- tør, hvor Ekstra Bladet tier -

D.P.A. Gruppe 04
Postboks 51
6000 Kolding

LÆS FØRST HER: Hvorfor er Pædofilgruppens hjemmeside online igen?

Vi har modtaget følgende indlæg - og trykker det med tak. Vi gør opmærksom på, at Pædofilgruppen i princippet ikke har noget imod Red Barnet som sådan. Det, vi er imod, er den populistiske drejning, som har kendetegnet Red Barnet og andre såkaldte børneorganisationen i de senere år - ikke mindst med hensyn til de pædofile og især når det drejer sig om at score kassen.

RED BØRNENE FRA "RED BARNET" ("$AVE THE CHILDREN")!

For efterhånden lang tid siden skrev jeg som privatperson et brev til den daværende generalsekretær for organisationen Red Barnet, Bjarne Christensen. Jeg var da ret overbevist om ikke at modtage noget svar, og den spådom viste sig at holde stik. Til gengæld noterede jeg til min forundring at Red Barnet ganske kort tid efter søgte en ny generalsekretær. Bjarne Christensen havde vist ellers ikke beklædt posten ret længe. Måske havde indlægget så alligevel haft en effekt! Faktisk havde jeg selv lyst til at søge stillingen, men jeg opgav alligevel, da odds var imod mig. Men her er brevet:

I morges, 6. februar 1998, så jeg Dem i Morgen-TV i et indslag angående bekæmpelsen af børnepornografi på Internettet.

Det slog mig så indforstået og indiskutabelt dette emne - igen - blev behandlet. Ingen kritiske spørgsmål, om det nu var indsatsen og ulejligheden værd, om det nu også var al børneporno der var skadelig, og om ikke tilstedeværelsen af denne adgang kunne sikre mod overgreb på børn.

I stedet fremstod Red Barnet som den store børneelsker, der har nærmest patent på at varetage børnenes tarv, mens "misbrugerne" er de store skurke.

Nu er verden heldigvis ikke så enkel, men jeg kan få myrekryb over den helt forenklede virkelighed, som altid beskrives, når det gælder børnepornografi og sexmisbrug af børn, og hvor det altid implicit antages at al børnesex er skadeligt for børn. Og den tanke falder mig ofte ind: Hvis man er så optaget af børnenes tarv, hvorfor spørger man dem så aldrig selv? Det er altid den voksnes indforståede opfattelse af, hvad der er bedst for børnene, der udtrykkes. Realiteten er imidlertid, at skadevirkningerne ofte er langt større ved omgivelsernes negative reaktioner end ved selve forholdet. Det er ikke bare noget jeg postulerer, det bekræftets af veldokumenterede undersøgelser på store materialer (læs f.eks. Preben Hertoft og Hans Hessellund).

Man har indtryk af at store dele af befolkningen ligger under for en masse-suggestion, som giver uhyggelige mindelser om fortiden, hvor ingen tør stille spørgsmål, og hvis man gør bliver man straks, om ikke lynchet, så alvorligt mistænkeliggjort for sine motiver.

For flere år siden så jeg ved enkelte lejligheder film med såkaldt børneporno. Det var halvstore drenge, ca. 12-15 år, som muntrede sig med hinanden - på alle måder. Det så absolut ikke ud som om de blev "misbrugt" eller "udnyttet". Tværtimod morede de sig helt øjensynligt. Jeg siger selvfølgelig ikke at der ikke kan forekomme egentlig udnyttelse og misbrug, men jeg mener virkelig der er behov for at skelne mellem begreberne, hvad der jo så helt åbenbart aldrig bliver af andre end fagfolk som sexologer og kriminologer.

