Pædofili, videnskab og selvbedrag

- En kritik af forskningen i seksuelt "misbrug" af børn -
Tilrettelagt af Pædofilgruppen

Der er en stigende tendens til at sætte pædofile i terapi for at forhindre dem i at begå seksualforbrydelser. Terapeuterne har det svært fordi det er umuligt at ændre et menneskes pædofile orientering - eller en hvilken som helst anden seksuel orientering for den sags skyld. Hvis den pædofile har begået noget ulovligt, kan han ofte fortælle terapeuten om et barn der godt kunne lide de seksuelle aktiviteter og deltog aktivt og entusiastisk. En terapeut der ikke tror på at dette er muligt, vil ofte konkludere at den pædofile lider af vrangforestillinger. Baggrunden for denne konklusion er terapeutens tro på at hendes egen forestilling er korrekt og patientens forestilling er forkert. Dette er naturligvis en temmelig indbildsk holdning, eftersom den pædofile har førstehåndskendskab til den hændelse, der er tale om, hvorimod terapeuten kun kan have kendskab til det skete på anden hånd.

Diagnosen vrangforestilling (cognitive distortion) ses stadig oftere i den kliniske litteratur om pædofili (1). Men til terapeuternes store fortrydelse har deres undersøgelse vist at en fjerdedel af ikke-pædofile led af de samme 'vrangforestillinger' om børns seksualitet (1).

For at finde ud af hvorfor pædofile kan finde på sådanne forestillinger, er visse psykologer begyndt at analysere den litteratur, som pædofile organisationer publicerer (2), men naturligvis har de ignoreret den videnskabelige litteratur som de pædofile organisationer bygger deres påstande på. Påstanden om at visse seksuelle forhold mellem børn og voksne er positive og ikke skadelige, bygger faktisk på en så solid mængde af videnskabelig litteratur, at den ikke kan tilbagevises (3).

Mange psykologer har undret sig over hvorfor mange børn ikke klager når de er blevet seksuelt 'misbrugt'. Idet man på forhånd afviser den indlysende forklaring at visse børn rent faktisk kan lide at blive 'misbrugt', er psykologerne nødt til at antage at de pædofile mestrer nogle meget avancerede forførelsesteknikker. For at afsløre disse teknikker har en gruppe forskere analyseret hvad de mener er et enestående kildemateriale: En krænkers forførelses-brev (4). Dette brev blev fundet i lommen på en dreng, der havde haft kontakt med en pædofil mand. I deres artikel analyserer forskerne dette brev som et udspekuleret og manipulerende stykke forførelseskunst. Men brevet, som er gengivet i deres artikel, viser sig ikke at være andet end en dybt frustreret pædofils udgydelser. Efter at have læst brevet kan jeg forsikre de pågældende forskere om at det pågældende brev vil kunne skræmme enhver dreng langt væk. Hele logikken bag denne forskning bryder sammen når det viser sig, at den såkaldte krænker ikke har haft det ringeste held med sine forførelsesforsøg. Det materiale, forskerne fremlægger, viser at den pågældende 'krænker' formentlig aldrig i sit liv har haft held til at forføre et barn. Men forskerne har i den grad sexmisbrug på hjernen at de fremkommer med den hypotese at krænkerens kone også er et offer for sexmisbrug, skønt de aldrig har mødt hende og ikke har skyggen af bevis for denne påstand. I artiklen skriver de endvidere at "offeret benægtede på en ikke overbevisende måde enhver seksuel aktivitet med krænkeren". I betragtning af at forskerne tilsyneladende er besat af tanken om sexmisbrug, kan man spekulere over hvad drengen skulle have sagt for at overbevise dem om, at han ikke var blevet sexmisbrugt! Det har naturligvis intet med videnskab at gøre at skrive om seksuelt misbrug, hvor der ikke er noget; men den pågældende artikel er ikke desto mindre blevet accepteret af et videnskabeligt tidsskrift, der hedder Child Abuse & Neglect - det foretrukne tidsskrift for artikler om seksuelt misbrug af børn.

