjem. Og tilrettelæggerens interview-"beviser" med nogle drenge var fup - børnenes forklaring lugtede langt væk, at de var aftalt, målgruppen et dansk publikum var også tydelig - som da en smilende dreng svarede: "Når jeg tænker på, hvad jeg var med til, får jeg det meget dårligt".

Efter reportagen interviewede den blankt uvidende mikrofonholder Kurt Strand psykologerne Kirsten Mosegaard og Marianne Gram om pædofili. Jeg regner ikke med en dag at havne på en anklagebænk, men skulle det ske, håber jeg inderligt, uanset grunden, ikke at blive sendt til undersøgelse hos sådanne et par mostre. De var iført en rustning af fordomsfuldhed, mangel på indlevelsesevne, uvidenhed og bredbaget selvtilfredshed. Den ene påstod, at det ofte er trangen til vold og magt-udøvelse, der driver pædofile (prøv at læse sexologen prof. Hertoft), den anden bekræftede, at der er "millioner af gadebørn verden over, som hvert år misbruges seksuelt" (overvej, hvor mange gadebørn, der må eksistere, hvis de er dem, som misbruges seksuelt, udgør millioner, og hvor mange misbrugere det i øvrigt vil kræve) og de nærede ingen tvivl om, at små børn taler sandhed om seksuelle emner (den store flok hollandske børn, som blev voldtaget af klovner i flyvende tallerkener, er en god illustration).

Et ryggesløst program anbefalet af sådan et par damer!

[...]

Åbent brev til TV2 og Nordisk Film

Hvis man ved hjælp af et skjult kamera optager andre på et offentligt sted som en svømmehal, og derefter beholder optagelsen til eget brug, risikerer man fængselsstraf for blufærdighedskrænkelse. Men hvis man ved hjælp af et skjult kamera optager andre i deres eget private hjem og bagefter sender optagelsen ud til hele landet på en landsdækkende TV-kanal, er det tilsyneladende i orden. Dét er der dom for. Dét er åbenbart vilkårene i vort frie land.
Her følger Pædofilgruppens brev til Nordisk Film i kølvandet på den 117. skandale-udsendelse. (Læs i øvrigt denne boganmeldelse af Jacob Billings bog: Mænd i Mørket).

17. januar 2001

NORDISK FILM/TV
Att. Henrik Grunnet
Mosedalsvej 14
2500 Valby

(Kopi til Red Barnet m.fl.)


Vedr. programmet: 'De pædofile danskere'

I forlængelse af vores samtale forleden skal jeg på foreningens vegne anføre følgende:

Af mediernes omtale og selve programmet, og af et nyligt udarbejdet projekt af 3 journalist-studerende ved RUC, fremgår det at årsagen til at I infiltrerede Foreningen Pædofilgruppen med skjult kamera var at I ikke kunne få os i tale på anden måde: "Da Henrik Grunnet ikke kunne få de pædofile i tale, besluttede redaktionen at udstyre Jacob Billing med skjult kamera..." (Halbæk, Nordmann og Høyer Thielst: 'Etik under pres - presseetik', side 7, Journalistik, modul 1, Roskilde Universitetscenter, efterår 2000).

Oplysningen er interessant, set i lyset af de faktiske omstændigheder: I retter første gang henvendelse til foreningen med brev af 22 juni 2000 - for at bede om lov til at lave optagelser fra vores møder. I får afslag. Nu har foreningen faktisk talrige gange medvirket i TV- og radioudsendelser - lige siden foreningens start i midten af 80'erne. På få undtagelser nær har vi oplevet, at det ikke var hensigten at lave hæderlig journalistik, men blot at skabe sensation og bekræfte fordomme. Dette intuitive indtryk - belært af nylig erfaring - fik vi også af jeres oplæg, og mistanken er rigeligt blevet bekræftet af den efterfølgende udvikling. I havde valgt kun at afsløre "det mest afskyelige" fra råbåndene (dit eget mildest talt alt andet end neutrale udtryk fra et radiointerview, eftersom der hverken var tale om vold eller tvang i forbindelse med de omhandlede indslag).

Det interessante er imidlertid at det klart er fremgået af fogedretssagen og af TV-programmet, at I allerede havde optaget med skjult kamera, lang tid før jeres henvendelse til os, første gang i hvert fald senest 9. februar 2000, idet der er optagelser fra Medborgerhuset i Ahlefeldtsgade, hvor vi sidste gang holdt møde netop denne dato. Vi har derfor med føje følt os ført bag lyset - i mere end én forstand. I brev af 20. oktober 2000 - afleveret en fredag aften, så tilpas sent at I ikke forventede at vi kunne nå at reagere med en frist på 3 dage - skriver du: "Da det ikke var muligt at overvære møderne...har vi fundet det nødvendigt at optage med skjult kamera." Altså en lodret fordrejning og manipulation af det faktiske hændelsesforløb. Og så meget mere lumpent som at I på dette tidspunkt i mere end en måned havde haft den sidste optagelse med skjult kamera "i kassen" og forholdt os denne oplysning - lige til sidste øjeblik - for at stille os over for et "fait accompli".