Hvis man, som jeg ofte har gjort, stiller specielt "korsfarerne" imod børnesex og børneporno det simple spørgsmål: "Jamen, hvem siger at mange af børnene ikke kan lide det?", så ser de på én som om man ikke var rigtig klog. Noget kvalificeret svar får man i hvert fald ikke. Der er virkelig tale om et så indgroet tabu, at det stilles der ikke engang spørgsmål ved. Hvis man overhovedet får noget svar - hvad man sjældent gør, enten knaldes røret på, eller også besvares brevet ikke - bliver det altid en kliche, typisk: "Børn kan jo ikke overskue konsekvenserne". Spørger man igen forsigtigt: "Hvad er da konsekvenserne - og kan du overskue dem?", så kan man være sikker på at der er lukket for al videre kommunikation. Og det er jo ikke særligt frugtbart for nogen af parterne.

Nu er de fleste pædofile, som "udnytter" børn faktisk også en slags mennesker, selv om man ikke skulle tro det, når man hører den offentlige debat. Men uanset hvad man måtte mene om pædofile, så er der i hvert fald en række faktuelle forhold som ikke mindst en organisation som Red Barnet bør tage hensyn til - hvis den faktisk vil fremstå som børnenes ven. En helt uproportioneret hetz imod pædofile gavner i hvert fald ikke børnene. Ikke mindst er den kampagne Red Barnet retter mod sexturisme i den tredje verden helt ude af trit med realiteterne:

For det første bør I gøre jer klart, at formentlig 99 % af det "misbrug", der sker af børn i den tredje verden, begås af lokalbefolkningen, hos hvem der altid har været et helt andet syn på seksuelle relationer mellem børn og voksne end i de vestlige lande. Det er jo også derfor at turisterne drages. Og turisterne er vel at mærke ikke overvejende pædofile, men meget ofte almindelige heteroseksuelle, der gerne vil prøve noget "ungt kød". Det kan ikke være meningen, at vi fra Vesten skal komme med moralske pegefingre og fortælle dem at de skal lave om på en kultur som ud fra deres synspunkt kan være lige så god og rigtig som vores. Men det er faktisk det der sker. Problemerne med børnesex har aldrig eksisteret i disse lande før Vesten begyndte at blande sig - og før der netop som følge af det vestlige hykleri begyndte at opstå en egentlig kommercialisering af børnesex.

For det andet, man kan måske nok bekæmpe børneprostitutionen i et område, som særligt sættes i fokus, men så vil den lynhurtigt opstå et helt andet sted. Man kan altså ikke bekæmpe sexdriften, så lidt som jernbanedriften.

For det tredje, hvad vil I stille op med de børn som frelses fra børneprostitution? Har I nogle hjælpeprogrammer klar, som kan træde i stedet med et godt alternativ? Vel har I ej, for det vil være en helt uoverkommelig opgave, som i hvert fald vil tage årtier. Alligevel er I fuldstændig fokuseret på at få bremset sexturismen her og nu - med alle midler, forstår jeg, og hvad sker så? Der sker det at børnene og deres familier kastes ud i endnu større fattigdom og elendighed end før, men hvad gør man ikke for sædeligheden!

I burde meget hellere bekymre jer om de horrible forhold, børn lever under, fattigdom og farligt, umenneskeligt og uhumsk børnearbejde. Så vil prostitutionen som indtægtskilde af sig selv glide i baggrunden. Men som første skridt blot at forbyde prostitution kaster børnene fra asken og i ilden. Men puritanerne vil tilsyneladende hellere have at børnene ernærer sig ved tiggeri og umenneskeligt arbejde, end ved prostitution?

E. B.

DE HAR JO IKKE NOGET PÅ!...

Som det vil være bekendt har sommerens store emne i medierne været den skrækkelige børneporno der huserer på Internettet. Man får indtrykket af at der produceres og distribueres børneporno i Danmark som aldrig før. Foreningen Pædofilgruppen har i den anledning udsendt en pressemeddelelse, hvori det  bl.a. pointeres at vi som alle andre tager afstand fra vold og tvang, men samtidig påpeger at dette forekommer sjældent.