Mangelen på logik viser sig igen og igen i den videnskabelige litteratur om sexmisbrug. I et tidligt forskningsprojekt har nogle af pionererne på dette område studeret børn, som er blevet 'misbrugt' i såkaldte 'børnesex-ringe', for at dokumentere de psykologiske skader efter et sådant misbrug (5). Den over-dramatiserende sprogbrug er typisk for denne type forskning. Betegnelsen 'børnesex-ring' (child sex ring) bruges når der er mere end to personer involveret i en illegal seksuel aktivitet, for at give indtrykket af organiseret kriminalitet. Disse ringe blev kaldt 'potentielt sadistiske', skønt der ikke var noget der tydede på sadisme. Forskerne interviewede 49 drenge og 17 piger, som var blevet misbrugt i 'børnesex-ringe', og som var bragt i terapi hos dem. Ethvert psykologisk problem som disse børn kunne fremvise blev inkluderet i statistikken som symptom på sexmisbrug. Listen af symptomer var næsten altomfattende: Hvadenten børnene var 'over-religiøse' eller slet ikke religiøse, fik det seksuelle misbrug skylden. Selv symptomer der var til stede før misbruget blev inkluderet i statistikken. De samme forfattere har tidligere advaret om at de dramatiske begivenheder omkring afsløring af misbruget og politiets indgriben kan være mere skadelige end misbruget i sig selv (6). Ikke desto mindre inkluderer de symptomer som først viste sig efter at misbruget var blevet opdaget. På trods af at børnene blev bombarderet med ledende spørgsmål, var der nogle af børnene der forsvarede 'krænkeren' og fastholdt at de godt kunne lide det der var foregået. Disse børn fik påhæftet diagnosen: 'identifikation med krænkeren', hvilket blev taget som bevis på at de var blevet alvorligt psykisk skadet. Cirkelslutningen er iøjnefaldende her: Hvis børnene siger at det var slemt, så var det slemt - hvis de siger at det var godt, så konkluderer man at det var endnu værre, for så har børnene fået vrangforestillinger af det. Intet som børnene kunne have sagt ville have ændret ved den forudfattede konklusion, at sexmisbrug er skadeligt!

Denne form for forskning var starten på hvad der i dag kaldes for sexmisbrugs-industrien: et sammensurium af psykologer, socialarbejdere og børnebeskyttelses-organisationer, der gensidigt bekræfter hinanden i troen på, at sexmisbrug af børn florerer overalt og er ekstremt skadeligt. Mange psykologer har skabt sig en karriere på at fortælle alverden hvor skadeligt sexmisbrug er, og børnebeskyttelses-organisationer har opdaget et det er mere profitabelt at indsamle penge til bekæmpelse af sexmisbrug end andre farer der truer børn. Massemedierne har været mere end villige til at viderebringe sexmisbrugs-industriens dagsorden fordi den er pirrende og taler til vores følelser, hvorimod de mere moderate videnskabsmænd er mere kedelige at høre på. Dermed har pressen hjulpet med til at rekruttere nye medlemmer til sexmisbrugs-industrien - ofte folk som aldrig ville have interesseret sig for at drive forskning eller terapi hvis det ikke havde været for dette stærkt følelsesladede emne.

Sexmisbrugs-industrien har produceret tusindvis af bøger og artikler siden begyndelsen af 1980'erne. Antallet af forskningsprojekter er i sig selv et tegn på at der er noget som er gået helt amok. Naturligvis kan der være videnskabelige grunde til at gentage et forskningsprojekt som er lavet før. Disse grunde er:

at teste om resultaterne er reproducerbare
at teste om der er geografiske forskelle eller forskelle mellem sociale klasser, etc.
at forbedre metoderne

Disse formål kræver at resultaterne er sammenlignelige, dvs. at de bruger standardiserede definitioner og standardiserede instrumenter for måling af psykiske skader. Imidlertid er de mange forskere aldrig nået til en fælles definition på nogen af begreberne: seksuel, misbrug, eller børn - for slet ikke at tale om seksuelt misbrug af børn. I virkeligheden er seksuelt misbrug ikke et videnskabeligt begreb, men et moralsk begreb, som ikke hører hjemme i en videnskabelig undersøgelse. Kun få af disse forskningsprojekter har benyttet standardiserede metoder til måling af skader, og de undlader at foretage de sammenligninger med tidligere projekter, som de ovenstående formål ville indebære. Desuden er der ikke megen fokus på forbedring af metoderne. Der er derfor al mulig grund til at mistænke forskerne for at være mere inspirerede af følelsesmæssige, moralske, politiske, eller religiøse motiver, end af et videnskabeligt behov.