Det er en manipulation, der ligger meget godt i tråd med den måde, I har tilrettelagt og redigeret programmet på.

At I får en "hæderspris" af Red Barnet for at "have sat fokus på problemet pædofili", er naturligvis en ren farce, al den stund at der, ud fra jeres egen snævre synsvinkel, har været sat fokus på netop dette emne i et omfang der har karakter af heksejagt i 10 -15 år. Det, der derimod mangler, er mere nuancerede programmer. Der var et enkelt for et par år siden i programmet "Herreværelset" på P 1. Men ellers er der langt imellem oaserne. Og jeg håber og tror at Red Barnet efterhånden har fået røde ører, efter den megen kritik, der også fra andre dele af medierne og af presseeksperter har været rettet mod jeres program.

At foreningen er en "tom skal", som anført af Billing i omtalte projekt side 10, er ikke blot en grov insinuation, der ville have været injurierende, hvis den var rettet mod en enkelt person. Det er også det rene vrøvl - ligesom den tautologiske eftersætning: "De pædofile er i et omfang foreningen som privatpersoner. Var de der ikke, eksisterede foreningen jo heller ikke." (???!!!).

Det essentielle punkt er naturligvis, hvad der åbenbart ikke er gået op for Billing og Co., at det er lovligt at arbejde for en ændring af gældende normer, holdninger og lovgivning. Så det er ikke noget paradoks, som anført af Billing samme steds - der er ikke nogen modsætninger i at have en forening med det formål at rådgive pædofile - ud fra gældende lov, og samtidig have en intention om at ændre, i første omgang folks holdninger og måske på længere sigt også lovgivningen. Kan det være så svært at forstå? Men i følge hans - og desværre mange andres terminologi - kan der pr. definition jo kun være tale om "overgreb" og "misbrug". Læs dog noget videnskabelig litteratur, før man gør sig til selvbestaltet ekspert og moralvogter!

Pædofilgruppen har gennem 17 år rettet utallige skriftlige og mundtlige henvendelser til relevante myndigheder og personer, vi har med få resurser regelmæssigt udsendt et medlemsblad og redigeret en af mange beundret hjemmeside på Internettet. Vi har givet kvalificeret anonym rådgivning for de mange desperate pædofile, der ikke har andre muligheder. Vi har blandet os i samfundsdebatten, så vidt det har været muligt overhovedet at få optaget indlæg, der ikke huer Maren i Kæret. Vi har udsendt presseudtalelser og stillet op til interviews og møder - og adskillige gange blevet røvrendt. Det kan godt være, vi det sidste års tid har ligget noget underdrejet, bl.a. på grund af KUC' s ulovlige udsmidning af foreningen - og nu hele to TV-kanalers infiltration med skjult kamera, tilsyneladende på samme tid - forhåbentlig har de filmet hinanden på tværs hen over bordet! Men at påstå at foreningen er en "tom skal" som skalkeskjul for organisering af ulovlige aktiviteter, er en uhyrlighed, der ikke kan tages nok afstand fra.

Billing tillader sig ikke desto mindre i en udsendelse i Københavns Radio, samme dag den famøse TV-udsendelse blev bragt - vi har det på bånd - at påstå at det var foreningen, der havde organiseret hans rejse til Indien. Til trods for at det handlede om en helt privat kontakt til et medlem, der først var indmeldt marts 2000, og som baserede sine erfaringer på egne oplevelser flere år tidligere. Længe leve den "dokumenterende" journalistik!

På Pædofilgruppens vegne
E.B.

Et brev, vi har modtaget...

Følgende e-mail, som vi modtog i august 1997 fra en dame i USA, eftertrykkes her med tilladelse fra afsenderen.

Kære venner,

Jeg har lige fundet homepagen på Internet angående jeres forening og vil gerne takke jer, fordi I gør oplysningerne om pædofili tilgængelige for offentligheden. Det er en uundværlig offentlig service. Jeg har lært en del om min egen snerperhed over for pædofile. Dette er vigtigt, fordi jeg har megen kontakt med en onkel, som har været pædofil gennem hele sit liv. Som ung mand blev han arresteret for sex med drenge og blev tvunget til at undergå omfattende psykiatrisk behandling. Det var en stor skandale for vores meget religiøse familie, så min onkel flyttede til en anden stat og isolerede sig selv fra resten af familien. Jeg er den eneste, som han kommunikerer med, fordi jeg har en liberal synsvinkel og hverken går ind for eller foragter hans opførsel, men blot prøver at forstå den. Vi taler ikke om det, vi taler bare uden om det.