Ironisk nok fremstilles Internettet som den store kilde til og katalysator for en kommerciel produktion af børneporno, hvorfor politiet også vil have skærpet strafferammen for distributionen af børneporno for på den måde at få adgang til internetadresser, der kan alsløre bagmændene. Nu forholder det sig jo snarere omvendt, at med adgangen til udveksling af billeder på Internettet forsvinder behovet for at købe billeder. Og risikoen for at blive afsløret som forhandler er nærliggende. De der eventuelt distribuerer nyt eller gammelt materiale er nødt til at gøre det anonymt, og så hjælper ingen højere strafferamme.

Nu skal debatten heller ikke ses som et seriøst forsøg på at komme et stort problem til livs. Den kan kun opfattes som endnu et udslag af samfundets fobi mod pædofile, som igen gøres til de store skurke og prügelknaben i medierne. Egentlig er det trivielt og vi er da også blevet hårdhudede med årene. Hvad der måske er mere interessant er de argumenter der gang på gang affyres mod pædofile i en sådan debat. Som udslag af vores pressemeddelelse fik vi straks den danske verdenspresse (Ekstra Bladet) og flere elektroniske medier på nakken. De indvendinger man generelt møder er så monotone, stereotype og ynkelige at man skulle tro at alle danskere var blevet hjernevasket med dem et helt år i børnehaveklassen, hvorefter at alle med IQ under 100 automatisk hev dem frem ved enhver given lejlighed. Vi kender alle den med at "børnene ikke kan overskue konsekvenserne", de kan ikke "sige fra" og de skal "beskyttes mod overgreb og misbrug".

Hvis man forsigtigt forsøger at spørge: "Hvad er da konsekvenserne og kan du overskue dem?" kan man være sikker på at al kommunikation er udelukket. Man når aldrig frem til det ultimative sværdhug: "Der er ikke andre konsekvenser end dem du selv og samfundet ønsker at skabe, nemlig de der følger af fordømmelse og afstandtagen. Det skaber angst og skyldfølelser hos barnet.". Barnets største bekymring er ikke det der er sket, men angsten for afsløring. Rammende udtrykt af drengen der sagde til den pædofile: "Du kan vove på at sige det til nogen!" (efter at have udbrudt at det var "herre lækkert" at blive onduleret efter Monica Lewinsky-metoden).

Noget svar får man heller ikke når man spørger, hvad det egentlig er børnene bør beskyttes imod: de pædofile, eller samfundets fordømmelse, og om det ikke snarere er folks egne fordomme, de ønsker at beskytte, end børnenes vel? Det er selvfølgelig heller ikke pænt sagt, men når man kan tilføje, om de tror at børnene er masochister, når disse gang på gang kommer for at lade sig misbruge, så bliver man ganske vist ikke populær; men man behøver ikke have dårlig samvittighed fordi man ikke får flere indvendinger den dag. Og det er jo tankevækkende at folk ikke anerkender børns ret til selv at vælge, hvem de vil være hos, når de faktisk har reelle valgmuligheder.

Det er ubegribeligt at nogenlunde begavede folk ikke kan forstå at 200 års opdragelse til seksualforskrækkelse har sat sine spor, og ser bort fra at puritanismen få årtier tilbage beherskede seksualiteten på alle felter. Det er dog en tanke værd, hvorfor man fortsat er så forskrækket når det gælder børneseksualiteten. Specielt når man anlægger en historisk og antropologisk synsvinkel, der ser ud over vores egen snævre horisont. Vi behøver blot at nævne antikkens Grækenland. For 35 år siden mente man at der var tale om misbrug og forførelse, når det drejede sig om "drenge" helt op til 21 år. Hvornår er børn børn - når de er 12, 15, 18 eller 21 år? Der skete jo ingen national katastrofe, da man sænkede den seksuelle lavalder til først 18 og siden 15 år. Og det vil der selvfølgelig heller ikke gøre, selv om man sænkede den til 12. Det var den faktisk før 1930 for heteroseksuelle forhold. Der er paragraffer nok der alligevel beskytter imod overgreb.

Vi der, ganske vist før det blev forbudt at besidde børneporno, har set at børnene ikke lider og ikke tvinges - nu lukker vi, i modsætning til politiet, pænt øjnene hvis et billede af et nøgent barn uforvarende skulle dukke op - vi ved at det er løgn når det hævdes at alle børn på billederne misbruges.