Skønt man kan spore en vis forbedring af de videnskabelige metoder gennem årene, er de fleste forskningsprojekter stadig fulde af fejl (7). De mest almindelige skævheder er:

Følelsesmæssigt sprogbrug. Ord som misbrug, overgreb, krænker, offer, og overlever er ofte forekommende.
Undlader at referere uenighed. De fleste studier refererer kun til publikationer der kommer til samme konklusion, som de selv.
Ledende spørgsmål. Probanderne får stillet spørgsmål på en måde der implicerer at sex er slemt eller skadeligt.
Strukturelle begrænsninger. Undersøgelserne kan være strukturerede på en sådan måde at de ikke tillader registrering af positive seksuelle oplevelser.
Alle symptomer bliver tillagt sexmisbruget. Den seksuelle hændelse får skylden selv for symptomer der var tilstede allerede før hændelsen, såvel som symptomer der først viste sig efter afsløringen af det seksuelle forhold. Den psykologiske effekt af afsløring, intervention, politiforhør, osv. diskuteres ikke.
Materialet ikke repræsentativt. Mange studier er udført på f.eks. psykiatriske patienter som ifølge sagens natur vil udvise psykiatriske symptomer uanset om de er blevet sexmisbrugt eller ej.
Manglende kontrolgruppe. Mange undersøgelser forsømmer at sammenligne med ikke-misbrugte personer.
Sammenblanding af ikke-sammenlignelige hændelser. Mange undersøgelser bruger en altomfattende definition på sexmisbrug, der inkluderer vidt forskellige fænomener. Derved kommer undersøgelsen til at overdrive virkningerne af de mindre alvorlige former for misbrug, mens virkningerne af de mest alvorlige overgreb bliver fortyndet i statistikken.
Undlader at isolere betydningsfulde parametre. Visse parametre vides at have en stor betydning for virkningen af en seksuel hændelse. Det drejer sig især om hvorvidt der er brugt vold eller tvang, barnets køn, samt hvorvidt barnet er i familie med den voksne. Når disse parametre ikke inddrages bliver resultaterne mudrede.
Manglende kontrol for konfunderende variable. Mange af de undersøgte børn er også ofre for skilsmisser, fysisk mishandling og vanrøgt. Det er naturligvis meget tendentiøst at tilskrive alle barnets symptomer til det seksuelle misbrug og ignorere alle de andre problemer barnet har været udsat for. Rent faktisk har det vist sig at størstedelen af de observerede symptomer bedre kan forklares ud fra barnets familiemæssige problemer end ud fra det seksuelle misbrug. I de fleste af de undersøgelser der tager hensyn til disse faktorer, bliver virkningen af det seksuelle misbrug ikke længere signifikant når der kontrolleres for de familiemæssige faktorer (8,17).

Det er en udbredt opfattelse at sexmisbrug forekommer overalt og at det er ekstremt skadeligt. Denne forestilling har medført mange groteske forsøg på at opspore det skjulte misbrug, og ført til mange falske beskyldninger. Et eksempel fra Californien: En psykotisk mor opdagede i 1983 en rødmen på hendes treårige søns bagdel, og hun blev besat af tanken om, at han var blevet voldtaget analt af en pædagog i McMartin børnehaven. Drengen benægtede dette, men efter at hun havde spurgt ham igen og igen, sagde drengen at pædagogen havde taget hans temperatur. Moderen var overbevist om at 'termometeret' i virkeligheden var en tissemand, og hun ringede derfor til politiet. Politiet sendte 200 breve ud til familier hvis børn gik eller havde gået i den pågældende børnehave, og bad dem spørge deres børn, om de var blevet sexmisbrugte. Alle børnene benægtede først at være blevet misbrugt, men efter at være blevet afhørt mange gange af både forældre, terapeuter, og politi, og efter at være blevet udsat for et stort pres til at afsløre sexmisbrug, begyndte mange af børnene at fortælle historier, der blev mere og mere bizarre. De fortalte om dyr der blev mishandlet og slagtet, børn der blev kidnappet og mishandlet på kirkegårde, i luftballoner, helikoptere, og underjordiske gange under børnehaven. Efterhånden som beskyldningerne bredte sig i løbet af 1984, blev syv mænd og kvinder fængslet, inklusive en gammel bedstemor i rullestol, og syv børnehaver blev lukket. Politi og forældre gravede i årevis uden at finde nogen underjordiske gange. Ingen af børnene havde på noget tidspunkt været savnet. Der var ingen voksne vidner og ingen fysiske tegn på noget som helst usædvanligt. I stedet for at forkaste børnenes fantasifulde historier begyndte psykologerne at tro at børnene var blevet misbrugt af en hemmelig sekt af satan-dyrkere. Det skulle tage syv år og en lang række af meget bekostelige retssager, før alle anklager mod de mistænkte blev frafaldet af mangel på beviser (9).