Som heteroseksuel fandt jeg hele tanken om voksne, der indlader sig seksuelt med børn, afskyelig og syg. Det er en forestilling, som jeg har svært ved at få til at stemme med min onkel, som er et flinkt og elskværdigt menneske, der ikke vil gøre nogen fortræd. Jeres information var meget belærende, således som indlægget på Internet fra Aristos Bouius i Holland. Han siger lignende ting om emnet. Jeg begynder at indse, at snerperhed i enhver form stadig er snerperhed, og at meget af den frygt, vi har omkring pædofile, kommer fra uvidenhed og hysteri. Jeg sætter virkelig pris på de få stemmer, som fremlægger en mere rationel indfaldsvinkel.

Tak igen og bliv ved med jeres gode arbejde!

Mary G. fra New Orleans, Louisiana

Et værdifuldt vidnesbyrd...

Nedenstående læserbrev, som vi  har modtaget fra vores italienske redaktion, blev trykt i det ugentlige fredagstillæg til det italienske landsdækkende dagblad "La Repubblica" den 26. september 1997.

Betragtninger vedr. pædofili

Da jeg var dreng, 11 eller 12 år gammel, var jeg meget nysgerrig omkring sex. Jeg var især interesseret i modne mænd. Jeg færdedes en del ved kirken og fik indtryk af, at præsten, som ikke omgav sig kvinder, kunne blive forført. Jeg forsøgte med alle mulige kneb indtil det lykkedes. Det blev til rigtig sex, men alligevel blidt og fuld af gensidighed. Jeg kunne li' det og gjorde det igen med en ven af familien et par år senere. Måske skulle de ikke have gjort det, som 51-årig ville jeg nok ikke gøre det i dag. Og alligevel, ved læsning af alle disse episoder i aviserne, genoplever jeg de øjeblikke og finder det vigtigt at levere mit vidnesbyrd.

Jeg blev dus med sex på denne måde - ved at gøre det med modne mænd. Da jeg så voksede op og så den samme modne krop i mig selv, som jeg dengang ønskede, følte jeg ikke længere behov for at lede efter den. Jeg begyndte derimod at nyde ved at se den krop ønsket af personer i min alder og af det andet køn. Jeg har aldrig haft seksuelle problemer i mit liv. Jeg har aldrig følt mig deprimeret, selv om jeg ikke gjorde det i længere perioder. Jeg har altid fået at vide, at jeg på det seksuelle område er i stand til at være meget blid. Jeg kender ikke til vold og aggressivitet. Jeg er gift og har børn. Hermed vil jeg ikke undskylde nogen, men måske kan mit vidnesbyrd være til hjælp for de familier eller de børn, der har oplevet lignende situationer og er bekymrede for fremtiden. Jeg synes, at vi skal prøve at tildele sex en ny plads i vores værdiskala: altid som en meget smuk leg, som i det rette øjeblik kan blive til et pragtfuldt kærlighedsredskab.

(Navn og adresse er redaktionen bekendt)

BUPL bandlyser ytringsfrihed

- Løgne kan spredes bedst ved at lukke munden på sandheden -

Pædagogernes fagforening, BUPL, vedtog på en kongres i december 2000 med mere end to tredjedeles flertal en ændring af foreningens regler. Ændringen blev foreslået af foreningens forretningsudvalg og bestod i, at det fremover skal kunne medføre eksklusion af foreningen, hvis et medlem har begået en strafbar handling over for børn - eller hvis medlemmet "offentligt udtaler sig til støtte for sådanne handlinger" (citeret efter Berlingske Tidende, 12.12.00). Dermed er det ikke tilladt for foreningens medlemmer at udtale sig til fordel for bl.a. seksuelle kontakter mellem personer over 15 år og personer under denne aldersgrænse.

Foreningens formand, Bente Sorgenfrey, siger til avisen: "Vi har brug for, at der er en høj troværdighed i forhold til det pædagogiske arbejde, og det er simpelt hen for skadeligt for os som organisation at have medlemmer, der har sådanne synspunkter. [...] Man vil vurdere fra A-kassen, om de står til rådighed for det pædagogiske arbejdsmarked. Hvis man har udtalt sig til støtte for, at pædofili ikke skader børn, så tror jeg ikke, der er mange arbejdspladser inden for vores område, som vil ansætte vedkommende."

Der er ingen grund til at bruge ret mange ord på noget, der kommenterer sig selv, hvorfor Pædofilgruppen vil nøjes med at omtale ovenstående. Interesserede henvises i øvrigt til en lang række artikler, der omhandlede pædofili på en ikke- paranoid måde i BUPL's eget fagblad: "Man gør ikke et barn fortræd" samt "Myten om børnelokkeren"  (Børn og Unge, 20. august 1992).

indeks