Man sporer en vis fortørnethed over at pædofile overhovedet tillader sig at tage til genmæle mod mediehetzen. Vi skal bare sige undskyld og se brødebetyngede ud. Men hertil er kun at svare: Det er ikke os der har åbnet ballet (og slet ikke balderne). Med traurige bedemandsminer fremstår et antal noble jakkesæt på TV-skærmen og messer deres ensformige budskab om sædernes forfald. Nogle har endog ikke set det de udtaler sig om. Alligevel følte et eller andet forstyrret væsen fra Tele Danmark sig kaldet til - uden at nogen brød sig om at høre hans mening - at proklamere at han "godt kunne sætte sig ind i hvad det var for noget svineri der foregik". Tænk hvilken fantasi! Heldigvis strækker vores fantasi sig ikke til at fremkalde billedet af telemanden, kopulerende med telemandinden, men at det hører hjemme i afdelingen for griseri, derom nærer vi ingen tvivl.

Ekstra Bladet er et kapitel for sig i den endeløse føljeton om børneporno. E.B. selekterer et par afsnit fra Pædofilgruppens presseudtalelse - som i sig selv er meningsfulde nok - og placerer dem i en sammenhæng der gør dem meningsløse. Når vi så forsøger at få bragt en fair gengivelse af vores udtalelse går E.B. i sort. Som en anden mimose tåler bladet ikke selv den kritik, det er så flittig til at give andre. Chefredaktør Bent Falbert mener vi skal være beærede, og at det er (op)rejsning i sig selv, fordi vi overhovedet bliver citeret med to sætninger i Danmarks erigerede sexorgan par excellence. Så skal vi ikke være så nøjeregnende med i hvilken sammenhæng sætningerne indgår. Vi kan forestille os noget mere ophidsende end at blive sexmisbrugt af Bent Falbert.

Sommerens jagt på pædofile spøgelser er som svenskernes jagt på sovjetiske u-både i den kolde krigs tid: Kan man ingen finde, må man opfinde nogle. Havde det ikke lige været for emnets karakter, kunne vi også associere til Kejserens Nye Klæder. Men det ville nok være upassende. Vi skal heller ikke sige et ondt ord om nogle af farcens uheldige aktører - fra Red Barnet til Bent Falbert. Men vi gør det alligevel. Vi må trøste os med at vi er et luksusproblem, man aldrig ville ofre en linie på i lande med krig og hungersnød. For mange pædofile føles det imidlertid næsten som at være ofre for både krig og hungersnød.

Vi har modtaget følgende indlæg - og trykker det med tak. Vi gør opmærksom på, at Pædofilgruppen i princippet ikke har noget imod Red Barnet som sådan. Det, vi er imod, er den populistiske drejning, som har kendetegnet Red Barnet og andre såkaldte børneorganisationer i de senere år - ikke mindst med hensyn til de pædofile og især når det drejer sig om at score kassen.

FR. MIMIS FORNEMMELSE FOR SLUDDER

- Red Barnets troværdighed under nulpunktet

Organisationen Red Barnet har med vanlig smagløshed forsøgt at slå plat på tragedier og endnu engang ført sig frem i agurketiden, denne gang med et forslag om at forbyde "de pædofiles foreninger". Red Barnet har en sjælden og klodset evne til at konvertere væsentlige spørgsmål til farceagtige mediestunts, som tager fokus helt bort fra de virkelige problemer og fremstiller alle pædofile som rene uhyrer.

Denne gang er det de i medierne meget omtalte to tragiske pigemord inden for kort tid, der får Red Barnet til at vejre morgenluft for deres forskruede holdninger til pædofili. Med en meget alternativ sans for logik slutter de to drivende kræfter i Red Barnets heksejagt mod pædofile, Vernon Jones og Kuno Sørensen, at når der bliver begået afskyelige mord på uskyldige børn, så har "de pædofiles foreninger" en del af ansvaret, fordi de nærmest er udklækningsreder for børnemordere! Sådan må man tolke det, når "pædofiles foreningers" eksistens overhovedet kædes sammen med disse afskyelige handlinger. (Ikke for ingenting tør Jones og Sørensen ikke engang nævne Pædofilgruppen ved navn, for mig bekendt findes der kun én pædofilforening, der i øvrigt aldrig har huset én eneste barnemorder).