Hvor grotesk denne historie end lyder, er den langt fra enestående. Lignende begivenheder er dukket op overalt i den moderne verden, fra Norge til New Zealand (9,10,11). For eksempel har en lignende episode fundet sted i den lille hollandske by Oude Pekela i 1987: En lille dreng havde fået hudafskrabninger ved sin endetarm efter at have leget i en skov. Det lokale læge-ægtepar, hr. og fru Jonker, som interesserede sig meget for incest, fik mistanke om at drengen måtte være blevet sexmisbrugt. De sendte breve ud til alle forældre og bad dem være opmærksomme på om deres børn var blevet misbrugt seksuelt. Disse breve havde den samme effekt som i Californien: Efter talrige afhøringer og et betydeligt pres til at fortælle om sexmisbrug, var der efterhånden omkring 75 børn som begyndte at fortælle bizarre historier. Børnene fortalte at de var blevet bortført af en gruppe mænd klædt ud som klovner, de var blevet bedøvet, holdt under vand, smurt ind i lort, og mange andre mærkelige former for misbrug. Imidlertid havde intet barn på noget tidspunkt været væk. Ingen voksen havde set spor af klovner eller noget andet usædvanligt. Der var ingen fysiske beviser og ingen mistænkte (11). Politiet har af gode grunde stoppet efterforskningen, men hr. og fru Jonker er stadig overbeviste om, at børnene er blevet misbrugt af satanister, og har skrevet adskillige artikler om det (12). Trods den åbenlyse mangel på indicier er deres rapporter om symptomer på rituelt sexmisbrug blevet optaget af det videnskabelige tidsskrift Child Abuse & Neglect (13). De har ikke lavet nogen sammenligning mellem børn, som de mente var misbrugt, og ikke-misbrugte børn. Ifølge deres artikler var det kun i 87% af tilfældene, at forældrene var overbeviste om, at misbruget havde fundet sted, og kun for 48% af børnene havde politiet ment at de med sikkerhed var blevet misbrugt. Alligevel var alle børnene inkluderet i undersøgelsen. Hvordan kan et videnskabeligt tidsskrift acceptere en artikel på et så usikkert grundlag?

En terapeut, som går mod strømmen, mener at troen på, at børn bliver sexmisbrugt af en hemmelig satankult, i virkeligheden er en projektion af fortrængte pædofile følelser. Seksuel tiltrækning mellem børn og voksne er et universelt fænomen, og myten om satanisk sexmisbrug er en måde at benægte de pædofile følelser hos den, der tror på denne myte (14).

I det omsiggribende hysteri over sexmisbrug har ildfulde terapeuter til stadighed fundet på nye metoder til at afsløre det skjulte sexmisbrug, som de forventer at finde overalt. Hver gang en diagnosemetode har vist sig at give forkerte resultater, har de fundet på en ny metode, med det uundgåelige resultat at uskyldige personer er blevet beskyldt for at have misbrugt deres børn. Tusindvis af uskyldige mennesker er kommet i fængsel pga. falske beskyldninger om sexmisbrug. I Cleveland i England er over hundrede børn blevet tvangsfjernet fra deres hjem, før det blev afsløret at incest-anklagerne byggede på en fejlagtig diagnosemetode. I mellemtiden havde de falske anklager medført adskillige skilsmisser, og to af de uskyldigt anklagede fædre begik selvmord (15).

Skønt sexmisbrugs-industrien er meget højtråbende og skriver tonsvis af rapporter, er der en stigende mængde litteratur som fremfører en anden mening (7,16). Tre psykologer har forsket i misbrugs-forskningen og lavet en sammenfatning af dens resultater (17). Efter at de har sorteret de undersøgelser fra, der bygger på meget skæve materialer (såsom udelukkende psykiatriske patienter), finder de at resultaterne er langt mindre alarmerende, end hvad man almindeligvis hører. Deres konklusioner er:

Kun en brøkdel af de hændelser, der kaldes sexmisbrug, er forbundet med skader.
Skaderne, når de forekommer, er typisk ikke intense.
Der er stor forskel mellem de hændelser som drenge og piger kommer ud for. Drenge oplever meget sjældent skadelige overgreb.
Konklusionerne om en årsagssammenhæng mellem sexmisbrug og efterfølgende psykologiske skader holder ikke, fordi de fleste af de psykologiske skader har andre årsager, såsom familiemæssige problemer.

De mest skadelige seksuelle begivenheder er dem, der involverer vold, eller hvor barnet ikke har nogen mulighed for at slippe (dvs. incest). Frivillige seksuelle kontakter er ikke skadelige. Det er værd at bemærke, at disse konklusioner er baseret på undersøgelser der er lavet med det formål at finde skadevirkninger. Såfremt disse undersøgelser har en skævhed, må det være i retning af at overdrive skadevirkningerne.

De undersøgelser, som overdriver farerne ved sexmisbrug, bliver ofte publiceret i tidsskrifter som tilsyneladende er ganske ukritiske. Derimod er de ovennævnte artikler, som viser at skadevirkningerne er langt mindre end hidtil antaget, publiceret i de mest prestigefyldte tidsskrifter med strenge krav til godkendelse af artikler (17). Skønt sexmisbrugs-industrien producerer et overvældende antal bøger og artikler, kan man næppe sige at de repræsenterer flertallets holdning blandt forskere. Standard sexologiske håndbøger og opslagsværker præsenterer et langt mere afslappet syn på barn/voksen sex (18). Det samme gør bøger indenfor andre discipliner, såsom historie, antropologi, og human biologi (19).

Konklusion

Terapeuter påstår ofte at pædofile lider af vrangforestillinger når de fortæller om børn der godt kan lide sex. Beskyldningerne om vrangforestillinger viser sig imidlertid at være en boomerang: Der er langt mere vrangforestilling og selvbedrag i sexmisbrugs-industrien end blandt pædofile.
Megen forskning i sexmisbrug er af elendig kvalitet, og ofte direkte vildledende. Denne forskning er tæt forbundet med det udbredte hysteri og heksejagt overfor sexmisbrug af børn.
Frivillige seksuelle forhold mellem børn og voksne giver ingen psykologiske skader, udover de problemer der er forbundet med afsløring og intervention.
Den drakoniske lovgivning og de drastiske forholdsregler, som flere og flere lande indfører for at bekæmpe sexmisbrug, er et udslag af vildledning, og bør derfor ophæves. I stedet bør kræfterne rettes mod den langt mere skadelige fysiske mishandling og vanrøgt af børn, og i særdeleshed mod dens sociale årsager.
Denne artikel bør ikke bruges som undskyldning for at begå seksuelle forseelser. Der er stadig mange gode grunde til at overholde loven og til at beskytte børnene mod den stigmatisering det indebærer at deltage i ulovlige handlinger som samfundet fordømmer.