Al erfaring viser, at undertrykkelse af folks seksualitet ikke fører til færre forbrydelser, tværtimod. At kunne samles i en forening omkring ethvert emne er naturligvis en legitim, grundlovssikret ret, så længe der i foreningssammenhæng ikke begås ulovligheder eller opfordres til at begå ulovligheder. Derimod er det til enhver tid lovligt at arbejde for en ændring af gældende love og holdninger. Det er så elementært, at selv Red Barnets to korsfarere burde kunne fatte det. Men det kan de ikke! Er man pædofil og organiseret i pædofile foreninger, arbejder man naturligvis i virkeligheden med det formål at tilskynde til vold og mord på børn, og måske bliver man endda trænet i hvordan man nemmest slipper godt om ved det! Hvorfor da ikke forbyde "Foreningen til håndarbejdets fremme"? Er det ikke også bare en dækorganisation for fordægtige formål? Fordommene og uvidenheden, og ikke mindst dumheden, er afgrundsdyb i Red Barnet. Eller måske det snarest er en kynisk og opportunistisk spekulation i folks fordomme og uvidenhed.

Retshistorien er fuld af eksempler på psykopatiske mordere, herunder massemordere, der hovedsageligt går efter voksne kvinder og unge piger, men selvfølgelig også efter alle andre grupper, som børn og gamle. Og ikke mindst i det puritanske England, som jo også er Vernon Jones fædreland. Der er imidlertid ingen indikationer for, at der blandt pædofile skulle være forholdsvis flere med "mord- eller voldsgener" - disse sager får blot mere medieomtale end andre former for mord og vold. Der skal bizarre omstændigheder til, før kvindemord uden for landets grænser overhovedet omtales i danske medier. For en del år siden kunne i en lille notits læses om en finsk mand, der havde myrdet og parteret en kvinde og stegt og spist hendes bryster. Men finner stikker jo også med knive, det ved alle!

Men i Red Barnets forestillingsverden er man som pædofil også potentiel barnemorder fordi enkelte børn bliver myrdet af påståede pædofile. En form for logik, der er lige så indlysende som, at heteroseksuelle mænd er potentielle kvindemordere fordi få kvinder bliver myrdet af heteroseksuelle mænd. Ja, "en sten kan ikke flyve, morlille kan ikke flyve, ergo er morlille en sten". Det er på det plan og med den lødighed, Red Barnet argumenterer.

Man bliver selvfølgelig ikke pædofil, endsige barnemorder, af at være med i en pædofil forening, ligesom man ikke bliver pædofil eller morder af at se på billeder af børn i forførende attituder, hvilket også er blevet en af Red Barnets tvangstanker. Det forholder sig omvendt: At have mulighed for at stifte sociale kontakter med ligestillede og for at sublimere sin seksualitet gennem en eller anden form for erstatningsoplevelse, kan lette presset for mange og gøre dem mere socialt ansvarlige (se fx. Paraphilias and Therapy). Virkelige psykopater kan man aldrig gardere sig 100 % imod, men de vil næppe søge optagelse i noget fællesskab, da de ingen interesse har heri. De handler på egen hånd, og er i situationen hæmningsløse. For de skal naturligvis ikke undskyldes på nogen måde. Men Red Barnet snarere tilskynder til, end forebygger den slags ekstreme handlinger.