Noter

Hayashino, D S; Wurtele, S K; Klebe, K J: Child Molesters: An Examination of Cognitive Factors. Journal of Interpersonal Violence 10 (1) 106, 1995.
deYoung, M: The World According to NAMBLA: Accounting for Deviance. Journal of Sociology and Social Welfare 16 (1) 111, 1989.
Sandfort, T: The Sexual Aspect of Pedophile Relations. Amsterdam: Spartacus 1981.
Constantine, L L; Martinson, F M (eds.): Children and Sex: New Findings, New Perspectives. Boston: Little, Brown and Co. 1981.
Rossman, G P: Sexual Experience Between Men and Boys. New York: Association Press 1976; Middlesex: Temple Smith 1985.
Baurmann, M C: Sexualität, Gewalt und psychische Folgen. Wiesbaden: Bundeskriminalamt 1983.
Li, C K; West, D J; Woodhouse, T P: Children's Sexual Encounters with Adults. London: Duckworth 1990.
Okami, P: Self-Reports of "Positive" Childhood and Adolescent Sexual Contacts With Older Persons: An Exploratory Study. Archives of Sexual Behavior 20 (5) 437, 1991.
Leahy, T: Positively Experienced Man/Boy Sex: The Discourse of Seduction and the Social Construction of Masculinity. Australian & New Zealand Journal of Sociology 28 (1) 71, 1992.
Hoffmann, R: Die Lebenswelt der Pädophilen: Rahmen, Rituale und Dramaturgie der pädophilen Begegnung. Wiesbaden: Westdeutscher Verlag 1996.
Singer, M; Hussey, D; Strom, K J: Grooming the Victim: An Analysis of a Perpetrator's Seduction Letter. Child Abuse & Neglect 16 (6) 877, 1992.
Burgess, A W; Hartman, C R; McCausland, M P; Powers, P: Response Patterns in Children and Adolescents Exploited Through Sex Rings and Pornography. American Journal of Psychiatry 141 (5) 656, 1984.
Burgess, A W; Groth, A N; Holmstrom, L L; Sgroi, S M: Sexual Assault on Children and Adolescents. Toronto: Lexington Books 1978.
Pope, H G Jr; Hudson, J I: Does Childhood Sexual Abuse Cause Adult Psychiatric Disorders? Essentials of Methodology. Journal of Psychiatry & Law 23 (3) 363, 1995.
Haugaard, J J; Emery, R E: Methodological Issues in Child Sexual Abuse Research. Child Abuse & Neglect 13 (1) 89, 1989.
Okami, P: Sociopolitical Biases in the Contemporary Scientific Literature on Adult Human Sexual Behavior with Children and Adolescents. In: Feierman, J R (ed.): Pedophilia: Biosocial Dimensions. New York: Springer 1990, p. 91.
Okami, P: "Slippage" in Research on Child Sexual Abuse: Science as Social Advocacy. in: Krivacska, J J; Money, J (eds.): The Handbook of Forensic Sexology. New York: Prometheus 1994, p. 559.
Rind, B; Bauserman, R: Biased Terminology Effects and Biased Information Processing in Research on Adult-Nonadult Sexual Interactions: An Empirical Investigation. Journal of Sex Research 30 (3) 260, 1993.
Clegg, Sue: Studying Child Sexual Abuse: Morality or Science? Radical Philosophy 66 31, 1994.
Fromuth, M E: The Relationship of Childhood Sexual Abuse with later Psychological and Sexual Adjustment in a sample of College Women. Child Abuse & Neglect 10 (1) 5, 1986.
Emslie, G J; Rosenfeld, A: Incest Reported by Children and Adolescents Hospitalized for Severe Psychiatric Problems. American Journal of Psychiatry 140 (6) 708, 1983.
Draijer, N: Seksueel Misbruik van Meisjes door Verwanten. Haag: Ministerie van Sociale Zaken en Werkgelegenheid, 1988.
Eberle, P; Eberle, S: The Politics of Child Abuse. New Jersey: Lyle Stuart 1986.
Eberle, P; Eberle, S: The Abuse of Innocence: The McMartin Pre-School Trial. Buffalo: Prometheus, 1993.
Wakefield, H; Underwager, R: Accusations of Child Sexual Abuse. Springfield, Ill: Charles C Thomas 1988.
Nathan, D; Snedeker, M: Satan's Silence: Ritual Abuse and the Making of a Modern American Witch Hunt. New York: Basic Books 1995.
Kincaid, J R: Child-Loving: The Erotic Child and Victorian Culture. London: Routledge 1993.
Gardner, R A: Sex Abuse Hysteria: Salem Witch Trials Revisited. Creskill, New Jersey: Creative Therapeutics, 1991.
Best, J: Threatened Children: Rhetoric and concern about Child-Victims. University of Chicago Press 1990.
Lotto, D J: On Witches and Witch Hunts: Ritual and Satanic Cult Abuse. Journal of Psychohistory 21 (4) 373, 1994.
Jenkins, P: Intimate Enemies: Moral Panics in Contemporary Great Britain. New York: Aldine de Gruiter, 1992.
Loftus, E; Ketcham, K: The Myth of Repressed Memory. New York: St. Martin's Press 1994.
Lanning, K V: Investigator's Guide to Allegations of "Ritual" Child Abuse. Virginia: National Center for Analysis of Violent Crime, FBI Academy, 1992.
Hicks, R D: In Pursuit of Satan: The Police and the Occult. New York: Prometheus, 1991.
Bromley, D G: The Satanic Cult Scare. Society 28 (4) 55, 1991.
Goodyear-Smith, F: First do no Harm: The Sexual Abuse Industry. Auckland, NZ: Benton 1993.
Münther, M; Kluck, M-L: Missbrauch von Kindern: der Missbrauch des Missbrauchs. Sozialmagazin 1992 (5) 13.
Öhrström, L: Sex Lögner och Terapi: Verkligheten bakom vår tids Häxprocesser. Stockholm: Norstedts 1996.
Tange, M: Roum-Sagen: En Omvendt Hekseproces? Tanges Forlag, 1995.
Kutchinsky, B: The Child Sexual Abuse Panic. Nordisk Sexologi 10 (1) 30, 1992.
Rossen, B: Zedenagnst: Het Verhaal van Oude Pekela. Lisse: Swets en Zeitlinger, 1989.
Jonker, F; Jonker-Bakker, P: Onderzoek in Oude Pekela. Maandblad Geestelijke Volksgezondheid 1994 (3).
Jonker, F; Jonker-Bakker, P: Experiences with Ritualist Child Sexual Abuse: A Case Study from the Netherlands. Child Abuse & Neglect 15 (3) 191, 1991.
Jonker, F; Jonker-Bakker, I: Effects of Ritual Abuse: The Results of Three Surveys in the Netherlands. Child Abuse & Neglect 21 (6) 541, 1997.
Hunter, J: Interpreting the Satanic Legend. Journal of Religion and Health 37 (3) 249, 1998.
Bell, S: When Salem came to the Boro. London: Pan Books 1988.
Butler-Sloss, E: Report of the Enquiry into Child Abuse in Cleveland 1987. Her Majesty's Stationary Office, cm 412, 1987.
Jenkins, P: Intimate Enemies: Moral Panics in Contemporary Great Britain. New York: Aldine de Gruiter, 1992.
Kutchinsky, B: Incestpanikken i Cleveland. Nordisk Sexologi 7 (2-3) 89, 1989.
Putnam, F W: The Satanic Ritual Abuse Controversy. Child Abuse & Neglect 15 (3) 175, 1991.
Sandfort, T; Brongersma, E; van Naerssen, A (eds.): Male Intergenerational Intimacy: Historical, Socio-Psychological, and Legal Perspectives. New York: Haworth 1990 (Journal of Homosexuality 20 (1-2)).
Brongersma, E: Loving Boys. Vol. 1+2. New York: Global Academic Publishers, 1986.
Rind, B; Tromovich, P: A Meta-Analytic Review of Findings from National Samples on Psychological Correlates of Child Sexual Abuse. Journal of Sex Research 34 (3) 237, 1997.
Bauserman, R; Rind, B: Psychological Correlates of Male Child and Adolescent Sexual Experiences with Adults: A Review of the Nonclinical Literature. Archives of Sexual Behavior 26 (2) 105, 1997.
Rind, B; Tromovich, P; Bauserman, R: A Meta-Analytic Examination of Assumed Properties of Child Sexual Abuse Using College Samples. Psychological Bulletin 124 (1) 22, 1998.
Perry, M E (ed.): Handbook of Sexology, vol. 7: Childhood and Adolescent Sexology. Amsterdam: Elsevier 1990.
Dynes, W R (ed.): Encyclopedia of Homosexuality. New York: Garland, 1990.
Bullough, V L; Bullough, B: Human Sexuality: An Encyclopedia. New York: Garland, 1994.
Krivacska, J J; Money, J (eds.): The Handbook of Forensic Sexology: Biomedical & Criminological Perspectives. New York: Prometheus Books, 1994.
Dover, K J: Greek Homosexuality. London: Duckworth 1976.
Williams, W L: The Spirit and the Flesh: Sexual Diversity in American Indian Culture. Boston: Beacon Press 1986.
Herdt, G H (ed.) : Ritualized Homosexuality in Melanesia. University of California Press 1984.
Baldauf, I: Die Knabenliebe in Mittelasien. Berlin: Verlag das Arabische Buch 1988.
Bleibtreu-Ehrenberg, G: Pederasty Among Primitives: Institutionalized Initiation and Cultic Prostitution. Journal of Homosexuality 20 (1-2) 13, 1991.
Feierman, J R (ed.): Pedophilia: Biosocial Dimensions. New York: Springer 1990.

Dette dokument findes på både dansk og engelsk på Pædofilgruppens hjemmeside:
www.danped.fpc.net

indeks