Pædofile ved som regel, måske altid, fra den tidlige pubertet, hvilke tilbøjeligheder de har, og det lang tid før de har set et eneste frækt billede på Internettet, og uden at de selv er blevet forført eller misbrugt eller har været ude for omsorgssvigt, som er blandt de mest traditionelle uforklarede psykologforklaringer på pædofili. Sådan forholder det sig faktisk, uanset hvad Kuno Sørensen og Co. går og tror. Af samme grund har pædofile lige så lidt interesse i eller udbytte af at begå overgreb som gennemsnitsbefolkningen.

Lige så absurd er det, når man i sammenhæng med den aktuelle situation med børnemord i ramme alvor kan hævde, at den lovlige eksistens af pædofile organisationer kan tilskynde til at "unge begynder at opfatte deres interesser som i orden", som Kuno Sørensen siger. Det er ellers svært at få øje på ret mange udsagn i det offentlige mediecirkus, der giver indtryk af at pædofili er i orden! Og i alle tilfælde kan de unge ikke lave om på deres interesser, lige så lidt som nogen psykolog, uanset hvordan samfundet ser på dem. Jeg ved ikke i hvilken automat Kuno Sørensen har trukket sit psykolog-certifikat, men den mand hiver da sine meninger ud af den blå luft. (Se i øvrigt denne artikel, hvor en uafhængig psykolog påviser, at Red Barnet ud over "rod i regnskaberne" også har "rod i fagligheden").

***

Selv er jeg ofte gået kraftigt til Red Barnet, bl.a. de to herrer, og ikke mindst generalsekretær Mimi Jakobsen. Det er slående så få argumenter, de har. Jones og Sørensen synes drevet af en fanatisme, de ikke behøver at retfærdiggøre. Derfor skal pædofile bare svines til, henholdsvis ties ihjel, hvis de selv tager til genmæle. Mimi er en opportunist, der flyder med strømmen, drevet af uvidenhed. Hun lader sig trække rundt i manegen af de to klovner, fordi det er det nemmeste, og fordi de har "trendy" holdninger der sælger billetter til Red Barnet. Hun har ved flere lejligheder afsløret, omend ufrivilligt, at hun intet kendskab har til pædofili, hun har end ikke læst Hertofts sexologi! Organisationen har fået tilsendt masser af stof om pædofili og litteraturhenvisninger til meget mere. Ingen kommentarer har det afstedkommet.

End ikke et løfte om at få en på daværende tidspunkt endnu ikke udsendt pjece fra Red Barnet til gennemsyn før udgivelsen, har Mimi holdt - det var endda hendes eget tilbud, fordi hun stod magtesløs og afklædt. Men efter gentagne rykkere fik jeg omsider den færdige pjece tilsendt. Sådan bliver vi røvrendt af Red Barnet, der for tiden ellers bygger en stor del af deres eksistensberettigelse på pædofili. Pjecen var naturligvis helt forudsigelig og i øvrigt fyldt med faktuelle fejl, som var nemme at tilbagevise, hvilket jeg gjorde i en kommentar. Den eneste reaktion jeg fik var, at jeg manglede "en grundlæggende forståelse af og indlevelse i hvordan voksne krænkere kan påvirke og manipulere børn til at medvirke i handlinger der tydeligt er grænseoverskridende og krænkende for børnene".

Altså den sædvanlige dogmatiske psykologfrase, der lyder fagkyndigt og betyder ingenting, og som er en fornærmelse både mod de pædofile og børnene, og i øvrigt et emne jeg indgående havde berørt og opstillet kriterier for. Alligevel kan Jakobsen & Sørensen fælde en definitiv dom, uden nogensinde at have foretaget en personlighedsanalyse af afsenderen. Det viser, hvor totalt virkelighedsfjernt de tænker og hvor lidt respekt man har for de mennesker, børn som voksne, de ernærer sig af som sultne ådselsgribbe.

Forhåbentlig knækker Red Barnet snart halsen på deres mere og mere rabiate synspunkter, som marginaliserer dem i forhold til mere seriøse fagfolk på området. Måske der snart kan blive renset ud i den augiasstald af fordomme, der hærger medierne, når det bliver klart at Red Barnet er til grin, ikke blot for Vorherre, men også for nøgterne folk.

E.B. (august 2003)

indeks